LYS

Anbefalet under Det skal du se! i uge 49.

Lys er grundlaget for alt liv, og i næsten alle kulturer har lyset været udtryk for noget guddommeligt. Egypterne dyrkede Solguden RA. Romerne betragtede kejseren som Den uovervindelige Sol, Sol Invictus, i Buddhismen forbindes lyset med den højeste indre erkendelse, og i jødedom, islam og kristendom er Gud Det sande lys, Vera Lux. Den tidlige romanske kirke før år 1000 havde ofte få og små vinduer, men i den senere gotiske kirke med de store loftshvælvinger, der løftede taget mod himlen, havde man store høje vinduer, der lukkede meget lys ind i rummet. Det lys var Gud.

Blandt middelalderens religiøse kirkefædre var man uenige om, hvilket lys var mest guddommeligt: den franske abbed Suger mente at de farvede glasvinduer og forgyldte relieffer med deres skønhed kunne lede mennesket med sanserne til noget højere via inderlig meditation. En anden holdning var abbed Clairvaux’s: alt det farvestrålende var bandlyst, for det bortledte opmærksomheden fra det sande: Guds skønhed. Gennem de ufarvede vinduer kunne det ubrudte lys passere, og med største intensitet repræsenterer Gud. I hele kunsthistorien ændrer betydningen af lyset sig. Lyset rummer – som farven – grænseløse udtryksmuligheder fra de metafysiske til de atmosfæriske og de formende.

Viera Collaro er kendt for sine meget smukke og erkendelsesladede lysskulpturer og lysudsmykninger. Hun har arbejdet med dagslys, det elektriske lys, det hvide lys og det farvede lys – i neon og med LED lys. Hun skaber værker med tekster og med geometriske former: cirklen, trekanten og kvadratet. Med såvel anvendelsen af det hvide lys som det farvede trækker hun tråde tilbage i kunsthistoriens og til religionernes spirituelle rum. Vi mødes af såvel det sanselige som det rationelt konstruerede. Hertil rummer værkerne vores egen tids dramatiske interaktive bevægelser. Det store cirkelrunde værk: White Circle fra 1998 er skabt af træ, guld og hvidt lys og skriver sig i farver og form ind i det spirituelle. I det nye værk Energy Unfolds fra 2020 bevæger lyset sig i komplicerede og dynamiske bevægelser – som med udgangspunkt i relativitetsteorien: lys er energi. Triangle, 2010 er et værk skabt af højpoleret rustfrit stål med store refleksioner. Det er et trekants relief objekt foldet ud på væggen. Det indeholder hvidt lys som strømmer ud og omfavner rummet.

I nogle af Mads Gamdrups tidlige fotografiske værker skærer himlens blå farve sig ind i øjet, ørkensandets gule farve imploderer i et transparent sug, og i hans fotografier af de fascistiske bygninger i Mussolinis forstad til Rom står de hvide kopier af diktatorens vision skarpt i farvens fravær. Med en sådan styrke og nærvær af lys og farve synes det indlysende, at Mads Gamdrup ville bevæge sig længere og længere ind i farven og lyset og i vores perception. Modet til at udforske farverne videnskabeligt er blevet så nærværende, som da Seurat i 1880erne med sin pointillisme indbød publikum til visuelt selv at blande og skabe form af de farver han havde sat på lærredet. Mads Gamdrup har kaldt sine farve og lys eksperimenter Monocrome Colour Noise, hvor han med en speciel printer teknik undersøger de enkelte farvers resonans ved at skabe grader af transparens i den enkelte farve – fra den rene farve til det rene lys. Udgangspunktet er bl.a. Goethes farveteorier fra 1810. Ved sammenstilling af forskellige farver sker ændringer i farverne og i vores perception. Når vi ser på farverne i Mads Gamdrups værker, kan vi opleve klarhed, uklarhed, flimrende eller pulserende bevægelser og ændringer i farverne. Faktisk kan man opleve at blive svimmel. Med fokus på lysets påvirkning af farven undersøger Mads Gamdrup sammenhængen mellem værk og vores perception – øjnenes måder at se og reagere på.

Fra Kathrine Ærtebjergs billede LYS fra 2020 strømmer det gule lys os i møde som basis for forskellige organismer, der vokser frem i forbundne cirkler og mønstre mellem hinanden. I farveteorier har man givet den gule farve omtrent den samme åndelige betydning som guldet, og man taler om den gule som den varme jordiske farve, der betyder kraft og visdom. I Kathrine Ærtebjergs to portrætter har lyset rødder i barokkens lys. Det oplyser lige netop det, som vi skal lægge mærke til: I Væren ser vi et rundt ansigt med et skævt henført blik og en kjole med lysende knapper: En guirlande af lys. Hun er et smykket menneske, der er oplyst af et indre varmt lys og et kunstigt ydre hvidt. Omkring hende svæver i det violette mørke rum nogle små fjerlignende organismer. Det andet billede Menneske viser en kvinde med et stærkt direkte blik: intenst så noget af ansigtets farve forsvinder i et hvidt lys omkring næsen, fra de to blomster i munden og fra kjolens krave. I begge portrætter bruges lyset til at gøre opmærksom på noget usædvanligt og måske lidt ubehageligt – men tillokkende værd at se nærmere på. De to portrætter er som yin/yang – som natten med den mørke sanselighed og dagen med den lyse lidt anspændte rationalitet. Som i mange af Kathrine Ærtebjergs billeder rummer de noget gådefuldt i deres tilsyneladende enkelhed.

Går man fra farvens gule palet til den modsatrettede blå – så går man med farven og lyset ind i et andet betydningsunivers hos Anette Harboe Flensburg. I de fire billeder med titlen Nunc Stans, I – IV, ser vi et rum af blå og violette farver, hvor lyset lukkes ind eller trænger sig på fra forskellige vinkler. Lysets fokus er på en stor mørk kugle, der som det gennemgående element enten anes, bevarer sin form, eller skifter position. Til tider klar og afgrænset til andre tider kun delvist synlig. Et sted er den på vej ind i et rum som en halvcirkel, et andet sted forsvinder den bag en transparent væg og i endnu et ses den sorte figur fanget i en lyskegle midt i et rum. I de blå farvers symbolske og perceptive betydninger er blå den kølige, himmelske og uendelighedens farve, der i violette toner kan associere til passion og sorg. Billedernes titel Nunc Stans betyder enkelt: et vedvarende nu.

I den kristne middelalders filosof: et øjeblik af evighed – en tidløs kvalitet uden forskel mellem nu, før og efter. Det er det guddommeliges eksistens. Hvis man i billedernes blå uendelighedsrum forbinder den sorte figur med den moderne videnskabs sorte huller, forbinder man det guddommelige med det videnskabelige. Når stjerner kollapser under egen tyngdekraft opstår sorte huller. Tæt på dem er tyngdekraften så stærk, at selv lyset med dets hastighed 300.000 km/s ikke kan slippe væk. Sorte huller suger alt lys til sig, og er derfor vanskelige at se. Truende og legende sluppet ind i billedkunstens rum.

Kilde: Galleri DGV