Melanie Kitti: Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue

Anbefalet under Det skal du se! uge 21

Pressemeddelelse:

Melanie Kittis forfatterskab og kunstneriske praksis kommer fra et fragmenteret, måske endda forstyrret, diskontinuerligt sted. Hendes anmelderroste litterære debut Halvt urne, halvt gral, udgivet på Gyldendal i 2022, består af kortfattede, flygtige notater om en familie, eller en mental tilstand, i opløsning. I sin maleriske praksis arbejder Kitti ligeledes med forgængelige eller flygtige teknikker, såsom DIY-freskomaleri på større gipsklodser. Teknikker, som får udtrykket til at forvitre og flyde ud, så værkerne fremstår skrøbelige, på randen til at bryde sammen.

Til sin store soloudstilling på O – Overgaden skaber Kitti to nye værkserier. Den ene består af freskoer malet på tunge, næsten klodsede skulpturelle overflader: klumper af gips, støttet af hessian, som man traditionelt gør med portrætbuster. Den anden er væghængte bemalede gipsflader, der figurativt zoomer ind på den øvre menneskelige torso, halsen og nakken. Det fysiske sted, hvorfra vi forsøger at ytre ting, men også det sted, hvor angst eller depression typisk skabe blokader, der stopper eller selvcensurerer den intenderede ordstrøm, som klumper i halsen eller bump og krøller på tungen, som titlen beskriver det: Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue.

I Kittis todelte udstilling består første del af en skov af gipsklumper – en slags hoveder – placeret på piedestaler, som sammen skaber et kollektiv af bemalede kroppe. Den teatralske opstilling af gipshoveder på sokler, som nærmest har menneskestørrelse, kunne minde om den klassiske vestlige portrættering af magtfulde personer i busteform, men fremfor den (typisk) hvide mand, peger Kittis værker på BIPOC-kunstneren selv. Samtidig er busterne langtfra en heroisk afbildning. De firkantede klodser er sammensunkne, rå, delvist ubehandlet gipskadavere med feberagtige, excentriske motiver. Det er som om den kunstneriske persona eller kunstneregoet er eksploderet, opdelt, stykket ud og distribueret over disse mange kroppe, som en metafor for et fragmenteret selv.

Udstillingens anden del indeholder en serie væghængte freskoer i O – Overgadens søjlesal. Værkernes motiver forbinder hoveder, kæber og kraveben med forskellige dyr og fantasmagoriske væsner – motiver, der kunne stamme fra enten barnedrømme eller kunsthistoriens dybder (en kanin, en hest, et æg) og som gror ud af menneskekroppen eller vice versa. Bemalingen er grov, næsten abstrakt, flydende, som vandrer motiverne frem og tilbage i et rum, hvor forskellen mellem menneske og dyr, virkelighed og drøm, er overskredet og udvisket.

Værkerne, som er blevet til i en intuitiv, uplanlagt proces, har en sindsoprivende energi, som limer de hjemsøgende barnefantasier og billeder fra tidlige traumer sammen med hovedet i hvilket, disse formes. Det er som om, værkerne spørger, hvordan det menneskelige sind og kroppen kan indeholde det traumatiserede, det syge, det skørnede, det uregerlige—eller endda, hvordan kan samfundet?