Hvorfor bronze? Om monumenter og mindesmærker

Hvorfor skal vi have flere monumenter og mindesmærker i bronze? Især statuer støbt i bronze synes ligefrem at være midt i en renæssance herhjemme.

Lise Nørgaard fik en statue allerede i 2010, imens hun levede (skabt af Mette Agerbæk), og i vores hovedstad er der indenfor de seneste seks år opstillet flere bronzestatuer af personer såsom skuespilleren og komikeren Dirch Passer (Nanna Drewes Brøndum, 2018), statsminister Anker Jørgensen (Nanna Drewes Brøndum, 2019), Christian 4. (Hans Pauli Olsen, 2019), forfatter Inger Christensen (Kaare Golles, 2021) og senest er det forfatteren Karen Blixens skikkelse, der er blevet legemliggjort i det klassiske metal (Rikke Raben, 2024).

Derudover er der flere officielt godkendte undervejs, der afventer finansiering. Iblandt de mest omtalte er statuen I am Queen Mary af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle til erindring om oprøreren Mary Thomas og dansk kolonihistorie i Dansk Vestindien og statuen Grevinde Danner af Kirsten Justesen, som man stiler mod at indvie 25. november i år.

Som nogle måske har bemærket, afviger størstedelen af de nye bronzestatuer fra prototypen: kendt mand i bronze på høj sokkel. En af hovedårsagerne til det voksende antal bronzestatuer findes da også i målsætningen om at inkludere hidtil marginaliserede samfundsgrupper i vores offentlige monument- og mindesmærkekultur. Det drejer sig især om erindring om og hyldest til navngivne kvinder, som har været og fortsat er i undertal, hvilket i år har foranlediget kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til at afsætte midler og nedsætte et udvalg, der skal arbejde for et øget antal monumenter over netop kvinder.

Der er eksempler på skitserede monumenter i bronze, der ikke følger statueformlen, såsom et nyt skulpturelt kunstværk i Horsens til minde om søofficer og opdagelsesrejsende Vitus Bering (1681-1741) ved Rose Eken. Desuden bliver der benyttet andre medier, blandt andet lysstofrør, mursten, videoprojektioner og granit. Det er dog fortsat bronzen, der er hovedmateriale, især i byrummet. Hvorfor? Og hvilke muligheder, kvaliteter eller problematikker knytter sig til bronzen?

Den praktiske begrundelse for den fortsatte brug af bronze ligger ligefor. Det er et meget holdbart materiale. Tænk blot på den gode bevaringstilstand af Solvognen (ca. 1400 f.kr.). I forhold til sten, er bronze mere mobilt og lettere at reproducere, især når det gælder skulpturer i stor skala. Dertil er det et kostbart materiale med betydelige æstetiske potentialer, status og symbolværdi (i gængs perspektiv). ”Det ædle stof” kaldes det i en bog fra 1929 af journalist og industrihistoriker C. A. Clemmensen om det ansete og indflydelsesrige danske bronzestøberi Lauritz Rasmussen, der eksisterede i mere end 100 år, fra 1854-1967.

Bronzestøbninger er blevet udført siden bronzealderen (ca. 3000-500 f.kr, i Danmark: ca. 1700-500 f.kr). Dengang typisk til våben og andet krigsudstyr, smykker, kar, kultgenstande og musikinstrumenter. Og gennem årtusinder har bronze, sammen med stensorter, været en af de mest hyppigt anvendte materialegrupper til monumentale, offentlige skulpturer og mindesmærker. Det er med andre ord et traditionsrigt materiale. Bronzeskulpturer var således udbredte i det antikke Grækenland, og det blev benyttet til især rytterstatuer af romerne, i renæssancen og barokken, omend marmor var foretrukket i de perioder. I dag er der dog ikke overleveret mange af disse skulpturer, da bronze er forholdsvist let at omsmelte, og der findes derfor kun ganske få originale bronzer fra det antikke Grækenland i dag. Endelig, af væsentlig betydning for nyere tids erindringskultur, blev statuemonumenter - især i bronze – udbredte i løbet af 1800-tallet og de præger mange byrum den dag i dag.

Men hvad kendetegner egentlig bronzens materielle og sanselige kvaliteter, hvis man – i et tankeeksperiment - frigør sig fra de kulturbårne merbetydninger og går tæt på nogle af de monumenter og mindesmærker, der har stået i vores byer i årtier og i halve og hele århundreder. Og hvad udgør dette materiales egenart, hvis man ser på det gennem udøvernes blik – kunstneren og håndværkeren - og hvordan er rollefordelingen mellem de to?

Det er de på en gang enkle og komplicerede spørgsmål, jeg har sat mig for at søge nogle svar på, og som jeg vil præsentere essensen af i tre artikler. Først via samtaler med to af landets dygtigste og mest erfarne udi bronzestøbte erindringsværker, nemlig billedhugger Kirsten Ortwed og bronzestøber Peter Jensen. Og afslutningsvist vil jeg have et fokus på en central men ofte overset komponent ved bronzemonumenter: farven. Eller snarere: den samling af farver, der kendetegner, hvad jeg vil kalde ”bronzens palet” med inspiration fra bogen Den europæiske palet (1975 og 2022) af billedkunstner Kasper Heiberg.

Hvorfor dette fokus på bronzens egenart? Det skyldes helt grundlæggende, at det efter min mening er et vigtigt og underbelyst emne, som det er væsentligt at forholde sig til både i relation til de værker, der er realiseret, og hvis vi fortsætter med at opstille nye. Det er nemlig min klare opfattelse, at materielle egenskaber og sansningskvaliteter, såsom farver, har betydning for den æstetiske kraft og erindringsværdi.

Monumenter og mindesmærker – navnlig bronzestatuer - har gennem de seneste årtier haft stor bevågenhed i offentligheden. I centrum er dog oftest spørgsmål om hvem og hvad vi vil og bør mindes eller hylde i vores offentlige rum, og når det drejer sig om hvordan, kredser debatten oftest om, hvorvidt det er en god ide med nye statuer eller om man ikke burde supplere eller erstatte med andre erindringsformer, der ikke gentager den gamle matrice og derved risikerer at reproducere de tankestrukturer (de patriarkalske især), som mange netop ønsker at gøre op med.

Jeg har selv bidraget til ovenstående debat, blandt andet i form af en artikelserie til Kunsten.nu i 2021. For et par år siden, blev jeg imidlertid opmærksom på et paradoks. Bronzemonumenter er til stadighed i centrum, men mærkeligt nok er materialet nærmest usynligt i sanselig forstand. Jeg har selv båret på denne blinde vinkel. For lidt over 20 år siden, i 2001, indleverede jeg således mit kandidatspeciale i kunsthistorie, hvor mit analyseobjekt var et mindesmærke (Kongenshus Mindedal, 1953). Heri udreder jeg blandt andet dette erindringssteds sten- og landsskabssprog og siden har jeg arbejdet med monumenter og mindesmærker i flere forskellige sammenhænge og med forskellige vinkler, herunder bronzeobjekter og -skulpturer. Men jeg har ikke hidtil overvejet, om der findes et bronzens sprog.

Hånden på hjertet: jeg har nok anset det som et lidt kedeligt materiale i den offentlige erindringskultur, og med mit distancerede blik har især irgrønne statuer ofte forekommet mig fjerne og dekorative. Og jeg er ikke ene om at have forbehold over for bronzen i denne sammenhæng.

Bronze er både et hyldet, overset og forkætret materiale i mindesmærkekulturen. Baggrunden for dette paradoks er kompleks. Den positive tilgang og hovedårsagerne til den uafbrudte og nu voksende anvendelse er allerede optegnet (holdbarhed, æstetik, tradition, symbolik, politik), men hvori bunder forbeholdene? Centrale svar herpå er endnu engang nært forbundet med statuer.

Som allerede nævnt, tog produktionen af statuer (især i bronze) således fart i løbet af 1800-tallet i forbindelse med storbyernes og nationalstaternes fremvækst, og bronzestatuer blev efterhånden allestedsnærværende især i vestlige storbyer. Så massiv var udbredelsen, at det affødte kritik allerede i datiden, og nogle af de mest indædte kritikere dengang betegnede tendensen som en statuemani.

For nogle, ikke mindst indenfor kunstfeltet, kom bronze altså gradvist til at fremstå som et automatsvar og et reaktionært materialevalg. Og det er velkendt, at særligt den skabelonagtige form (menneskekrop i bronze på sokkel) i nyere tid har afledt en visuel mæthed eller træthed, der har usynliggjort mange bronzeskulpturer – og dermed materialets sanselighed - i takt med, at de oprindelige erindringsfunktioner er blegnet.

Nogle af den tidlige modernismes skulpturelle hovedværker tilhører monument- og mindesmærkegenren og er udført i bronze, heriblandt Auguste Rodins Borgerne fra Calais (1895) og Ernst Barlachs Den svævende (1926/27). Og på dansk jord kan nævnes Anne Marie Carl-Nielsens rytterstatue af Christian 9. (1927) og Astrid Noacks statue over Anna Ancher (1939).

I samme periode og i nyere tid har mindesmærker i bronze også været præget af masseproduktion, talrige kopier og til tider tvivlsom kunstnerisk kvalitet, der uvægerligt har medvirket til den uengagerede eller ligefrem negative reception af bronzens sansningskvaliteter. De fleste kender for eksempel historierne om de utallige buster og statuer af kommunistiske ledere i Sovjetunionen. Også i dag er der jævnligt omtale af bronzer, der vækker hovedrysten eller latter, hvilket for eksempel er blevet buster fra Fodboldens Hall of Fame og en statue over fodboldstjernen Christiano Ronaldo i hjembyen Funchal (2014) til del.

I den forbindelse er det værd at huske på, at et velfungerende erindringsobjekt ikke nødvendigvis forudsætter et kunstnerisk udtryk. En mindeplade i bronze med et relief eller blot indgraverede navne kan være mere end rigeligt til at udgøre et aktivt mindesmærke.

Frem for alt er det nærliggende at kæde bronzens modsætningsfyldte status i nyere tid sammen med de samfundskritiske tilgange til statuemonumenter, som jeg berørte tidligere. Det er især statuer i bronze – eller deres forlæg - der er blevet overmalet, omstyrtet og smidt i kanalen eller havnen gennem de seneste årtier, med skoleeksempler fra Sovjetunionen, Irak, USA, koloniserede lande og oprindelige kolonimagter. I de sager har diskussioner og aktioner ofte været og er – og ofte forståeligt - af meget følelsesladet karakter og vreden, indignationen og sorgen er almindeligvis rettet primært mod indholdet: de portrætterede og det, de repræsenterer. I den kontekst kan opmærksomhed mod eller henvisning til bronzens sanselighed synes sekundær, underordnet eller upassende.

Til trods for forbeholdene produceres der, som omtalt, et voksende antal monumenter og mindesmærker i bronze i dag - særligt statuer. Materialets egenart og sanselige egenskaber bliver dog sjældent italesat - bronzens sprog, som jeg kalder det – og det er altså denne dimension, jeg vil tilnærme mig ved først og fremmest at lære af de faglige kompetencer som billedkunstnere og håndværkere besidder, her i form af mine fine samtalepartnere Kirsten Ortwed og Peter Jensen, og dernæst ved at gå tættere på bronzens palet.

Diskussionerne i forhold til vores offentlige erindring - om tema- og personudvalg og formgivning (især permanent versus midlertidig og statuer versus abstraktion) - er højest nødvendige og igangværende, heldigvis. Det er dog ikke de diskussioner, jeg vil kaste lys på her, og jeg kommer ikke til at skelne mellem begreberne monumenter versus mindesmærker. Her skal det handle om noget mere generelt. Jeg vil nemlig bestræbe mig på at se så uhildet som muligt på bronzens materielle egenskaber og sansningskvaliteter i den overbevisning, at disse aspekter influerer både på de erindringsværker, vi holder af, dem, vi ønsker fjernet og de, der er undervejs.