Melanie Kitti: “Problemet er ikke, at nogen ikke passer ind, men at nogen bliver holdt udenfor”

For Melanie Kitti er kunsten en vej til at finde sin identitet – og et politisk projekt, som kan skabe nye fællesskaber, der rykker ved magten i samfundet. Hun er netop nu aktuel med en soloudstilling på Overgaden.

Beyoncé sidder på taget af en politibil, der er halvt begravet i en oversvømmelse. Billedet på en stærk, stoisk forkæmper for anerkendelse og retfærdighed. Vi er tilbage i 2016, og Melanie Kitti sidder og ser musikvideoen. Hun studerer på Kunstakademiet og er i gang med at afsøge sin identitet som kunstner og brun kvinde.

“Jeg havde en periode, hvor jeg var næsten besat af Beyoncé. Det betød meget, at se den måde, hvorpå hun stod op for sig selv og andre farvede kvinder. Måden hun arbejder og tager plads på, måden hun bruger sin position til at skabe plads til andre, hvordan hun skaber og styrker fællesskaber,” forklarer Melanie Kitti.

Freskoer med poetisk kraft

Melanie Kitti er aktuel med en soloudstilling på O–Overgaden med titlen Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue. Her udstiller hun blandt andet freskomalerier af buster, hvor ansigterne er byttet ud med ting og billeder, som fylder i hendes hoved. Fresko er en teknik kendt fra kalkmalerier i kirker, og Kitti samlede netop teknikken op fra de lokale kirker i Småland i Sverige, hvor hun voksede op.

Der er noget skrøbeligt, flygtigt over kalkmalerierne, og samtidig en særlig poetisk kraft.
Freskerne har været underlagt skiftende stemninger hos magtens elite. Under reformationen blev de fjernet fra de fleste kirker, og senere blev de genopdaget som en kulturel skat og restaureret i stor stil. På denne måde peger kalkmalerierne ind i Melanie Kittis agenda som kunstner. Hun kredser om identitet, tolerance og dét at være en outsider og føle sig anderledes.

Vigtigt at kunne se sig selv repræsenteret

Kitti har en svensk mor, en chilensk far og en biologisk far fra Indien, som hun ikke kender. Hun voksede op i dét hun selv betegner som underklasse. I august 2022 debuterede Kitti med den anmelderroste digtsamling Halvt urne, halvt gral, hvor hun beskriver sin opvækst med et vanskeligt forhold til sin mor og en følelse af ikke at passe ind. Men Melanie Kitti har en større mission end sin personlige historie.

“Hvis jeg får plads i form af udstillinger, vil jeg bruge det til at rykke ved nogle strukturer, som kunstverdenen og samfundet er bygget op omkring,” siger Melanie Kitti.

“Det er så vigtigt at kunne se sig selv repræsenteret. Problemet er ikke, at nogen ikke passer ind, men at nogen bliver holdt udenfor. Kunstscenen burde være repræsentativ for det samfund, vi lever i, og det er den ikke, hvis majoriteten af dem, som bliver vist, er hvide mænd,” fortæller hun.

Melanie Kitti har flere gange inviteret andre kunstnere med i sine projekter, og hun har arrangeret indsamlinger for at støtte organisationer, som arbejder mod racisme og diskrimination.

Alle kan blive kunstnere

I sin udstilling på Rønnebæksholm, Kippar efter vinden (ledsen och klumpig), 2022-23, skabte hun en boghandel i samarbejde med BIPOC (Black, Indigenous and People Of Color)-forfattere og kunstnere.

“Jeg mener, alle kan blive kunstnere. Jeg tror ikke på romantiseringen af kunstneren som et helt specielt menneske. Men jeg tror, vi ser en overrepræsentation af den hvide middelklasse i kunsten, fordi den har penge, plads og ro til at sætte sig ned og skabe kunsten. Hvis man mangler familie og penge og af den grund også slider i det psykisk, kan det være vanskeligt at prioritere kunsten. Når man ikke har et sikkerhedsnet, kan det være svært at satse. Jeg har først haft modet nu,” siger Kitti og fortsætter:

“Gatekeeping er et problem på kunstscenen. Eliten har en tendens til kun at invitere eliten, og det er de strukturer, jeg gerne vil skubbe til. Under min ‘klasserejse’ har jeg skullet lære mange nye koder og ting fra bunden. Det er en mærkelig følelse at være i en situation, hvor man forstår, at det er noget, man ikke forstår, men som alle andre forstår. Når man så har lært koderne, føles det endnu mærkeligere, at man blev set ned på, på grund af klasse,”

Anfald af optimisme

Melanie Kitti er, sammen med andre i sin generation, i gang med at skubbe til alle de gamle strukturer, som begrænser folk på grund af etnicitet, hudfarve, køn, social status, handicap, sygdom og alder. Hun siger selv, at hun får “anfald af optimisme” omkring fremtiden, men også, at hun kan være utålmodig og vred over, at forandring går langsomt hos institutionerne. Hun tror på fællesskaber som en stor del af løsningen.

“Det handler jo ikke bare om, at en gruppe skal have nogle rettigheder. Ligestilling vil jo være godt for os alle. De, som sidder på magten, får også et bedre liv, hvis vi gør op med de nuværende magtstrukturer,” siger hun.

Ønsket om at skabe fællesskaber tegner en cirkel tilbage til Melanie Kittis arbejde med freskomalerier: Med freskerne gav kirken plads til fortællinger fra dagligdagen, men man skabte også narrativer i billederne, der var vigtige for kristendommen. Det blev til kirkens og præsternes version af virkeligheden. Måske kan dét, at Melanie Kitti arbejder akkurat i dette medie eller format, læses som et forsøg på at bidrage til en bredere fortælling – en anden, mere mangfoldig fælles kultur?