Esben Weile Kjær har netop åbnet udstillingen Solar System på Kunsten i Aalborg. Et par dage før fernisering tog han sig tid til at fortælle lidt om det på en gang glitrende og dystre univers, han har sat i scene.
“Det ser ret flot ud, at den hænger lidt skævt”
Vi er midt i interviewet, vi står i den store udstillingssal i Alvar Altos ikoniske museumsbygning i Aalborg, og Esben Weile Kjær har taget sig tid til at snakke med mig under opbygningen af sin nye udstilling, som er hans hidtil største museumspræsentation.
En af hans samarbejdspartnere er ved at sætte udstyr op til det soundscape, som skal være med til at sætte stemningen – en anden er ved at fastgøre en stang med en parabol på noget, der ligner en betonbunker. Det er stangen, der skal hænge lidt skævt: “Nej, det var for meget, lidt tilbage, sådan, perfekt”.
Esben Weile Kjær er venlig, imødekommende og svarer nærværende på mine spørgsmål, men er tydeligvis også i proces med at justere detaljer. Nysgerrigt spørger han mig flere gange om, hvad jeg synes.
Fremadstormende
I museets promovering kaldes Weile Kjær ‘den fremadstormende samtidskunstner’, og han er ganske ofte udnævnt som eksponent for millennial-generationens begejstrede og samtidig ambivalente forhold til popkultur og sociale medier.
Selv tager han forbehold for sådanne prædikater, men en eftertragtet udstiller er han. Det er blot to år siden, at han tog sin afgang fra Kunstakademiet, men allerede inden var der fuld gang i den med udstillinger med reklameslogan-agtige titler såsom Hardcore Freedom på Copenhagen Contemporary og Power Play på Gl. Strand.
Siden har han ikke alene performet på Centre Pompidou og ny- iscenesat samlingen på Arken, men også præsenteret sin kunst i natklubber og i udstillingsvinduerne i Magasin du Nord, ligesom han har samarbejdet med modeskabere.
Siden har han ikke alene performet på Centre Pompidou og ny- iscenesat samlingen på Arken, men også præsenteret sin kunst i natklubber og i udstillingsvinduerne i Magasin du Nord, ligesom han har samarbejdet med modeskabere.
Han er en kunstner, der ikke tænker i snævre hierarkier, og hans praksis spænder vidt fra højenergiske rave-performances over store ambivalente logos til fordrejede og ligeledes forstørrede legetøjsskulpturer i glas eller bronze. Han kommer til Aalborg lige fra Seoul, hvor han har performet på nationalgalleriet i Seoul. Det er til at blive forpustet af, men selv virker han rolig her et par dage før fernisering:
“Jeg føler, jeg har meget på hjerte, og det er en meget vigtig udstilling for mig. Jeg fik invitationen for to år siden, og det med at skabe en synergi i den her skala og i et så fantastisk rum, er virkelig en måde, jeg godt kan lide at arbejde på. Jeg bruger mange af de greb, jeg tidligere har brugt, men her i en mere koncentreret form, hvor jeg arbejder med at få alle elementer til at spille sammen ud fra, hvad der giver mening i mit hovede”.
Et glitrende, dystert solsystem
Udstillingen hedder Solar System, og oppe i loftet hænger en sol med et hysterisk grinende, joker-agtigt ansigt. Som et kæmpestort tegn i gul neon hænger den der, og selvom rummet er stort og højloftet, er det som om denne sol hænger anmassende lavt og altfor stor i rummet.
Rundt omkring i udstillingssalen er placeret store betonlignende arkitekturelementer, og det er som om, de er ved at synke ned i jorden. På et af dem surfer en ung mand skabt i skinnende stål på en ufo, på andre er der klynger af store rotter belagt med skinnende ‘ædelstene’ og ‘rubin’–øjne.
Tre oversize smykkesten, skabt i et plastikmateriale med hundredvis af indstøbte nøgleringe, lightere, porcelains figurer og smykker, er andre brikker i udstillingen. De ligger på gulvet, og de er tunge. Den største vejer 900 kilo, fortæller kunstneren. Et sælsomt overdimensioneret insekt med et tegnefilmshovede er også en del af scenariet.
Det er kunstnerens håb, at publikum vil indtage dette særegne univers, hænge ud og opholde sig her nogen tid for at absorbere stemningen. Esbens værker er taktile, glitrende og indbydende, men også meget mere end det, og her i Aalborg er det tydeligt, at der skygger, mørke og bagsider. De er tilrettelagt for sansningen – men der er også tænkt meget, finder jeg snart ud af.
“Jeg tror, mange af mine værker og udstillinger starter med en meget specifik oplevelse eller erindring. I det her tilfælde er det oplevelsen af at lege på bunkerne ved Vesterhavet som barn. De var sunket ned i sandet, havde forskudt sig og kunne bruges som rutchebaner. Som barn tænkte man bare, at det var objekter for sjov. Det interessante er den erkendelsesproces – lad os kalde det et syndefald – der sker, når du bliver ældre og lige pludselig forstår, hvad arkitekturen repræsenterer. Bunkerne gik fra at være potentielle legepladser til at være ar i landskabet”.
De tyske bunkere er én kilde til inspiration, men kunstneren har også researchet på sovjetiske legepladser udført i beton i brutalistisk stil. Det danner forlæg for andre af udstillingens monumentale arkitekturfraser, der i parentes bemærket netop ikke er skabt i beton, men bare ligner og er hule indeni.
Helt generelt kan jeg virkelig godt lide kunst, som ikke ligner kunst.
Esben Weile Kjær
Esben Weile Kjær bruger i det hele taget ofte arkitekturelementer fra det offentlige rum i sine udstillinger. Man så det sidste år, da han omdannede Arken til en beton-skaterpark i sin meget omtalte og meget omfattende Butterfly–udstilling, hvor han nyorganiserede museets samling.
“Jeg bruger arkitekturelementer fra det offentlige rum, som har en konkret forbindelse til mit eget liv, men jeg gør dem mere abstrakte og mærkelige, så de fremstår som en blanding af at være et filmset, en kulisse, en skulptur og et offentligt rum”.
Billedkultur i drag
At genbruge billeder eller – som her – arkitekturelementer fra kulturhistorien og give dem nye drejninger er typisk for kunstneren, ligesom det forhold, at tingene ikke er helt, hvad de giver sig ud for.
“Jeg tror i virkeligheden, at mit greb er at tænke billederne og materialerne i drag. Altså at genbruge billeder, der findes fra kulturhistorien, men skabe dem i nye kontekster og andre materialer”.
Kunstneren peger på surferen, der troner på sin ufo på betonmonumentet. Værket hedder Gravity, og inspirationen stammer fra tegneseriefiguren Silver Surfer fra 1960'erne, en muskuløs, supermandsagtig sølvhelt, der surfede rundt i universet med lysets hastighed.
“I min version er det en mere spinkel person med et helt andet temperament, som befinder sig i en meget mere tvivlende position. Han forsøger måske snarere at holde balancen eller at flyve væk”.
Også værket Spider, en skinnende, gylden skulptur af et sært væsen, genbesøger et popkulturelt fænomen, og klæder det i drag. Figuren har edderkoppeben, sommerfuglevinger og krop som en bi – samt et ansigt som Tinky Winky fra Teletubbies, et børne tv program, som kunstneren voksede op med.
“Teletubbies blev anklaget af forskellige amerikanske politikere, fordi Tinky Winky figuren var lilla og gik med dametaske, ikke havde et køn og havde den her omvendte trekant på hovedet – et tegn for Gay Liberation Front. Så den blev set som en LGBTQ+ figur, der kunne hjernevaske og indoktrinere børn til at blive homoseksuelle”. Esben Weile Kjær klukler.
“Og så har jeg flettet figuren sammen med forskellige insektarter fra den danske natur, som sandsynligvis vil uddø på grund af klimaforandringerne”.
Skulpturen er lavet i bronze, men er poleret så hårdt, at det snarere ligner plastik. Det er centralt i Esben Weile Kjærs arbejde at få forskellige metoder, æstetikker og materialer til at støde sammen.
“Helt generelt kan jeg virkelig godt lide kunst, som ikke ligner kunst. Jeg kan godt lide at lege med smagshierarkier. For mig handler det om at dissekere samtidskulturen. At lave en Teletubbie-sol helt poppet og tag-agtig, som noget du har ridset på indersiden af en toiletdør på en natklub, men så gøre den til et ret massivt neonværk, der næsten er for stor til Altos arkitektur”.
“Det er en leg med materialernes hierarki, og mine værker giver sig mange gange ud for at være noget andet end det, de er. Betonen er hul, men bronzen er massiv. Noget, der er ægte, ser falsk ud og omvendt. Og alt det, der er indstøbt i de store smykkesten, der ligger på gulvet, er jo uægte smykker".
"Jeg ser udstillingen som et pop-solsystem, der er blandet med et mere brutalt system".
Ja, for umiddelbart forekommer udstillingen ret brutal og dystopisk. Hvad tænker du om det?
“Jeg tror, jeg tænker forskelligt om det. Jeg er jo vokset op i et punkmiljø, så det rå har altid eksisteret i mig, men jeg var også altid optaget af palietter og popkultur. På en eller anden måde er det blevet min kunstpraksis at lade de to fascinationer sameksistere”.
“Men jeg forstår godt, hvad du mener: Solen, der er faretruende tæt på. Personen, der prøver at holde balancen, eller måske er på vej væk på en UFO. Insekterne, der er på vej til at uddø. Alt sammen peger det jo på noget, der kunne minde om en dystopi”.
“Men samtidig vil jeg sige, at alle de her mærkelige typer arkitektur, som man måske ikke helt kan placere, også repræsenterer et håb for mig. Selvom en arkitektur historisk set har repræsenteret vold, så har det jo også vist sig, at den kan blive gentænkt og transformeret til rum med stort forandringspotentiale”.
“Bunkerne ved Vesterhavet bliver brugt af unge mennesker, der overnatter, laver bål, drikker sig fulde og finder deres identitet. Nogle af de natklubber i Berlin, som har formet mig allermest som menneske, er tidligere nazibunkere”.
Esben peger på, at det er det samme tranformationspotentiale, han arbejder med i udstillingens popobjekter: Når rotterne bliver bestrøet med ‘diamanter’ (glaskrystaller) , eller Teletubbie-figuren, som også repræsenterer en meget kommerciel verden, forandrer sig til et insekt.
“Der ligger et kæmpe håb i muligheden for transformation, som er vigtig for mig, for jeg er ikke interesseret i at præsentere en ren dystopi. Jeg vil præsentere en fantasi”.
“Udstillingen peger på et kollaps, som følge af krige og klimakrise. Men midt i det rå og ødelagte findes glimt af håb for fremtiden, for efter kollapset opstår noget nyt – og måske endda smukt. Der er nok socialrealisme. Jeg har brug for, at mine værker og udstillinger på en eller anden måde skal åbne op for et andet rum, som forhåbentlig kan skabe en eftertænksomhed eller sensibilitet overfor de her typer af billeder, vi er omgivet af”.
Samtidig med at jeg er en slags bannerfører for det syntetiske og medierede, synes jeg også, det er for meget.
Esben Weile Kjær
Ind og ud af kunsten
“Synes du, den er for alene, den der rotte?”, spørger Esben Weile Kjær mig pludselig. På en af betonfladerne er en af rotterne placeret ved kanten, mens resten af flokken befinder sig i den anden ende. En har lagt sig til at sove. “Er det fint, at de er lidt på afstand? Eller vil man gerne have dem tættere sammen”?
Jeg siger, at jeg opfatter den ensomme rotte som lidt af en eventyrer. En der er ude og spejde lidt.
Esben Weile Kjær selv holder sig ikke tilbage, og han bevæger sig ubesværet ud og ind af kunstens rum.
“Det er vel forholdsvis sent, at jeg begyndte at opfatte mig selv som billedkunstner.
Jeg har tidligere været involveret i aktivisme, været DJ, lavet musik til modeshows og arrangeret store queer-fester. Jeg er jo også uddannet på musikkonservatoriet i Music Management, inden jeg kom ind på kunstakademiet”.
Jeg har tidligere været involveret i aktivisme, været DJ, lavet musik til modeshows og arrangeret store queer-fester. Jeg er jo også uddannet på musikkonservatoriet i Music Management, inden jeg kom ind på kunstakademiet”.
“Jeg har altid haft en praksis, som jeg ikke har haft brug for at skulle definere klart. Jeg tror bare, at min hjerne ikke opdeler så kategorisk, og jeg er helt vildt optaget af, når ting rækker ind og ud af kunstige situationer og blander sig i den virkelighed, der ligger udenfor. Jeg kan godt lide, at man bliver i tvivl, om hvad det er”.
Du er i din praksis meget optaget af billedkultur. Hvis jeg nu siger, at der i samtiden er et overtryk af billeder, har det så et psykologisk eller sjæleligt aftryk på os mennesker?
“Jeg tror aldrig, at et billede er hvad, det giver sig ud for at være. Jeg tror altid, at der er et uforudsigeligt aspekt, og jeg tror altid, at der ligger intentioner skjult. Jeg er optaget af mine værker, der approprierer andre billeder, indeholder en form for modstand”.
“Jeg har i mine performances og i udstillinger som Hardcore Freedom og Power Play været optaget af at begribe den måde kroppen konstant bliver medieret på gennem billedkultur og sociale medier. Men for min generation rummer det syntetiske og medierede også et potentiale for at kunne frigøre sig fra idéen om det naturlige, det rene eller frigjorte, som jeg er ret skeptisk over for. Et frigørelsespotentiale i forhold til at kunne frigøre sig fra en mere normativ tænkning af kroppen og individet, som vi har kunnet se med hele queer-begrebet”.
“Men der er også problemer. Samtidig med at jeg er en slags bannerfører for det syntetiske og medierede, synes jeg også, det er for meget. Jeg tror i virkeligheden, jeg er meget splittet i forhold til de her spørgsmål. Jeg forsøger så at stå midt i vores billedkultur og formulere noget, der kan gøre os klogere på den”.
“Men helt intuitivt har jeg, siden jeg var barn, altid haft en ægte begejstring og nysgerrighed i forhold til samtiden. Til billeder. Til vores billedkultur”.