Det skizofrene samfund

Der er tider, hvor det surrealistiske træder frem: når verden bliver en stor arena for forfølgelser og den måde, man antog at verden hang sammen på ikke viste sig at passe. Der er tider hvor formalismen tager over: når diagnosernes tydelige sprog skal forsøge at indkredse lidelsens art.

Der er tidspunkter hvor ekspressionismen viser sig: i heftige opgør og stærke farver og følelser; eller impressionismen: når man som barn forsøger at afkode de mindste signaler og nuancer i talen. Der er romantik: frygt, håb og længsel efter at tingene bliver bedre, og en trang til at finde realismen: for at holde fast i sig selv og de omgivelser, der ellers er så foranderlige.

De breve min mor skrev i lange strømme lignede dadaistiske digte. Der er endda installation eller fluxus episoder hvor lejligheden pludselig forvandler sig og midlertidigt antager nye former. Og selvfølgelig var det et studie i personlig og materiel skrøbelighed, i indre erfaring.

Mødet med kunstens historie
Trods det, var det langt fra en indføring i kunsthistorien. Og da jeg senere begyndte at lave kunst, var det som om afstanden mellem min trang til at forstå alt dette, og den måde kunsten så ud på, slet ikke stemte overens.

Det som i min opvækst blev opfattet som uvirkeligt eller mystisk blev først ‘surrealistisk’ lang tid senere. Ligesom de dadaistiske optegnelser dengang mere forekom som trusler mod den verden, jeg allerhelst ønskede skulle vende tilbage til tidligere tiders mere almindelige verden, end som en nihilistisk udforskning af sprog og verdens absurditet.

Og det er jo også først lang tid efter, at jeg kan se paralleller fra den historiske proces i det 20. århundredes kunst til min opvækst, og på den måde kan fristes til at påstå, at moderniteten netop har været en skizofren periode.

Form og indhold
Ihvertfald er det interessant at sammenligne, den kamp der i den moderne kunsthistorie har udspillet sig mellem kunst med formalistiske træk overfor kunst med ekspressive og subjektive træk. Og at de har været i stærk opposition, ja ofte i kamp med hinanden. Med en trang til at forkaste den isme, som netop har været domineret.

Og kunsthistorikerne har i høj grad bakket op om dette. Denne skyttegravslignende tilstand mellem modpoler, der når alt kommer til alt begge er en del af det at være menneske.

Formalisterne beskæftigede sig især op gennem halvtredserne med kunstens grænser, og gennem formeksperimenter, og spørgsmål til formen skildrede den dermed kunsten muligheder og dermed også vores muligheder, politisk, formelt eller socialt.

Imens forsøgte den mere individ-orienterede kunst at beskæftige sig med det indre liv, de individuelle valg vi foretager og som dermed former vores verden.

To diagnoser
Formalisterne er helt klart tættest på det videnskabelige og dermed på det psykiatriske system, mens de individ-orienterede holder sig til freudianske psykoanalytiske efterkommer, hvis vi skal blive i psykens besværlige domænenavne.

Det nuværende ICD-10 system, som bruges i Danmark til at diagnosticere sindslidelser med en oplistning af mentale tilstande, som der kan krydses af efter, minder mest af alt om et konceptuelt kunstværk. Imens forsøger den gængse psykoanalyse at se en vej i selvet.

Den diagnostiske metode er blevet stadig mere dominerende gennem de sidste årtier, og psykologiske metoder er under pres, og alternative jungianske, lacanianske psykologiske forståelsessystemer er presset på grund af manglende effektivitet og mangel på videnskabelig evidens. Mens kognitive øvelsessystemer og mindfulness har overtaget for den psykosociale behandling.

Det syge samfund
Flere antipsykiatriske bannerførere (R. D. Laing) udlagde da også i 1960’erne, den tese at det ikke var patienterne som var syge, men samfundet der var skizofrent. Og det er nok ikke et tilfælde at termen skizofreni blev opfundet i 1908 af Eugen Bleuler. Michel Foucault har gennem sin diskursteori tilmed beskrevet, hvordan den samfundsmæssige opfattelse af ‘de gale’ gennem historien har ændret sig.

En del af modernitetens stærkeste motivation har været at finde ind til en væsenskerne. Og til at gøre op med det allerede eksisterende samfunds hierarkier for at finde ind til ‘det sande’.

Pubertetens skizofreni
Kan vi således ikke antage at vi inde i os siden moderniteten har inkorporeret ‘det moderne’ i os, som en personlig struktur?!

Det er ikke længere bare en historisk periode, inkarneret af Freud, Marx, Darwin, Nietzsche og industrialiseringen. Nu er det en personlig udviklingsproces, som foregår i os alle.

Vi kalder den puberteten.

Her ser vi os selv i den store verden på en ny måde i et spil mellem forskellige værdier og holdninger. Her skaber vi vores egne værdier og opdager os selv. Her møder vi den Anden på en ny skæbnesvanger måde gennem vores seksualitet og begær. Her møder vi os selv i en ny tomhed, en mangel, som vi søger opfyldt af den Anden.

Har puberteten ikke skizoide træk i sig selv? Hvor vi skiftevis overvurderer os selv og længes mod den Anden. Eller modernistiske træk? Hvor den ene isme efter den anden slås om pladsen i den unge og forsøger at overbevise os om netop denne ismes sande udgave af verden. Derfor er mange unge ofte rabiate tilhænger af netop én overbevisning. Vi vil gerne have sandhed i vores liv. For det er jo ikke kun hormonerne, der bobler i den unge, det er også ideerne, verden som skal indtages og gøres bedre.

Postmoderne stilstand
Men kunsten er vel kommet ud på den anden side af ‘det moderne’ selvom kunsten stadig læner sig op af det som hele sin forståelsesramme. Det er jo her i ‘det moderne’ at ‘den frie kunstner’ har fået sin selvbevidsthed.

Og hvad så nu, hvor alle idealerne er vundne, og den triste verden venter med sit arbejde og sine økonomiske kriser. Hvad vil den unge kunstner så? Hvad kommer efter det pubertære samfund?