I denne uge åbner en række spændende kunstudstillinger. Oplev kunst, der udforsker livets forgængelighed, naturens forandringer og nye perspektiver på hverdagens genstande, materialer og former. Gennem maleri, skulptur, fotografi og installation udfordres vores blik på verden i mødet mellem det genkendelige og det uventede. Du kan som altid finde aktuelle udstillinger i vores art guide.
Midt i en finsk skov arbejder Toni R. Toivonen med et af kunstens ældste spørgsmål: Hvad bliver tilbage, når livet er væk? Den 39-årige finske kunstner har gennem det seneste årti udviklet en særegen praksis, hvor døde dyr, metal, krop, forgængelighed og erindring bliver til kunstværker, der befinder sig et sted mellem maleri, skulptur og spor efter noget, der faktisk har fundet sted.
Med udstillingen Fossil Soup forvandler Regitze Engelsborg Karlsen jord, grus, sten og fossiler til sanselige fortællinger om landskab, tid og forandring. Med afsæt i en håndfuld små sten udfolder udstillingen et univers af skulpturer, video, installation og performance, hvor geologien træder frem som en aktiv medspiller i vores fælles historie. man inviteres til at opleve landskabet som noget levende, foranderligt og tæt forbundet med vores egen eksistens.
I Superposition indtager billedkunstner Asger Harbou Gjerdevik hovedfløjen på Viborg Kunsthal med en række nyskabte værker, der bevæger sig mellem maleri, skulptur og installation. Inspireret af kvantefysikkens begreb om superposition undersøger udstillingen, hvordan former, materialer og betydninger kan eksistere i flere tilstande på én gang.

Marianne Hesselbjerg: Nålehækken 1985/2026. Foto: inter.pblc
Soloudstillingen Nålehækken 1985/2026 tager udgangspunkt i ét enkelt kunstværk, der er udfoldet til en installation i fuld skala, som indtager hele inter.pblcs rum og strækker sig ud mod gaden. 2200 håndplacerede nåle gennemborer væggen, krydser hinanden og strækker sig ud i det omgivende rum. Det industrielle materiale og den næsten truende struktur står i kontrast til en uventet elegance. Deres skarphed vækker associationer til fare, beskyttelse og barrierer. Det, der ved første øjekast fremstår som en brutal forhindring, bliver gradvist til en invitation til at komme tættere på, betragte detaljerne og opleve spændingen mellem modstand og skrøbelighed.

Emily Gernild, Nest, 2025. Foto: OSL
Med Feminist Aesthetics indleder Emily Gernild en ny udstillingsrække i Skulptursalen, hvor Det Fynske Kunstakademi inviterer tidligere studerende tilbage for at præsentere deres kunst. Udstillingen trækker på modernismen og gentænker klassiske motivtraditioner som blomstermotivet og stilleben. Genkendelige figurationer opløses og samler sig i nye helheder bundet sammen af linje, farve og form, når Gernild præsenterer et udvalg af sine storslåede malerier i Akademiets Skulptursal. Kunstnerens hidtil største udstilling i Danmark.
SPECTA præsenterer Joker, en ny soloudstilling af Jakob Hunosøe, hvor selve fotografiets fysiske ramme udvides. Motiverne - hverdagslige objekter som køkkenredskaber, emballage, en LP-plade og en tændstik - overskrider billedets kant og fortsætter ind i passepartouten, med gentagelser og forskydninger i farver og linjer, alt imens objekternes funktion træder helt i baggrunden. Det analoge fotografi er ikke længere blot et vindue ind til en konkret opstilling af forskellige ting, men indgår som ét materiale blandt flere. Papir, fotografi, farve og ramme gør tilsammen værket til et fysisk objekt.

















