Asmund Havsteen-Mikkelsen

Asmund Havsteen-Mikkelsens værker er som arkitektoniske landskaber inspireret af modernismens konkrete kunst. Det er som at være et sted man kender – og så alligevel ikke.

Kunstner

Om
Asmund Havsteen-Mikkelsen er født i 1977. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 2009.

Primær medier
Maleri


Asmund Havsteen-Mikkelsen er i sin kunstneriske praksis optaget af formelle eksperimenter med billedets strukturelle sammenhænge. Kompositorisk såvel som konceptuelt. Han har sine kunstneriske rødder i det 20. århundredes abstrakte billedsprog og i særdeleshed modernismens konkrete kunst, hvor farve og geometriske former er i fokus.

Ofte viser malerierne en slags arkitektoniske landskaber, inspireret af konkrete bygningsværker eller byrum, som man dog alligevel ikke helt kan genkende. I den forstand fremstår værkerne mere som abstraktioner over forestillingen om, at arkitekturen kan repræsentere metafysiske stemninger eller idealer.

Hans billeder har ofte en utraditionel beskæring, der trods den stringente billedstruktur skaber visuel dynamik. Det understreges af en kompleks markering af rummets skygger.  

Billederne er altid figurløse, mennesketomme. Som hos kunsthistoriske koryfærer som Giorgio De Chirico eller Edward Hopper har rummene et skær af noget surrealistisk og drømmende. Det er som at være et sted, man kender, men alligevel genkender man ikke noget.