Wild Things er ude af kontrol

Visuelt hænger det virkelig godt sammen. De 12 danske og internationale kunstnere, der bidrager til Wild Things, kredser om plantemotivet og det organiske i et dekorativt formsprog, som sender sanserne i den syvende himmel.

Men værkerne forgrener sig i et virvar af tematikker og stemninger, og Brandts mister kontrollen med et mildest talt bredt udstillingskoncept, der både hylder leg og løssluppenhed og gør op med trangen til at tæmme natur og mennesker.
Det forvirrer desværre.

Naturen inviterer indenfor
Udstillingen lægger ud i den legesyge afdeling, og kommer desværre lidt dårligt fra start. Katrine Ærtebjergs barnlige blomster og fantasifigurer, der slynger sig op ad trappen til 2. sal, fungerer ikke optimalt på de hvide murstensvægge, og værket bevæger sig faretruende tæt på grænsen til halløj-på-fritidshjemmet-genren.

Bedre går det hos Gerda & Jörg Lenzlinger, som til lejligheden har skabt en række store buske udsmykket med alt fra gardiner og skraldeposer til parykker og plastikblomster.

Værket er ikke bare vanvittigt flot. Det skal prøves på egen krop. Så gå ind i buskene, tag dem på hovedet eller rul rundt med dem på dertilhørende rollatorer.

Det lyder lidt fjollet, og det er det heldigvis også. At vralte rundt med en kæmpe skralde-busk om halsen og manøvrere uden om andre værker (og gæster) åbner ikke blot op for en uhøjtidelig tilgang til kunsten. Pludselig bliver vores samspil med og distance til naturen meget konkret og tankevækkende. Og midt i det hele bliver mennesket på kærligste vis latterliggjort.

Nej, den vil alligevel ikke forstyrres

Fra skæg og ballade til højtidelig varsomhed. Hos Marianne Grønnow får det fatale konsekvenser, når mennesket piller ved naturen, og hendes gådefulde søjleskov maner til et markant
 stemningsskifte.

Selvom installationen lokker med glimtende guld og
 hemmelighedsfulde stier, har publikum ingen adgang! Én forkert bevægelse,
 og alt vælter som dominobrikker. Naturens orden må ikke forstyrres, og vi gør bedst i at holde fingrene væk.

Uregerlig Flower Power
Blomstermotivet er et af de elementer, der binder udstillingen visuelt sammen. Men tematisk er de smukke vækster temmelig ustyrlige.

Robert Kushners tegnede og malede blomster peger på et fællesmenneskeligt udgangspunkt, på tværs af kulturer og landegrænser. Jennifer Steinkamps digitale udgave problematiserer ensretningen af planteriget via genmodifikation, Megan & Murray McMillans liljer af træ leger melankolsk med temaer som erindring og tab osv. osv. osv.

De smukke vækster har alle et kritisk, ildevarslende eller sørgmodigt islæt og fungerer godt hver for sig. Men sammen er det lige til at blive rundtosset af.

Tummelumsk dødedans

Også Luzia Simons bruger blomsten. Men som et klassisk memento mori motiv, hvor kæmpestore tulipaner visner næsten for øjnene af os og minder os om, at det er NU, vi skal leve.

Andre kunstnere udvider dødstematikken og viser, at hele menneskeheden er i fare. Tydeligst hos Bingyi Huang, der sætter punktum for udstillingen med intet mindre end verdens undergang.

På afstand fremstår motivet som et voldsomt uvejr, der ligefrem krænger
 det 40 meter lange lærred ud fra væggen. Men tæt på myldrer det frem med
 krimskramsfigurer af magtesløse mennesker, dyr og guder, der ikke aner, at katastrofen kommer om hjørnet og til sidst efterlader lærredet tomt.

Døden ligger på lur i mange af værkerne, og igen kommer vi lidt for langt omkring. Jeg skal dø. Du skal dø. Vi skal alle sammen dø. Vi skal huske at leve. Vi slår naturen ihjel, men bør i stedet passe på den, så den ikke slår igen. Og måske nytter det slet ikke noget, fordi den alligevel altid får det sidste ord. Stooop!

Wild Things, You make my heart sing
Fra sjov og spas til dystre dommedagsvisioner. Fra blid melankoli til syrlig samfundskritik. Fra det individuelle til det kollektive. Værker man bør holde sig fra. Og andre man ligefrem skal tage på hovedet. Død og liv. Menneske og natur. Jeg kunne blive ved. Wild Things vil alt for meget på én gang.

Og alligevel er der noget, der fungerer. Organiske former, en næsten perfekt præsentation og ikke mindst dødeligt smukke værker får hjertet til at synge. Brandts er et besøg værd. Rundtosset eller ej.