Vi er alle fæller

Det nye udstillingssted Collega åbner med udstillingen Surplus, der kredser om forbrug, overproduktion og eftervirkninger af den globale varecirkulation. Det er store problemkomplekser samlet på et lille areal. Og ganske vellykket.

Det nye udstillingssted Collega, der netop er åbnet, tæt på det moderne storbyliv omkring Enghave Plads i København, forklarer på deres hjemmeside, at udstillingsstedets navn udspringer fra det latinske colligere, som betyder at samle. I tråd hermed er det Collegas bærende princip at facilitere udveksling, samarbejde og dialog med vægt på den globale kontekst – uden at glemme det lokale.

Collega bestræber sig med andre ord på at fremme og skabe kunst, der rækker ud i verden på grundlag af det kollektive, via co-kuratering og kollegaskab i bredere forstand. Det fælles.

Det er store, perspektivrige visioner, og åbningsudstillingen Surplus lever heldigvis op til målene.

Skønhed og forfald

Surplus fænger allerede ude fra gaden med et smukt farvespil i form af flettede ruller baseret på palmeblade, indfarvede og stablet indendørs på vindueskarmen.

Umiddelbart minder vinduesinstallationen om en boligbutik. Men stablens bølgende formation er lidt for ujævn til at fremstå som et harmonisk blikfang for et salgsprodukt. Derudover forstyrres indblikket af ruden, der er udsmykket af bogstaverne i “Collega”, der breder sig som luftbobler i et akvarium.

De smukke, mønstrede ruller viser sig at være et kunstværk af den ghanesiske billedkunstner Theresah Ankomah, Ruins of Time (2020), der refererer til en ghanesisk vævetradition, der er i nedgang på grund af import af billigere produkter. Og indenfor bliver rullerne endnu mere mærkbare, idet de afgiver en lugt, der minder om hø.

Samarbejde og sameksistens

Surplus er kurateret af Lotte Løvholm, der er kunstnerisk leder af Collega, og af den ghanesiske kurator Mavis Tetteh-Ocloo. Sammen har de to kvinder inviteret fem kunstnere, hvoraf de to er herboende og de resterende tre har base i Ghana og er medlemmer af kunstner- og kuratorfællesskabet blaxTARLINES Kumasi, som også Mavis Tetteh-Ocloo er tilknyttet.

Det er væsentlige, aktuelle problemkomplekser, Surplus forholder sig til, nemlig vor tids overforbrug og massespild og nogle af den konstante vareproduktion og -cirkulations implikationer, både lokalt og globalt og her især med fokus på konkrete problematikker – og nye muligheder – i Ghana.

Det absurde i komprimeret form

Det er småt med pladsen i Collegas udstillingslokale. Men Surplus fungerer godt, og jeg oplever installationen som både komprimeret og flydende i udtryksformen.

Næst efter vinduesinstallationen indgår et værk af Benedikte Bjerre i hendes velkendte, velfungerende stil: Inventory I-V (2020), der er centralt placeret og rager langt ud på gulvarealet og op i luften i det lille udstillingslokale.

På et hyldesystem på hjul ligger forskellige skulpturelle genstande, der mimer beholdere og handelsvarer under transport, der lyses op af et indbygget neonlys. Flere af genstandene er grelle i farverne, andre hermetisk tillukkede og udført i nogle af masseproduktionens grundmaterialer – plastik og polyester – og to af beholderne indeholder ifølge catchy ord og reklamebilleder levende eller dybfrosne havdyr: hummere og blæksprutter. Det hele har en ubehagelig indvirkning, tonet af humor. Af absurditet.

Opråb og interventioner

Bjerres hyldevogn leder ind til tre mere flade- og vægorienterede kunstværker, der dog ikke har mindre fylde i rummet.

Et vægtæppe bølger ud fra væggen i form af We Mí You Wò Me Nye (2022), der er udført af Elolo Bosoka. Det består af sammensyede plastiksække og måtter anvendt til varetransport og liggeunderlag, som Bosoka har købt af gadesælgere på markeder i Ghana, fremgår det af et nyttigt men lidt svært tilgængeligt formidlingsark. Og Bosokas værk rummer både en trodsig skønhed og har karakter af et opråb.

Dernæst følger Magda Buczeks OBJECTS CONTINUE TO EXIST WHEN OUT OF OUR HANDS (2019), hvor titlens ordlyd er påmalet med store lilla bogstaver på glasruden mellem udstillingslokalet og det bagvedliggende kontorareal. Det er effektfuldt, og her er opråbet betonet. Kikket ind til kontoret med alskens ting spiller i øvrigt fint sammen med tekstens budskab. Alle de ting, de fleste af os dog har, omgiver os med, anskaffer os og skiller os af med uden nødvendigvis at kende hverken ophav eller eftervirkninger.

Vigtigt er også at nævne, at Buczeks værk har potentialet til at nå bredere ud end til de – desværre – oftest få, der typisk når frem til små kunstudstillinger som denne. Teksten indgik nemlig samtidigt i et tekstilværk, som var ophængt i det offentlige rum, på Eliaskirkens facade på Vesterbro Torv i begyndelsen af udstillingsperioden.

Lydtæppe

Endelig, i det inderste hjørne af lokalet: Ibrahim Mahamas knap 3 minutter lange videoværk Nkrumah Voli. Letters from the void (1966-2020), der kører i loop.

Mahamas video er present fra det øjeblik, man træder indenfor, idet der er skruet op for lydstyrken. Der er for det meste tale om reallyd, der er forbundet med filmoptagelser af ghanesiske arbejdsmænd, der graver mudder op fra undergrunden i en ufærdig, monumental bygningskonstruktion. Man hører gravelyde, musikradio og tale på et sprog, som jeg ikke kender eller forstår. Og idet man indledningsvist ikke kan se videoen, vækkes en undren, og jeg får fornemmelsen af at blive ført til en anden del af verden, der synes både tæt på og langt væk.

Det forekommer naturstridigt, at mændene befinder sig dernede i de underlige omgivelser, men der er fremdrift, og arbejdet foregår roligt og i fællesskab. Mod slutningen (spoileralert) bevæger kameraet sig udenfor med en af arbejderne, og man får et totalbillede af lokationen: flere ufærdige bygninger i ruin omgivet af haver. Og ifølge tekstformidlingen er optagelserne foretaget i Tamale i Ghana, i et område med levn fra et fejlslagent, nationalt industrialiseringsprojekt til fødevareopbevaring, der går tilbage til 1960erne. Ikke mindre vedkommende er oplysningen om, at kunstneren, Ibrahim Mahama, har erhvervet en af disse bygninger og medvirket til at omdanne den til et aktivt sted for de lokale med henblik blandt andet på kunstprojekter.

Sammensmeltning

Kunstværkerne i Surplus er kædet godt sammen ikke blot af en fællesartet tematik men også visuelt via en farvekoordinering, hvor især lilla og grønne nuancer gentages, inklusive i galleriets formidlingsark og hjemmeside. Og jo længere tid, jeg opholder mig i udstillingen, jo mere er det som om, kunstværkerne og galleriet smelter sammen som et, hvilket underbygges af de høje lyde fra Mahamas videoværk, der ligger som et samlende lydtæppe.

Eftervirkninger og modsvar

Titlen til Collegas åbningsudstilling er meget velvalgt, idet det engelske “Surplus” rummer en dobbelt betydning: overskud eller overskydende. Af noget positivt som modsætning til et underskud eller som beskrivelse af et fænomen eller tilstand, der bliver for meget.

Surplus synliggør delvist et nedslående budskab, som nok er de fleste bekendt. At vor tids strømme af varer, emballage og miljøskadelige efterladenskaber på kryds og tværs af kloden indbefatter massive problemer.

Men jeg synes, udstillingen er ekstra relevant derved, at det ikke bliver ved en udpegen, idet flere af de deltagende kunstnere, som beskrevet, søger ud mod samfundet – også i fysisk forstand – og byder ind med måder at afhjælpe via tilegnelser, omdannelser og samarbejde i konkrete sager.

Kollektivitet

Det er en i mine øjne meget positiv og lovende tendens til samfundsengagement og kollektivitet i kunstfeltet, som Collega repræsenterer, og som også var bærende i dette års Documenta i Kassel.

At man etablerer alternativer til vor tids dominerende individualisme for i stedet at minde om, at vi i bund og grund er fæller – på globalt plan – med indbyrdes indvirkning på hinanden og på miljøet, og at det også er i fællesskab, vi kan finde veje til at løse tidens problemkomplekser.