Vi kan lære meget af kamæleon-knæleren

Den lille kunsthal Skovhuset viser netop nu en seværdig gruppeudstilling, Nu falmer skoven, som kredser om skoven og menneskets forhold til naturen. Vi mødes af et træ med overdimensioneret halskæde, kommer ned under mulden i en japansk skov, men inspireres måske allermest af et lille insekt, der går i et med omgivelserne.

I sin vidunderlige essaysamling med selvbiografiske træk Træmuseet (2018) skriver digteren og fotografen C.Y. Frostholm om sine møder med træer på hans mange rejser. Fra linje til linje og efter at have set det ene foto af træer efter det andet, inspireres læseren til at blive mere observant overfor disse stolte og gamle kæmper, der omgiver os, også i vores antropocæne tid, hvor mange har mistet kontakten med naturen.

Han skriver bl.a.: ”Et træ har ingen forside … Et træ er meget tålmodigt, og man må være meget tålmodigt med et træ … Et træ kan være det eneste, man husker” …

Nu har den smukt beliggende lille kunsthal Skovhuset i Værløse blændet op for en sanse- og tankeappellerende udstilling med fokus på træer og den plads, de indtager i vores liv og bevidsthed.

Udstillingstitlen Nu falmer skoven er lånt fra Grundtvigs salme, der er den mest populære høst-, begravelses- og bordbønssalme af alle i den danske sangskat. Titlen er naturligvis stedsspecifik, for uden for Skovhuset breder skoven sig helt ned til den nærliggende Søndersø, der kan ses fra kunsthallens førstesal.

Et træ med en halskæde

Det første værk møder man allerede udenfor på vej hen til indgangen. Det er Majken Bents Uden titel (2022), et kædeværk, som hænger rundt om en gren, der ligesom halsen på et menneske er blevet smykket med de lange, tunge kæder med hængelåse og store kugleformede ”perler” af glaseret stentøj.

Men værket giver også associationer til et s/m-forhold, hvor den ene part undertvinger sig den anden til lyst og fryd for dem begge. Træet virker let outreret eller ”punket” med dette tunge glitterstads, der jo er et menneskeskabt overgreb på et stykke fritvoksende natur og dermed en antropomorficering af træet. For træer smykker man normalt ikke!

Værket rummer på den ene side en enkel symbolik, der peger på menneskets pervertering af naturen i grådighedens og vækstparadigmets tegn. På den anden side er det sært nok også en hyldest til træet, der således er blevet besmykket.

Inde i bygningen arbejder værkerne på forskellig vis med naturens cyklus, hvor vi – ifølge titlen – er nået til sommerens død, efteråret, hvor bladene bliver gule, orange og brune.

En spøgelsesskov

Værkerne rummer en let sitrende blanding af noget unheimlich og noget forførende smukt. Det er en udstilling på listefødder med værker, der er udført med en nørdet præcision og et højt kunstnerisk ambitionsniveau.

Jacob Kirkegårds lydværk Obake (2010) befinder sig i en lounge i underetagen, hvor der også er en lille café. I værket har han placeret sit raffinerede optageudstyr – et såkaldt accelerometer – under skovbunden i en japansk skov.

Der indgår mange lag af lyde fra små raslelyde til større lydelementer, der kan minde om trækronernes susen i vinden eller måske et fly? Pludselig står denne skov helt levende og virkelig foran en. Det er en mystisk skov, hvor usynlige væsener lever et liv, som vi på ingen måde er fortrolige med. Ifølge japansk folketro er Obake et overnaturligt væsen, men det kan også betyde et spøgelse eller et genfærd. Uhyggen breder sig …

Ved siden af viser svenske Astrid Svangren en delikat og uhyre sammensat installation, hvor menneskeskabte objekter møder naturens egne forekomster såsom koraller, slangeknogler og muslingeskaller.

Værket breder sig dels på gulvet, dels hænger det ned fra loftet. To værker i silketyl med henholdsvis stykker af papir og plastic og ubehandlet uld udgør sammen med en skulptur opbygget af stabler af muslingeskaller det vertikale greb – kunstnerens svar på træer? – mens et spejl, hvorpå der er lagt en mængde små objekter, inklusiv en lille seng, konstrueret af skeletdele fra en slange, viser et clash mellem det artificielle og det naturlige.

Der hviler en apokalyptisk stemning over dette fragmenterede og skrøbelige univers, der antyder, at tingenes kendte og stabile orden er i opløsning. Det er på én gang et rørende værk, der peger på den store livscyklus og et dystopisk værk, hvis titel er et digt: snails spiral turning home/always hungry/using my eyes to eat and my mouth to see/a story knob reanimate back into life/with the colour and texture of Italian oranges +Ou/speckled with icy snowflakes.

Heideggers hytte i skoven

På væggen bagved hænger en serie fotos fra 2004-11 af Daniel Gustav Cramer med titlen Untitled (Woodland), hvor skoven synes forlenet med en storslåethed og mystik. På førstesalen hænger et af hans større fotografier, som man skal meget tæt på for overhovedet at kunne se: Det er kridhvidt, men når man fokuserer længe nok, toner et lille snedækket hus frem midt i hvidheden.

Titlen fortæller, hvad det er, vi ser: Heidegger’s Hut. Her sad den berømte filosof, der var medlem af det tyske naziparti NSDAP helt frem til krigens afslutning, og som var indædt antisemit og skrev sine filosofiske artikler og bøger.

Her blev ifølge pressemeddelelsen også hovedværket Sein und Zeit (Væren og tid) til. Det udkom i 1927 – altså seks år før han meldte sig ind i nazipartiet. Med sit foto med den hvirvlende snestorm giver Cramer en ironisk kommentar til Heideggers slørede syn: Han kunne intet se, og naturkræfterne – snestormen – har helt og aldeles taget magten fra mennesket.

Den indre ur-natur

Endnu to fremragende fotografer m.m. bidrager til udstillingen: Joachim Koester med en serie af fotos fra flere verdensdele af knælere (en gruppe af insekter), der går i ét med deres omgivelser.
I et terrarium lever en virkelig, såkaldt spøgelsesknæler, så man kan se, hvordan den live forsvinder ind i omgivelserne.

I sin videofilm fra 2012 Reptile Brain or Reptile Body performer tre dansere i en mørk have i Mexico City. De er instrueret efter den polske instruktør Jerzy Grotowsky koncept om at erstatte traditionel instruktion af skuespillere med psykofysiske øvelser, hvor de spontant giver sig hen i en rituel dans.

Her går de ind i en ur-fase (apropos titlen) hvor bevidstheden er slået helt fra. De indadvendte performere agerer, som var de sendt afsted på en indre rejse, som transformerer dem til en ren kropslig væren.

Astrid Kruse Jensens serie af blåtryk eller cyanotopier, Traces of What Once Were (2021), der for nylig kunne ses i Martin Asbæk Gallery, er et gensyn værd i denne anderledes kontekst, hvor der naturligt fokuseres mere på natur- end erindringsaspektet. Fotografi er ellers det perfekte medie for erindring, da der altid klæber et moment af død – af noget før-nutidigt – til det.

Kruse Jensens ulmende, sublimt smukke, blå optagelser af skyggerne af grene fra appelsintræer, fotograferet på Mallorca, fremstår lettere sløret, hvorved der føjes et ekstra lag til den optiske oplevelse: Naturen, der gradvis er ved at forsvinde fra os.

Jakob Kudsk Steensen, der netop har brilleret med sit brag af et video- og lydværk Berl-Berl på ARoS, bidrager med sin miljøkommenterende 2D videofilm Aquaphobia fra 2017.

Man må sige, at han har udviklet sig fantastisk meget siden da, men værket til Nu falmer skoven vinder faktisk ved bekendtskabet: Videoen er konstrueret ud fra en femfaset behandlingsterapi af personer med vandskræk. Vi guides gennem en mangelaget, apokalyptisk vision om stigende vandstande på jorden som følge af klimakrisen. En mærkelig kugleformet ”akvatisk entitet” spiller her hovedrollen i denne dystopiske og elementært medrivende, visuelle fortælling med indbygget uhygge.

Naturens egen koreografi

Udstillingens sidste bidragyder, er amerikaneren Jennifer Steinkamp, der altid udtrykker sig i digitale medier. Hendes video Orbit 7 (2010) pulserer på lærredet som et animeret maleri med motiv af trækroner, vinstokke og planter, der bevæger sig i vinden. Samtidig skifter motiverne farve, fordi de er optaget på skiftende årstider.

Med kameraet fanger hun disse bevægelser på en måde, som vi normalt ikke kan se med det blotte øje. Det er naturens egen koreografi, kunne man sige. Videoen vidner om dens skønhed og den hårfine balance, der ligger til grund for hele klodens økosystem, som med industrialismen gradvis er blevet destabiliseret.

Samlet set understreger værkerne på en polyfon måde og i flere forskellige medier menneskets indfældning i naturen og vores dybe afhængighed af den. Vi kunne lære meget af kamæleon-knæleren, der helt undseligt tager bestik af omgivelserne og umærkeligt er til stede uden at forstyrre denne fint afbalancerede orden.