Kaspar Bonnén
Fortolkninger af fysiske, mentale og sociale rum er gennemgående fortællinger hos Kaspar Bonnén.
Kaspar Bonnén (f. 1968) er en alsidig kunstner, hvis produktion bl.a. består af malerier, digtsamlinger, installationer og computerkunst, og gerne i en mangfoldig kobling, hvor medierne afsøger hinanden i en harmonisk dialektik – ofte med afsæt i kunstnerens privatliv.
Bonnén kan på mange måder siges at være en rummelig kunstner. I sit virke synes han at udfolde et sandt detektivarbejde i forholdet mellem tid og rum. Fysiske-, mentale-, sociale rum og perspektivet på menneskets tidslige tilstedeværelse (eller manglen på samme) er en tematisk tendens i hans værker, der udstråler en inderlig undren, over hvad det vil sige, at være (og have været) til.
Hans kunst er stilistisk og konceptuelt beslægtet med kunstnere som John Kørner og Tal R., og fælles for disse er interessen for det figurative, farvestærke og fortællende maleri. Men netop i kraft af sin mediemæssige alsidighed kan Bonnén siges at fremstå som en særlig fortæller.
Bonnén er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999. Bonnén har haft soloudstillinger på bl.a. Kunstforeningen GL. STRAND, J.F. Willumsens Museum, Kunstmuseum Brandts, ARoS Aarhus Kunstmuseum og Moderna Museet i Sverige. Desuden er han repræsenteret i samlingerne hos Statens Museum for Kunst, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Arken Museum of Modern Art samt Essl Museum i Østrig og Moderna Museet i Sverige. Bonnén bor og arbejder i København, og arbejder for tiden bl.a. på en stor udsmykning til den nye Arkitektskole i Århus