Ebba Carstensen (1885-1967) er en af dansk modernismes underkendte hovednavne. En kunstner, der i sin samtid blev hyldet som “Danmarks mest omstridte – forkætrede og beundrede – Malerinde”, og som med sin kunst og sit engagement i datidens kunstnersammenslutninger var med til at definere dansk kunst i første halvdel af 1900-tallet. Alligevel er hun i dag kun svagt repræsenteret i den kunsthistorie, hun selv var med til at præge. Og det er på trods af, at over 200 af hendes værker findes i danske kunstmuseers samlinger.
Udstillingens titel stammer fra kunstneren. Ebba Carstensen malede, som hun udtrykte det, “ud af hovedet”, hvilket ikke skal forstås, som om hun malede frit fra fantasien. Hun satte derimod spørgsmålstegn ved, hvad hendes øjne så, og udfordrede naturalismens krav til, hvordan kunst skal forholde sig til virkeligheden. Det gjorde hun ved at undersøge, hvordan den sansede verden kan analyseres og fortolkes gennem et originalt kunstnerisk sprog.
Fuglebure, grønne skove, opstillinger på et bord. Det var blot nogle af Ebba Carstensens foretrukne motiver. Igen og igen gav hun hovedrollen til jævne ting fra hverdagen, hvor livet blev levet med nøjsomhed. Ikke for at gentage sig selv, men for at undersøge, hvad maleriet kan; hvordan materialer, farver, flader og former, selv i de mindste forskydninger, kan åbne for nye måder at se verden på.
Ebba Carstensens karriere strakte sig over syv årtier. Hun debuterede i 1908 på Charlottenborgs Foraarsudstilling, men brød for alvor igennem i mellemkrigstidens urolige år, hvor hun var en del af den banebrydende generation af primært mandlige kunstnere, der lod kubismen og ekspressionismen slå rod i dansk kunst. Sammen med kunstnere som Jais Nielsen (1885-1961), William Scharff (1886-1937) og Astrid Holm (1876-1937) udfordrede hun datidens smagsdommere med sin rå og rebelske tilgang til materialer, form og farve.
Sideløbende med sit kunstneriske virke engagerede hun sig aktivt i foreningslivet og kunstnersammenslutninger. Konfronteret med krige og kriser arbejdede hun for at forbedre kunstneres vilkår og var en drivkraft i foreningen Kvindelige Kunstneres Samfund. Hun var ikke blot en anerkendt kunstner, men også en central figur – og ofte den eneste kvinde – i nogle af de miljøer, hvor dansk kunst og kultur blev formet og forandret.
Kilde:
Øregaard Museum
Øregaard Museum
