Vellykket præsentation af engelsk performance-legende til hest

Vintage-performancekunst er ikke nogen nem genre at udstille, da værkerne jo har udspillet sig for længe siden og sjældent er særligt farvestærkt dokumenteret. Udstillingen med Rose English er dog anderledes som en sjov, fængende og levende præsentation af en kunstner, der med sine farverige performances har været en legende i britisk kunst siden de tidlige 1970’ere.

Så engelsk som Marmite
”Rose English” er et passende navn for den feministiske engelske rose, der synes lige så britisk som det særprægede pålæg Marmite: på én gang traditionsrigt, let kitsch’et, kradst og sødligt. Hendes værker referer humoristisk og kritisk til engelsk societykultur med opera, ekstravagante kjoler og hesten som gennemgående figur.

Et tidligt værk udspillede sig ved et traditionsrigt hestesportsshow i Southhampton i 1975. Her havde English udklædt seks kvindelige dansere som heste, med påsatte hestehaler og sko med hestehove, til at danse en quadrille med små instuderede trin. Dresserede heste og kvinder i societylivet skulle tilsyneladende danse efter samme pibe. Karakteristisk for English er værket dog lige så morsomt og lettere absurd, som det er kritisk moraliserende.

Det samme gør sig gældende for værket Untitled (Country Life) (1975/2014). Her er en række udgaver af det engelske magasin Country Life opstillet med forsider, der viser unge society-fruer, gerne i brudetøj (magasinet er populær kaldet ”girls in pearls”). Disse blade bliver tilsyneladende studeret af små porcelænsheste, hvoraf flere er påført eksklusive tørklæder. Igen et uforglemmeligt morsomt og umiddelbart fængende scenarie.

Hest som første gæst
Passende var udstillingens allerførste gæst en hest, som satte sine hove i værket Arena, da den sandede manege var sat op i Charlottenborgs udstillingsrum. Hesten blev ført af cirkusperformeren Katja Schumann fra den berømte cirkusfamilie. I udstillingen står dette værk dog som et noget underspillet og uformidlet midtpunkt. Vi ser ikke seancen og ved ikke helt, hvad vi skal stille op med det, ud over den sjove tanke, at en cirkushest har været på besøg på Charlottenborg.

Så er den tidlige, simple Pegasus (1975) bedre, hvor kunstner og hestefigur er påmonteret vinger. Rose on Horseback with Tail (1974)  er også et effektivt emblem for udstillingen, igen med klar feministisk ladning.

Hesteopera
De senere værker af kunstneren sætter mere komplicerede forestillinger op. My Mathematics var et langt, performativt værk, som både nåede at blive opført på Broadway og Queen Elizabeth Hall i London og således nåede ud til et helt andet publikum end performance-kunst sædvandligvis gør. Her introducerer kunstneren sit alter ego Rosita Clavel, en farverig showpersonlighed, som i et perfekt Oxford-engelsk og i ekstravagante kostumer og smykker fremfører sit show. I anden akt af forestillingen indtræder hesten Mathematics medvirkende som en tålmodig og tavs partner til den iltre Rosita Clavel.

Showdivaen Clavel er også hovedpersonen i den endnu uopførte ”hesteopera” Rosita Clavel (1992-), der tydeligvis opbygger et større univers omkring sin hovedperson. Eksempelvis de mange navngivne heste, hun havde i sin trup i sin storhedstid. På udstillingen er dette værk præsenteret gennem enkelte rekvisitter og et storyboard med referencer og detaljer. Hesteoperaen fremstår således konceptuel og blander Rose og Rosita sammen: Hvilken performer har de mest umulige ideer?

The Eros of Understanding
Udstillingens titel indikerer en sammenstilling af det nøgternt analytiske med det erotisk kropslige. Uden at denne titel er helt forklaret, er den beskrivende for Rose English’ værker, der netop formår at være sanseligt og intellektuelt til stede. De ballancerer mellem det banale og det fortænkte og udviser både engagement i omverdenen og lyst til at fabulere i sit eget univers. Og at lade hestene være så meget til stede skaber en distinkt stil, uden at det kammer over i uvillede klicheer.

Udstillingen kan også ses som et eksperiment i at præsentere en performancekunstners karriere. Uden at gøre de store kuratoriske krumspring lykkes dette fint og udstillingen er et tilgængeligt og fornøjeligt møde med Rose English og de andre heste.