Hvad sker der, når kunsten puttes i et hul i jorden?

Jeg kører med metro i dag, eller rettere jeg befinder mig i den. Normalt er jeg, som de fleste andre, her kun så kort tid som muligt. Det handler om at komme fra et sted til et andet – og så ellers i en fart op i dagslyset igen.

Jeg har en mission, for dybt under jorden har København netop indviet fem stationer på M4-linjen til Valby og Sydhavn, og her har kunsten fået en særlig plads. Kunstneriske udsmykninger er tænkt ind fra begyndelsen af byggeriet, og er altså ikke ‘bare’ tilføjet til sidst. For otte år siden udvalgte Statens Kunstfond kunstnere, for seks år siden gik de i gang med at producere værkerne i tæt dialog med bygherrer, arkitekter og ingeniører, og nu er de her: ‘Kunststationerne’!

Selvom jeg har læst, at flere af kunstnerne undervejs følte sig som små myrer i et kæmpestort maskineri, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at kunsten på den måde tages alvorligt og integreres i processen. Det er noget, man har arbejdet for i kunstbranchen i mange år, og det er blevet mere almindeligt – her sker det for første gang i Metrobyggeriets historie.

Jeg skal opleve, hvordan det så er faldet ud, og jeg går under jorden ved Havneholmen. På vej ned af rulletrapperne kan jeg straks se, at noget er galt. Jo, toget kører mod København Syd, men jeg skal bruge lidt tid på at læse det, for infoskærmen hænger lodret. Andre genstande er monteret på væggene, og det varer lidt, før jeg opdager, at det er affaldsspande, checkindposter og andre velkendte interiører fra den typiske metrostation, der har fået disse aparte placeringer.

Det er kunstnergruppen SUPERFLEX, der har været på spil, og selvom de ikke selv har produceret noget nyt til stedet, men arbejdet med de eksisterende genstande, har de alligevel skabt en kunstnerisk forstyrrelse, der i bogstavelig forstand vender op og ned på verden.

I et interview på metroens hjemmeside forklarer Rasmus Nielsen fra kunstnergruppen (der udover ham tæller Jakob Fenger og Bjørnstjerne Christiansen), at værket bygger på en fantasi: Hvad ville der ske, hvis togene rejste med lyset hastighed? Ja, så ville meget tage sig anderledes ud. Rummet ville krumme, og hvad med tyngdekraften? På den måde kan kunsten udfordre vores søvnige vaner, og pege ud over tid og sted – noget som den absolut også gør også andre steder på denne kunststrækning i metroen.

Inden jeg hopper på toget til næste station, vil jeg igen tjekke tiden, men må kigge en ekstra gang, da flere af Havneholmens ure går fuldstændig bananas. Viserne snurrer rundt som ballerinaer, i gang med at opføre særegne mekaniske tids-balletter. Komponeret af SUPERFLEX, som også vælger at kalde stationen for en SUPER-metro.

Næste stop er Enghave Brygge, og først må jeg spejde lidt efter kunsten, før jeg opdager de små forskydninger i nogle af de grå, skinnende paneler, der dækker væggene på stationen (og gør det på alle metrostationerne). Mange vil sikkert ikke opdage disse afvigelser – eller tænke, at det må være en fejl. Det virker som undseelige, organiske hak i den strømlinede arkitektur. Små erosioner eller jordskred.

Selvom vi godt ved, at vi befinder os i det underjordiske, er det ikke noget, arkitekturen peger på. Metro-arkitekturen forekommer snarere som et ikke-sted. Pernille With Madsen, der står bag de kunstneriske interventioner på Enghave Brygge peger på den måde stilfærdigt tilbage på geologien. At vi befinder os under jorden.

I stationens øverste etage fortsætter hun med at skifte nogle af de glatte paneler ud med eksempelvis betonstøbte hul-relieffer. Det fremstår, som om nogen har pillet plastikskallen af væggen og krattet i det hårdstampede ler bag den. Helt futuristisk strømmer der desuden lys ud bagfra gennem mønstre af små huller.

Der er tale om diskrete og poetiske interventioner. Ikke desto mindre piller de, som megen god kunst, ‘afslørende’ i overfladerne – og gør opmærksom på, at ikke-stedet faktisk er et hul i jorden.

Sluseholmen
Sluseholmen er udsmykket af René Schmidt, der som vanligt bringer en imposant, skulpturel fysik til skue. Øverst i stationen hænger en otte meter lang lodret stålskulptur over rulletrapperne. Det ligner noget fra Star Wars.

Kommer man fra gadeplanet, peger den som en finger ned i dybet. Overfladen består af myriader af matte facetter i børstet stål, der kaster lyset tilbage på en anden måde end de blanke overflader i rummet. Nedefra får jeg tanken, at det er et kæmpe scepter, der hænger der – et symbol for en ukendt magt, et svævende kultisk objekt.

Nede på perronen har kunstneren i sandhed integreret kunsten i selve den arkitektoniske konstruktion. En bærende betonbjælke med indstøbte mønstre, inspireret af kiselalgers geometriske former, er simpelthen støbt på stedet. Med alge-motivet peger kunstneren på vandet, der omgiver Sluseholmen. Jeg forestiller mig, at bjælken har ligget i dybet i årevis, mens algerne har aflejret sig på konstruktionen.

Jeg rejser videre til næste station på denne kunststrækning og kommer til Mozarts Plads. Her træder jeg ind i et altomsluttende maleri, som dækker alle stationens vægge. Et maleri man aldrig kommer til at overskue, for der findes intet privilegeret sted at betragte det fra.

Offentlige rum, ikke mindst metrostationer, er ikke museumsrum, og kunsten fungerer på andre præmisser, men det forhold udnytter kunstnerne og gør til en kvalitet frem for et benspænd. Mange kunstnere vil faktisk gerne ud af den privilegerede spændetrøje, ‘ud til folket’, virke i det levende liv. Og tænk lige på hvor mange mennesker, der cirkulerer på en metrostation. Museerne får baghjul, STORT!

Her har Christian Schmidt-Rasmussen, kunstneren bag udsmykningen på Mozarts Plads metrostation, benyttet et såre klassisk, ‘museumsegnet’ medie, nemlig maleriet, på stedets egne præmisser og skabt et detaljerigt, generøst værk, man kan tilegne sig i bidder. Som man frit kan stykke sammen over tid, hvis man hver dag på vej til og fra arbejde benytter stationen.

Det er et fortællende og fabulerende værk, der netop taler til fantasi og videredigtning. På én gang surreelt og strålende i sin optimisme. Et uendeligt univers uden fast grund under fødderne, med kloder, bling og stråleglans. Med eventyrfigurer, en bevinget Pegasus-hest, stejlende hjorte, ja, selv hunden svæver. Og ud af de kosmiske cirkelslag flyver en svane. Samtidig er fortællingen helt tæt på det nære, lokale liv, hvor Sydhavnens børn klatrer i legestativer, og faderen står der med sin søn.

Christian Schmidt-Rasmussen har selv i en kraftanstrengelse – det må det have været – malet det hele i hånden. Bare at male grundfarven med 10-12 lag skulle have taget 10 fulde arbejdsdage.

København Syd
Metrostationer har det med at ligne hinanden, men den tids- og stedsløshed, man kan gribes af i undergrundsbanen, gør kunsten modstand mod. På sidste stop har Henrik Plenge Jakobsen givet stationen sin egen markante identitet: København Syd er nu ‘den blå station'.

Vægpanelerne graduerer den dybe blå farve i bunden mod stadig lysere nuancer op efter, og så bringer kunstneren himmelrummet ned i metrostationen. På endevæggen ved rulletrapperne hænger et gigantisk astronomisk ur. Det skinner ophøjet af bladguld og viser et præcist øjebliksbillede af en række himmellegemers aktuelle position lige nøjagtig over København Syd.

Menneske, der passerer gennem metrostationen som en del af en ganske dagligdags rutine, får på den måde en venlig hilsen fra verdensrummet, og er det ikke altid sundt at sætte tilværelsen i et lidt større perspektiv?

København Syd opsummerer på den måde ganske fint en oplevelse af den kunstneriske mission i det offentlige rum, hvis den ellers lægges i hænderne på kompetente kunstnere. At påpege stedet selv – gøre det rum vi befinder os i nærværende for os – og samtidig invitere til refleksioner og perspektiver, der rækker ud over vaner og søvn.

Jeg ved godt, at langt de fleste, der befinder sig i sådanne rum, har noget i ørene eller er fordybet i de små, blå skærme, vi bærer rundt på, men kunsten giver i hvert fald muligheden for et break.

Jeg slutter min rejse og tager toget tilbage til Hovedbanegårdens metrostation. Kunsten svirrer stadig i hovedet, og jeg ser stationernes interiører i et andet lys, end før jeg gæstede Superflexstationen på Havneholmen.

Her på København H er der også en slags ‘udsmykning’ af rummet. “Absolut – born to mix”, er det farvestrålende slogan. Det er noget med Vodka. Vi lever i en stærk visuel kultur. Den er meget ofte drevet af kommercielle interesser, og det kan man mene meget om.

Ikke desto mindre: Kunsten er et alternativ.