Junk kunst

I sin artikel Junk-Space skriver arkitekten Rem Koolhaas veloplagt om det moderne byggeris bagside.

Han beskriver alle mellemrummene, steder hvor klimaanlægene er placeret, kunstige lofter, brandvægge, varmegardiner, rulletrapper. Steder vi ledes igennem i lufthavne for at konsumere, steder der er omskiftelige, en ny gipsplade sættes op, og et gult skilt med ordene: Undskyld vi roder, men vi er ved at bygge et endnu bedre…

Shoppingcentre, lufthavne er fyldt med junkspaces, det internationale engelsk er blevet et junksprog, hvor alt kan tales om, men vi glemmer det, som kan siges præcist. I Junkspace parrer den gamle aura sig med en ny glans for pludselig at bringe den kommercielle rentabilitet frem i lyset. Junk-Space er det skrot vi efterlader på planeten, imodsætning til det Spacejunk vi forurener universet med. Moderniseringens rester puster vi op med underholdning, desorientering og udskiftelighed i et flimrende utydelighedens rige.

Ideologiernes fald
“Det var en fejl at opfinde den moderne arkitektur for det 20. århundrede, vi har læst en fodnote i et mikroskop i det håb at den ville forvandle sig til en roman,” skriver altså inkarnationen af den moderne arkitekt, der selv bygger monumentale bygninger, der selv genererer Junk-Space.

De store byggerier er faldet, sammen med de store symboler og de store ideologier, for hvad vil vi have andet end en stor shoppingmall? Hvad ville vi vælge, hvis vi skulle vælge mellem en hofteoperation til vores mor eller en soloudstilling på Charlottenborg. Sådan er valgene i dag. Pengene er målt op og resten er fordelingspolitik. Når sodavandsafgiften skal nedsættes, må kontanthjælpen beskæres…

Silikone er redningen!
Når kunsten skal beskæres, så sammenlignes der ofte med udgifterne i sundhedssektoren. Og i denne økonomiske kalkule, når vi til det mest demokratiske, som i vore dage er det mest rentable, de steder hvor junk listes op foran os, fordi vi ikke ønsker skønhed forbundet med storhed, men skønhed forbundet med manglende fortabelse. Og kunstnere producerer selv junk-art, demokratisk kunst, der skal kile sig ind i mellemrummene mellem betydningerne og selv svæver midt i det betydningsløse.

Vi forbavses over et kinesisk højhus bygget på 4 dage, og jeg elsker også at se unge stjerner funkle i 3 minutter i realityt-junk-tv, hvor alt det ligegyldige, det alt for almindelige forsynes med glimmer og suspense og helst sex og silikone.

Ja, silikone, alt kan snart laves i silikone, det middel der netop lægges i mellemrummet for enten at holde på formerne og binde sammen; om det er døren til dørkarmen eller brystet til kroppen, eller muffinformen, silikone er redningen!

Og kunstneren er selv som silikone. Han er netop kunstig! Og hun er kunstig!

Fyld til det tomme
Og kunsten må stadig søge nye veje. Men hvor kunstneren før troede, at hun kunne revitalisere betydningen og give mening til det meningstomme, så er kunsten idag blot det fyld, der skal holde på formen.

Og det væsentlige, kvalitet, betydning er diffuse ord, som der kun kan tales rundt om.

Det gode og smukke drejer sig om ubestemmelige smagsdomme, som en let brise af  ungdom og uskyldighed fra en person, som vi gerne vil lære at kende, eller som fortjent bliver kylet i jorden af Thomas Blachman. Inderst inde ved vi jo, at de blot er nogle glade amatører, der tror de kan snyde sig til succes.

Storytelling fra junkspace
På samme måde som firmaer forsøger at brande sig gennem en tyk sky af løgn og storytelling. Eller som Koolhaas skriver: Brands udfører i Junk-Space den samme rolle som de sorte huller i universet: essenser hvor igennem meningen forsvinder.

Og hvis vi så kigger mod vores egen verden, ser billedet ikke lige sådan ud, ser det ikke sådan ud overalt. Der føres junk-politik på Christiansborg, hvor de fleste mener det samme, og spørgsmålet om magten opgøres på spindoktorernes brikse, ud fra meningsmålingernes krav om at forholde sig til intet.

Og i kunsten hvor kunstpriser skrues på for at opretholde ideen om noget ægte, noget genuint, fordi vi higer efter netop dette øjeblik, som vi tabte i barndommen, hvor noget føltes ægte. Vi længes efter det, som sætter livet på spil i en verden, hvor vi lever sikret fra vugge til grav, og de katastrofer som virkelig findes.

Noget at være stolte af?
Og vi ved det, når vi står på kunstudstillingen til en performance, eller foran et maleri og igen føler tomheden brede sig. Og ikke den (buddhistiske) tomhed, som findes bag objekternes fremtræden, men den tomhed, når vi ser at ingen-ting berører os, og vi føler os alene, og vi bliver skuffede over os selv og over verden.

Men det er der heldigvis råd for. Og derfor tager 400.000 hvert år dette råd, som hedder antidepressiva, for der er ikke noget mål med livet, andet end at tilpasse sig. End at blive hurtigst færdig med uddannelsen, fordi? Fordi det er bedst for samfundet. Og det, der er bedst for samfundet, er jo, at vi lever længst og ikke begår selvmord, og at vi siger, vi er lykkelige, og at vi har et stort bruttonationalprodukt, og stolte af os selv som danskere, for vi har jo også det modsatte af junk.

Ja, vi har fået det nordiske køkken. Vi har Bjarke Ingels. Vi har Olafur Eliasson. Vi har møbelklassikerne. Og det skal vi være stolte af!