Davide Hjort Di Fabio: Når kroppen bryder systemet

I udstillingen Clip-In hos NILS STÆRK i Holbergsgade udfolder dette spørgsmål sig i et sanseligt møde mellem det organiske og det konstruerede. Hjort Di Fabios foranderlige, kropslige former kolliderer med en arkitektur skabt til orden og kontrol – og i spændingsfeltet mellem dem opstår en ny erkendelse. 

Er det os, der former rummet, eller rummet, der former os?

I Clip-In lader Davide Hjort Di Fabio kroppen kollidere med et system designet til at kontrollere den – og i spændingen mellem de to opstår et rum, hvor noget begynder at glide.

Hos NILS STÆRK møder ni keramiske skulpturer i hospitalets standardiserede arkitektur: perforerede loftspaneler, udviklet til at regulere, dæmpe og stabilisere kroppen. Skulpturerne – strakte, foldede, næsten sivende – nægter at lade sig fastholde. De begynder som afstøbninger af kunstnerens egen krop, men forskyder sig gradvist, opløser deres udgangspunkt og opstår som kroppe i kontinuerlig forvandling. 

Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2024 arbejder Di Fabio med skulptur, video og installation med kroppen som både materiale og modstand. I Clip-In er det skulpturen, der bærer det hele – en koncentreret undersøgelse af, hvad der sker, når kroppen ikke tilpasser sig systemet, men insisterer på at forandre det.

“Titlen er hentet direkte fra panelernes produktnavn og peger på en arkitektonisk logik designet til at regulere og stabilisere kroppen i et rum som et hospital. Inspirationen stammer fra min egen oplevelse i sundhedsvæsnet og mødet med disse loftpaneler under mine blodprøvetagelser. Clip-In refererer til et system, hvor elementer klikkes på plads. Den peger på forholdet mellem en struktur og en krop i opløsning.”

“Udstillingen er ikke et statisk rum, men en tilstand, man træder ind i – en kropslig og mental proces, hvor betydningen opstår i bevægelsen mellem værkerne. Jeg har arbejdet aktivt med rummet som materiale. Jeg har fjernet loftspanelerne fra deres oprindelige placering fra hospitalet og brugt dem som vægelementer og podier til skulpturerne. I Inhibitor bliver de til en horisontal platform, der næsten overtager hele gulvet. Udstillingen folder sig ud gennem forskydninger i skala, materiale og form, hvor perceptionen hele tiden må justere sig.”

“Loftspanelerne er designet til at optimere akustik, skabe ro og regulere kroppens adfærd i rummet. De er fremstillet i stål og behandlet med en hygiejnisk overflade, der modvirker bakterier og virus, og deres æstetik er præget af renhed og forebyggelse. Skulpturerne modsætter sig den orden, pladerne repræsenterer, da de er organiske, næsten slimede, og deres tyngde binder dem fysisk til panelerne. I mødet opstår en spænding mellem det funktionelle og det kropslige, hvor rummet ikke længere blot organiserer kroppen, men selv bliver påvirket og forstyrret af den.”

“Processen begynder ofte med en direkte afstøbning eller aftryk af min egen krop i leret. Efter leret har ligget i et par døgn i støbeformen, manipulerer jeg formen ved at udstrække den eller bygge videre på den, så den kropslige reference langsomt forsvinder. I løbet af årene er mine former blevet mere komplekse. Jeg er begyndt at sætte flere afstøbninger sammen og lade formene interagere med andre materialer, som metal, glas og plastik, som tilfører en mere arkitektonisk og infrastrukturel logik.”

“Leret fungerer for mig som en metaforisk reference til kroppen og som en form for modstand. Når jeg arbejder med ler, opstår der altid en forskydning – noget går i stykker, noget forvrænges. Leret insisterer på sin egen kompleksitet og uforudsigelighed, og den modsætter sig enhver entydig fiksering. Det er her arbejdet bliver interessant, og hver skulptur bliver som et væsen med sin egen personlighed.”

“Kroppen er for mig noget porøst, foranderligt og relationelt. I mine skulpturer fremstår den ikke som et fast, identificerbart objekt, men er i konstant transformation. Formerne fastholder et kropsligt afsæt, men forskydes af materialets egen agens i et vedvarende spænd mellem kontrol og opløsning.”

“Jeg håber, man mærker værkerne i kroppen før man forstår dem – som en spænding mellem tiltrækning og desorientering. Er det en krop, eller en hud eller en skal der er blevet efterladt?”

Hvad arbejder du på lige nu?

“Jeg deltager i en gruppeudstilling på Politikens Forhal og Medicinsk Museion med fokus på stamceller, som åbner den 26. marts. Jeg viser en stor skulptur, der tager udgangspunkt i en 3D-scanning af det specifikke område på armen, hvor man kan få en stamcelletransplantation, som jeg har forstørret til omkring to meter og støbt i aluminium.”

“Parallelt arbejder jeg også på en ny skulpturserie til Art Basel med NILS STÆRK. Til sommer er jeg på residency på Cité internationale des arts i Paris, og skal arbejde på mit tredje videoværk optaget på Versailles, som til efteråret skal vises på Fotografisk Center.”