Kunsten i håndværket – en samtale med bronzestøber Peter Jensen

I et industrikvarter lidt udenfor Roskilde - mellem kassebygninger i beton og parkeringspladser - ligger Broncestøberiet Peter Jensen ApS. Jeg er på besøg i det sene efterår 2023 for at tale med bronzestøber Peter Jensen (f. 1964), der ejer og leder den lidt mere end 50 år gamle familievirksomhed, der blev grundlagt af Peter Jensens far Leif Jensen i 1971.

Jeg håber at få et indblik i støberens rolle i skabelsen af monumenter og mindesmærker i bronze, og så er jeg nysgerrig på, hvordan materialet og de færdigstøbte objekter ser ud gennem en erfaren håndværkers blik. Og det står hurtigt klart, at jeg er kommet til den rette.

Vi er gået ind på værkstedet, Peter Jensen og jeg, og jeg har netop tændt for min diktafon, da han knap 30 sekunder inde i lydoptagelsen indfører mig i den mest gængse bronzestøbningsteknik, cire perdue (tabt voks): ”Man har en ting eller et aftryk i voks, pakker det ind i et ildfast materiale, putter det ind i ovnen, brænder voksen væk, får et hulrum, hælder flydende bronze ned i. Så får man skiftet voks til metal.”

Sådan. Det lyder jo forholdsvist enkelt. I realiteten involverer støbning i bronze mange komplicerede processer og meget kan gå galt, hvis man ikke er fagkyndig. Det er derfor de færreste billedhuggere, der selv udfører støbearbejdet. Mange, såsom billedhugger Kirsten Ortwed, er med på sidelinjen i hele processen. Andre overlader den del af kunstværkets materialisering til habile bronzestøbere. Det var for eksempel kendetegnende for en billedhugger som Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984).

Peter Jensen fremviser det sektionsopdelte værksted, og vi taler efterfølgende sammen i frokoststuen. Det bliver til flere timer mættede med indtryk og oplysninger. Peter Jensen er en meget vidende og dedikeret mand med meget på hjertet og i sin livsbagage, og han takker til min store glæde ja til at mødes igen i starten af 2024 til en monumentvandring på Kastellet og ved Langelinie i København.

Den faglige stolthed lyser ud af Peter Jensen, og han fortæller med stor veneration både om bronzealderens formåenhed uden moderne teknologi og om forløbere i nyere tid, navnlig bronzestøberiet Lauritz Rasmussen, som eksisterede fra 1854-1967 og hvor Jensens far blev udlært. ”De har lavet det meste af det, vi går og ser på i Danmark i dag. De var de førende dengang,” fastslår han.

Fortidens bronzestøbere og forbindelserne på tværs af tid bliver hyldet og holdt i hævd i Broncestøberiet. I frokoststuen hænger der en indrammet artikel fra ugebladet Illustreret Tidende om netop Lauritz Rasmussen og Peter Jensen fortæller, at de har arvet værktøj fra fem nedlagte støberier, og med til samlingen er en såkaldt jernbukker, der har tilhørt den fremtrædende billedhuggerslægt Bissen.

At bronzestøberi udgør et særligt felt, bliver tydeligt for mig i Broncestøberiets værksted. Verden forvandles, når man træder derind. Der er tørre og skarpe lugte, rum efter rum med hvert sit særpræg og aktivitet – skaben. En håndfuld mænd og to unge kvinder er i fuld gang med dagens arbejde. Samtale et sted, tung, spids og skærende larm et andet. Først et rum med bløde, flydende og størknede former: voksfigurer, skalformer. Grøn voks især: i store kar, størknet på kanterne, på taburetter, på værktøj, på gulvet. Derefter er der sektioner med kæmpe ovne, knust, brændt ler, sække, kæder og hejsesystemer efterfulgt af et rum, hvor mandsstore, nystøbte skulpturer ligger på arbejdsborde og en bronzestøber med visir står bøjet ind over en figur med svejseapparat og stikflammer. Dernæst følger udendørsarealer med opbevaring og en halbygning med højloftede rum, hvor der står tre monumentale statuer i ler og gips, indpakket i plastik. Deriblandt Kirsten Justesens statue over Grevinde Danner, der er tiltænkt indvielse til november i år.

For en førstegangsbesøgende som jeg, er bronzestøberiets værksted en mageløs verden med et strejf af magi. For Peter Jensen, der har kendt faget indefra, siden han var barn, er tilgangen lidt mere nøgtern, og da jeg beder ham om at sætte ord på bronzens egenskaber, lyder svaret: ”I grundmodellen er det et materiale, der er formbart til at starte med og så bliver det ekstremt holdbart.”

Men bronzestøbning handler om meget mere end at mestre avancerede teknikker for Peter Jensen. Hver opgave er unik, ikke mindst når det drejer sig om afstøbninger af skulpturkunst, som Jensen sætter meget højt. Grundtanken er at udføre kunstnerens ide så præcist som muligt: ”Målet er at aflæse hvert værk minutiøst, dets overflader og den hastighed, der er indlagt i det, om det er udført for eksempel med en frisk hånd eller om det er langsomhed, der er det bagvedliggende princip.”

Der sker, som Peter Jensen formulerer det, ”et materialeskifte” og det vigtigste er, at dette skifte understøtter den kunstneriske ide og formgivning.

Peter Jensens møde med skulpturkunst har tydeligvis haft og har stor indvirkning på hans håndværk: ”Når man får fingrene i folks ting, så kan man ikke undgå at tænke over dem og jeg oplever, at ting, der er klart modelleret er nemmere at arbejde med,” siger Jensen og giver et eksempel: ”Hvis den mindre del fungerer i sig selv rent skulpturelt, så plejer det at være et tegn på, at det er et godt værk. Hvis man nu tager rytterstatuen inde på Amalienborg Slotsplads; den har vi lavet en gipsafstøbning af i 1997. Vi arbejdede med den i dele og på et tidspunkt havde vi halen liggende i hvid gips. Det var en fantastisk skulptur for sig, som en abstrakt skulptur. Det var enormt sjovt at se. Vi havde også hele bagpartiet på hesten: sådan en stor gipsskal, der bare lå og så kunne man se hele dens grundform og det stræk, der er i den. Det blev ekstra tydeligt, hvor gennemarbejdet den er.”

Om han har favoritter iblandt bronzeskulpturer eller -mindesmærker? Peter Jensen tænker sig lidt om og nævner så billedhuggeren Ib Braase (1923-2009) men supplerer straks, at kunst for ham mest handler om at blive udfordret, og at det nok ikke så meget er materialet, der gør udfaldet. Jeg bringer en af mine egne favoritter på banen: Astrid Noacks bronzestatue over Anna Ancher (Skagen, 1939), som i min samtale med billedhugger Kirsten Ortwed. Har Jensen mon kendskab til dette statuemonument?

”Jeg kender udemærket godt Anna Ancher-statuen,” svarer Peter Jensen omgående: ”Astrid Noack er jo meget, meget interessant, men det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er bronze eller ej. Det interessante i forhold til bronze er, at hendes værker bliver blivende.” Og så skildrer Peter Jensen Noacks skulpturelle evner, han taler om centerlinjen og balancepunktet i statuen, om kurver og flader, der vrider. Den kunstneriske formgivning.

I forbindelse med vores monumentvandring på Kastellet og ved Langelinie en vinterdag i starten af 2024, er det ligeledes den skulpturelle form, Peter Jensen først italesætter, men det skinner samtidig klart igennem, at han har øje for de sanselige værdier, der er specifikke for bronze og at han er vant til at gå tæt på monumenter og mindesmærker. Jeg har udvalgt fire værker: Søfartsmonumentet af Svend Rathsack og Ivar Bentsen (1928), Vore Faldne af Svend Lindhart (1957), Knud Nellemoses statue over Frederik 9. fra 1982 og Monument for Danmarks internationale indsats efter 1948 af Finn Reinbothe (2011). Fire kunstværker, der repræsenterer et tidsspand på næsten 100 år og som rummer både ligheder og forskelligheder i stil og teknik. Jeg udpeger og spørger og spørger og spørger – og Peter Jensen kan heldigvis svare på det meste.

På mit feltarbejde til bronzefigurer i det danske monument- og mindesmærkelandskab gennem det seneste års tid, har jeg blandt andet registreret sorte linjer og små, konturoptegnede firkanter, som fremstår som synlige samlinger og reparationer på flere af værkerne. Det har undret mig. ”Sikke noget sjusk,” har jeg tænkt og jeg har følt mig en anelse affortryllet. Linjerne pointerer det konstruerede og bryder illusionen om livagtighed og komplette fænomener.

Vi ser op på Søfartsmonumentets engel. Der er vandrette linjer omkring hendes arme og firkanter i kjolestoffet. Ja, det ér samlinger og reparationer, såkaldte ”lapper”, der træder frem, forklarer Peter Jensen. Nogle gange ved de ældste bronzefigurer kan det skyldes, at det teknisk set ikke var muligt at samle delene bedre, forklarer han. Svejseapparater er en forholdsvis ny opfindelse. Ofte har linjerne dog ikke været synlige oprindeligt men er opstået over tid på grund af indtrængende vand og partikler i luften. Andre gange kan det hænge sammen med et restaureringsprincip, der tilsiger synlige reparationer, så man kan skelne det oprindelige fra det tilførte. Det kan der jo også være noget fortryllende ved: en synliggørelse af tidens gang og teknikhistorie.

Det rustfarvede i kjolens fold? Ja, det ér rust og kan ifølge Peter Jensen skyldes, at man ikke har fjernet materialet (kernestyret) inde i voksfiguren, der er smeltet væk og erstattet med bronze. Og de hvide toner: salt- eller kalkaflejringer fra fugt og regn eller som efterhånden er sivet ud fra metallet.

Grøn ir findes på alle fire bronzeværker på vores monumentvandring og på samtlige bronzeværker, jeg har undersøgt i forbindelse med denne serie. Men jeg har oplevet stor forskel på grader og toner. Det giver naturligvis god mening, at de ældste værker er mest irrede. For eksempel er der kun et ganske fint skær på bronzebogstaverne på murene i monumentet for Danmarks internationale indsats, der er fra 2011. Men hvad med de forskellige toner? ”Forskellen på toner kan hænge sammen med legeringstyper,” oplyser Peter Jensen. ”For eksempel var der ofte mere bly eller zink i de gamle legeringer og det kan give en lysere grøn.” Men hvorfor så forskel på de grønne toner mellem Søfartsmonumentets engel og hendes fodstykke? Peter Jensen inspicerer fodstykket: ”Jamen, det er fordi, det her er kobber,” udleder han, idet han konstaterer, at der er tale om udbankede plader, hvilket tidligere var billigere at udføre i kobber frem for i bronze.

Derudover taler vi lidt om den grønne ir, der ligger som gennemsigtige lag og i flydende linjer ned ad soklerne både på Søfartsmonumentet og Vore faldne. Vi er enige om, at det rummer en vis skønhed men, at det formentligt ikke har været kunstnernes intention, og ifølge Peter Jensen er det umuligt at undgå, hvis figurerne ikke renses, og han indskyder: ”Men det er jo også et valg.”

Da vi betragter statuen over kong Frederik 9., får vi lejlighed til at tale om efterbehandling af bronzestøbninger. Overfladen syner primært brun med let grøn ir, og jeg spørger Peter Jensen om hans holdning til irgrønne versus bruntonede statuer. Jensen fælder sjældent kategoriske domme i løbet af vores samtale – heller ikke her - men han peger på, at den grønne ir harmonerer med et nyromantisk syn, og at formsproget i nogle tilfælde kan træde tydeligere frem, når skulpturerne er brune eller brunsorte. ”Farvenuancerne betyder meget,” konstaterer han. ”De kan fremhæve eller skjule en overflade og de har betydning for, hvordan lyset reflekteres. Tonerne ændrer sig også, hvis de er vokset. Det skal jo beskytte mod ir. Men nogle gange har man valgt at vokse statuer, der er irgrønne og det er ikke altid en god ide, fordi effekterne af solens spil forsvinder.”

Peter Jensens indgående erfaring med æstetik og formgivning er, som indikeret, inkorporeret i hans arbejde som bronzestøber. Jensen skelner dog skarpt mellem kunstværk og håndværk. Da vi sidder i bronzestøberiets frokoststue spørger jeg, om han selv har prøvet at skabe en skulptur fra bunden. Det har han, men han tilføjer: ”Vi kan for eksempel godt hjælpe med at modellere, men det betyder jo ikke, at vi laver kunst.” Og når Peter Jensen fortæller om sit bronzestøberi og de ansatte, understreger han gang på gang, at de er et team. Alle på værkstedet har som regel været med i den lange arbejdsproces, inden de står med en færdigstøbt bronzeskulptur.

Det er først og fremmest kunstnerens ide og personlige måde at forme, der bestemmer om et værk i bronze udgør kunst, præciserer Jensen. Af samme grund ser Peter Jensen, på linje med Kirsten Ortwed, en fare ved tiltroen til rene 3D-prints - hvis man ønsker at skabe kunst vel at mærke. Som Jensen udlægger det: ”Hvis man bare lader maskinerne klare det meste, så får man ikke en kunstners fortolkning med.”

Igen, som i mit møde med billedhuggeren Kirsten Ortwed, kan jeg konstatere, at monumenter og mindesmærker i bronze fordrer stor faglig ekspertise. Og hvad angår bronzestøberen indbefatter det lydhørhed overfor et kunstværks ide og form. En lydhørhed overfor aflæsning, afformning, afstøbning og efterbehandling.