Ebba Carstensen i sit atelier i 1955. Foto: Kunsthistorisk Billedarkiv, Det Kgl. Bibliotek

Ebba Carstensen

I sin samtid blev Ebba Carstensen omtalt som ”Danmarks mest omstridte – forkætrede og beundrede – Malerinde”, en kunstner der både udfordrede og fascinerede publikum, kritikere og kolleger.

Ebba Carstensen i sit atelier i 1955. Foto: Kunsthistorisk Billedarkiv, Det Kgl. Bibliotek
Kunstner

Om
Ebba Carstensen (1885–1967) blev uddannet på Kunstakademiet i København i perioden 1909-1913.

Primær medier
Maleri

Ebba Carstensen placerede sig markant i den danske modernisme og regnes i dag for et centralt navn i første halvdel af 1900-tallet – side om side med pionerer som Jais Nielsen (1885–1961), William Scharff (1886–1937) og Astrid Holm (1876–1937).
I sine malerier gav Carstensen hverdagslivets genstande en uventet tyngde. Fuglebure, æg, mælkeflasker, rugbrød og naturens rum blev gennem hendes pensel til motiver med egen kraft. Udstillingen er struktureret omkring disse motivkredse og giver publikum mulighed for at opleve, hvordan Carstensen vendte tilbage til de samme temaer i en vedholdende udforskning af form, farve og materialitet.
Efter sin afgang fra Kunstakademiet i 1913 blev hun en del af en ung og eksperimenterende kunstnerscene, der søgte nye udtryk i maleriet. Hun lod sig især inspirere af strømninger i tysk og fransk kunst og bevægede sig i et miljø præget af konstante skift i stil og tænkning.
Carstensen levede gennem to verdenskrige, og periodens uro satte spor i hendes kunstneriske udvikling. Hun delte sin tid mellem en kvistlejlighed i København og sit sommerhus i Horneby i Nordsjælland – to steder, der tilsammen udgjorde hendes vigtigste erfaringsrum.
I en æra, hvor kvindelige kunstnere ofte blev overset, formåede Ebba Carstensen at skabe sig en markant position. Det ansvar brugte hun aktivt: Gennem sit arbejde i kunstnersammenslutninger og foreninger blev hun en vigtig stemme, der banede vejen for andre kvinder i dansk kunst.