Gammelgaard sætter scenen for stærk skulpturbiennale

Skuplturbiennalen Interdimensionale på Gammelgaard i Herlev er en velkommen udstilling, der inviterer på kunstoplevelser af fint varierede proportioner og dimensioner. En bekræftelse af den rumlige kunsts stærke position i samtidskunsten?

Når skulpturudstillinger rykker udendørs, er det gerne i idylliske landskabelige omgivelser som Louisianas park eller slotshaven Wanås i Skåne. Skulpturparken Middelheim i Antwerpen var pioneren på dette felt som udstilling af samtidsskulptur siden 1951.

Her er det anderledes med udstillingsstedet Gammelgaard ude i Herlevs forstadsland. Den gamle gård ligger kilet ind mellem to trafikerede veje og på grunden har der tidligere været magasin for skrot og tømmer. Nu er Gammelgaard kulturhus for moderne kunst. Og en værdifuld tradition kan være startet med Interdimensionale. Med skulpturbiennalens anden udgave er det i hvert fald lykkes at skabe en udstilling, der både er ambitiøst anlagt og med plads til skæve indslag.

Oplægget fra de to kuratorer Søren Hüttel og Søren Brøgger har været at sammensætte en udstilling, hvor de mange former for tredimensional kunst fra den danske scene kan få frit spillerum. Det har bragt over 40 kunstnere sammen i et opbud, der simpelthen er imponerende – her i Herlev eller hvor som helst.

Skulpturens comeback

Der har været talt om et comeback for skulpturen i de seneste år, hvor det at arbejde i rum har været tiltrækkende for unge kunstnere som alternativ til de todimensionelle billeder på lærred og skærm. Det har udmøntet sig i en interesse i at sætte materialer sammen og arbejde med tematikker som skala, forhold til omgivelserne, og med hvordan mennesket udfolder sig i en fysisk verden.

Værkerne i udstillingen er opstillet rundt i parken og terrænet omkring gården, hvis bygninger også rummer en god bid af udstillingen under sit tag. Nogle værker står som en enhed i sig selv. Det gælder Lea Guldditte Hestelunds Haven’t slept since summer, der lader hård marmor og en rød stivnet væske mødes i en beholder af stivnet tid.

Et lignende møde mellem det menneskelige og den hårde materialitet kan man se i Uffe Isolottos Universal Serial Bus – to ‘vitrineskabe’ i jern og stål forbundet med kabel, USB-indgang og et indhold af mystiske knogler. Også Mille Kalsmoses Collected Family lader i en koncentreret objektform de rå materialer illustrere menneskelige tilstande. Her med et mere enkelt, elegant udtryk, hvor farvede glasplader lader sol og vind spille ind i værkets figurer. Der er et ekko af moderne mestre som Giacometti eller Lynn Chadwick over disse stiliserede figurer, der snildt ville kunne spadsere ind i en skulpturpark som Louisianas.

Disse eksempler viser, at kunstnere (igen) tør insistere på skulptur og gør det med en særlig interesse i forskellige materialer og mødet mellem menneske og materie.

Omsluttende helheder

Mens disse værker er afgrænsede enheder, møder vi rundt i parken sager af mere omsiggribende form. Jens Settergren omslutter pludseligt sanserne med et lydlandskab, der kommer fra Rock Speakers (højttalere camoufleret i sten), mens der mellem buskene er opstillet overvågende jagtskærme.

Samme jagt-tema er slået an i Kristoffer Akselbos We Don’t Belong, hvor øjet fanges af et skur i sort-hvid dazzle-camouflage med skydeskiver og en stor QR-kode. Omkring dette kører en selvkørende plæneklipper i samme bemaling og – som om det ikke var urovækkende nok – lurer en camouflageklædt jæger med sigtende våben på publikum! Jagten er gået ind i Herlev.

Mere enkelt, men med god effekt er Ruth Campaus Satellite II, hvor en formation af spejle med let bemaling går i et med himmel og trætoppe. Det handler her om menneskets forhold til sine omgivelser og de måder, vi er i kontrol eller taber det beherskende overblik.

I land-art skala – og de skæve indfald

Den store grund giver mulighed for at arbejde i den helt landskabelige skala. Dette har Anders Bonnesen udnyttet til at omforme en græsmark til en labyrint, som vil gro op i løbet af udstillingen, vedligeholdt af en robotplæneklipper. Anna Weber Henriksen arbejder ligeledes direkte i terrænet med et stiforløb som en naturvandring igennem grundens menneskeskabte landskab. Og Anja Franke inviter i sit værk på en kommenteret vandring rundt i Herlev.

Med mere nært fokus går Allan Gabi (et pseudonym for kunstnerduoen Michael Mørk og Claus Egemose) i Have Kunst ind i en fin formmæssig dialog med de retvinklede, geometriske hække foran gården. Den slags har de også meget af i Herlev.

Som disse værker illustrerer, er der masser af stedsspecifikt anslag over Interdimensionalen. Dens varierende rammer strækker sig fra terrain vague-agtige jordvolde til plæner omkranset af klippede hække og på samme måde spænder værkerne fra det vildtgroende til det stramt styrede. Der er også plads til de små, underspillede detalje-værker som Christian Vinds inskription på et hjørne af en husmur (”Tiden flygter ligesom skyggen”) eller Benedikte Bjerres afstøbning af en legetøjslastbil.
De studerende fra det Fynske Kunstakademi er også inviteret til at deltage med en række plakatværker – et lidt uforklaret brud med udstillingens øvrige fokus på rumlig kunst.

Skal jeg finde noget at indvende mod udstillingens setup, vil det være, at de indendørs udstillingsrum er lidt for galleripæne til dette udbud af værker. Mens man går på opdagelse i nyt land udenfor, er det bare ikke så spændende her, det fortsat fine opbud af værker til trods. Måske et af Herlevs parcelhuse med garage og havestue havde været en mere udfordrende ramme?

En sidste ting, jeg vil fremhæve ved den gode udstillingsoplevelse, årets Interdimensionale er, vil være de klare og informative skilte, der præsenterer hvert værk igennem udstillingen. Det er godt styret og giver overblik, men har samtidigt plads til den individuelle stil i kunstnernes egne præsentationer. Og det indkapsler egentlig Interdimensionale II meget godt.