Identitet

Det er svært at være politiker. Nogen gange skal man gentage det samme budskab ti gange i det samme interview for at være sikker på, at det er det, som også bliver citeret. Andre gange kan man bruge uger på at trække en tilfældig bemærkning tilbage, som da Anette Vilhelmsen fornylig opdagede, at det hun mente ikke harmonerede med regeringens politik.

Der bliver talt om en politikers troværdighed. Er Helle Thorning en troværdig statsminister, eller har hun brudt for mange valgløfter. Også kunstnere har vi en forventning om er tro mod sig selv. Vi skal som statsministeren tro på, at kunstneren søger en eller anden form for essens eller sandhed.

Men kunstneren ved, såvel som statsministeren , at vi er i en kompleks verden, at vi indgår i mange relationer, og at de forskellige relationer, vi indgår i stiller forskellige forventninger og krav. Derfor kan vi sige, at vi spiller forskellige roller, eller at vi har mange ansigter.

Tro mod sig selv
Eller man kan spørge, hvordan er vi mest tro mod os selv?

Er det når vi holder os til vores projekt. Eller når vi reagerer på en pludselig indskydelse, som da statsministeren steg ud af sin ministerbil og bad om Sarah Jessica Parkers underskrift?

I Leos Caraxs film Holy Motors følger vi ideen om menneskets mange identiteter. Vi følger hovedpersonen Monsieur Oscar, fra da han om morgenen kører afsted på arbejde fra, hvad vi antager, er hans familie. Herefter kører han gennem dagen fra sted til sted, og hver gang skal han som en skuespiller indtage en ny scene, en ny rolle. Han har en trofast chauffør, som kører ham i limousine fra rolle til rolle og holder styr på, hvad han skal næste gang. I bilen skifter han identitet, han sminker sig og klæder om. Igennem dagen er han bla tigger, en sengeliggende døende, en bekymret far til en ulykkelig teenagedatter, en mystisk vagabond, der bortfører en kvinde, en koldblodig morder.

På et tidspunkt mellem sine roller møder han en anden limousinekørende skuespiller. En kvinde som han engang har haft et kærlighedsforhold til. Et kærlighedsforhold, som rækker ud over de andre rollers midlertidige karakter.

Identitetens ‘kerne’
Lige her fornemmer vi, at der mellem de omskiftelige roller er steder, som ligger dybere i hovedpersonens liv. Der er steder, hvor han måske træder ud af sine roller og mærker noget dybere, noget rigtigt. Vi er langt fra en forestilling om en psykoanalytisk forestilling om en ‘kerne’ i vores identitet, som vi kan finde frem til gennem introspektion. Vi er i en postmoderne verden, hvor vi stykker identiteten sammen af bidder og midlertidige bånd, og visse ‘rester’ eller oplevelser efterlader dybere spor i os.

Engang opvoksede vi og blev til det samme som vores forældre. Vi havde en kerne, en selvforståelse i den rolle vi indtog. Og stod i et forhold til det omgivende samfund og måske til gud. Og selvom det stadig gælder i nogen grad, at vi bliver noget som vores forældre, så er alle muligheder åbne. Vi skal selv vælge hvem vi vil være, hvem vi vil blive til.

Men vores evne til at leve ikke bare vores eget liv, men også andres liv er så stort som aldrig før. Vi ser så mange film og tv-programmer, hvor vi konstant lever os selv ind i andres liv. Hvilket både kan virke som en flugt fra vores eget livs problemer, men også som en stadig udvidelse af vores forestillingsrum. Ja selv statsministeren har denne evne og lader sig så rive med af en amerikansk celebrity, at hun stiger ud af sin egen, og måske især vores behov for at se hende som et nagelfast symbol.

Et sammensat kompas
Overfor denne desymbolisering, eller vores egen fornemmelse af ikke at have nogen kerne, så har vi i stedet fået en række andre endegyldige parametre, som styrer vores liv. Jeg tænker her på økonomien, sådan som den er i vores liberalistiske samfund. Og på den objektive naturvidenskab, som studerer mennesket, i naturvidenskaben ser vi en form for biologisering af vores selv. Vi beskrives ud fra vores genetiske sammensætning, og de neurologiske komponenter, som vi er sammensat af, og som gør, at vi handler på bestemte måder. Vores hjerner giver os en række egenskaber og muligheder, som er det kompas vi styrer efter.

Både økonomien og biologien besidder en række kræfter, som vi ikke har nogen indflydelse på, og  derfor er underlagt. Som Slavoj Zizek skriver, så kan vi bedre forestille os, at verden går under end at ændre lidt ved de økonomiske mekanismer i verden.

Er det sådan, at vi har mistet en forestilling om en symbolske værdi, eller en kerne i os selv, og i stedet for er vi underlagt konstanter, som markedskræfter og vores egne biologiske begrænsninger. Og at vi derfor ikke ser os selv som frie, men underlagt verdens tilfældige luner.

At spille en rolle
Denne konstante vekslen mellem forsøget på at nå en kerne, eller at træde ind i de mange roller, ser ud til at være et af de mest presserende spørgsmål i vores personlighedsdannelse.

Hvornår opleves vi som mest ægte? Er det når vi er ‘os selv’, eller når vi spiller en rolle?

Er Michael Jackson sig selv i yderste potens, når han fik lavet sine ansigtsoperationer, og ad den vej forsøgte at blive til det han helst ville være? For er vi ikke os selv mest, når vi handler ud fra vores dybeste ønsker og forestillinger? Ligesom hovedpersonen i Holy Motors umuligt kunne træde ud af sit liv med konstant nye performances, men også måtte dulme sig med whiskey i pauserne i limousinen for at overkomme de mange roller. Det er i rollerne at vi finder nye muligheder i os selv, det er her, vi forsøger at leve, og udleve de forestillinger, vi gør om verden. I en stadig dialog med det selv -‘den kerne’, der føles som den inderste sandhed.