I denne uge åbner en række spændende kunstudstillinger. Oplev kunst, der undersøger kærlighed, identitet, historie og menneskets møde med det ukendte gennem maleri, skulptur, installation og billedfortællinger. Lad dig omslutte af sanselige universer med lys, lyd, mørke og bevægelse, hvor grænserne mellem det personlige, kollektive, virkelige og drømmeagtige udfordres. Du kan som altid finde aktuelle udstillinger i vores art guide.
Skal Contemporary åbner årets sidste udstilling, Deres af Hjertets Hengivne, hvor billedkunstner Noah Holtegaard tager afsæt i H.C. Andersens ulykkelige forelskelse i vennen Edvard Collin og i sin egen opvækst i Nordjylland. Udstillingen undersøger forskellige facetter af kærlighed; den romantiske, den ulykkelige, den familiære og den platoniske.
I tæt samarbejde med kurator Lucas Haberkorn og galleriet Thaddaeus Ropac har Gl. Holtegaard samlet en udstilling med fokus på Georg Baselitz’ seneste og mindre kendte værkproduktion. Præsentationen omfatter både malerier og skulpturer og viser, hvordan Baselitz gennem hele sin karriere fortsatte med at udfordre og forny sit kunstneriske udtryk gennem en markant personlig stil og en kompromisløst eksperimenterende praksis.

Frida Orupabo, Hand on Belly, 2026. © Frida Orupabo. Courtesy Frida Orupabo; Galerie Nordenhake Berlin, Stockholm, Mexico City
Frida Orupabo skaber fængslende billedfortællinger, der bevæger sig mellem det personlige og det kollektive, mellem fortid og nutid. I Orupabos værker finder en vibrerende dialog sted mellem det genkendelige og det uventede, mellem de historier, vi kender, og dem der endnu mangler at blive fortalt. Det er omdrejningspunktet for Frida Orupabos første soloudstilling Get close enough and you can’t see på dansk grund, hvor du i et univers skabt specifikt til Kunsten kan lade dig omslutte, konfrontere, udfordre og bevæge.

Seimi Nørregaard, SLUSEN, installationsbillede, 2026. Foto: Ribe Kunstmuseum
En enorm stormflod rejser sig mod loftet, mens lys, lyd og fugle fylder rummene på Ribe Kunstmuseum. I udstillingen SLUSEN inviterer kunstner Seimi Nørregaard dig til at træde ind i kunsten med hele din krop og alle dine sanser. Lys, lyd, farver, animation og forskellige materialer som bølgende stofstrimler, raslende plastik, krogede grene og gamle møbler er med til at transformere museumsrummene på det 135 år gamle kunstmuseum.
Hvad sker der i mørket? Hvilke liv leves i verden, når vi sover? Og hvilke mørke processer finder sted i vores underbevidsthed og i verdens skyggesider? Det undersøger MørkeMuseum, en ny sanselig udstilling på 44Møen. Udstillingen er en rejse gennem nattens forskellige faser: fra den første lette søvn, hvor verden mørknes og stilner af, over drømmenes dybe søvn, hvor alt kan ske, til den langsomme opvågnen, hvor verden igen begynder at ligne sig selv.













