Klangbaserede samtaler i Ursula Nistrups lydtempel

Ursula Nistrups udstilling på Den Frie Udstillingsbygning er en hyper sensitiv og smuk nærværsoplevelse – en understregning af at enhver handling udspiller sig over tid i et rum med en modtager og dermed et potentiale. Hvis altså man spiller med på dialogens grundpræmisser.

Ursula Nistrup (f. 1974) er som kunstner dybt optaget af lydens kobling til arkitekturen, landskabet, kroppen, psyken, erindringen og tænkningen. Og som noget helt centralt i hendes værk undersøger værkerne netop det punkt, hvor erindring bliver til akustisk form; der hvor rum bliver til krop; der hvor landskabet bliver til lyd. Her ligger drivkraften og den konstante kunstneriske søgen efter de skjulte forbindelser, der rummer en form for egen-logik.

Vi træder med Nistrups tilgang ind i et kunstrum præget af mystiske og rituelle handlinger og forbindelser, men på et konkret niveau via lyden. Det er på samme tid både spekulativt og konkret.

Et fintfølende rum
Det er også tilfældet med Klangsøjler – en akustisk installation af Ursula Nistrup, der er den første større soloudstilling med kunstneren herhjemme. Udstillingen samler en omfattende research og kunstnerisk proces fra de seneste år, hvor Nistrup dels har rejst til og studeret det indiske Vittala-tempel, hvis ’klangsøjler’ i en særlig granit har været et bede-instrument i stedets rituelle traditioner, og dels arbejdet i Royal Copenhagens værksteder, hvor hun selv har eksperimenteret med formgivning og produktion af 16 af disse søjler i porcelæn.

De fire typer søjler – i hver fire forskellige versioner (materiale, brænding og glasering) – er nu installeret i et løst grid på gulvet i Den Frie Udstillingsbygning. Udstillingen er dermed en form for landskab og arkitektur, og ved at nedsænke fintfølende mikrofoner i de hule porcelænssøjler bliver hele rummet til én stor mikrofon. Og det er ikke bare vores bevægelser og lyde i rummet, der registreres og forstærkes, men også ganske små rystelser i undergrunden, togene til og fra Østerport, trafikken på Oslo Plads, et smæk med døren fra toilettet ovenpå og så selvfølgelig alle de uforklarlige vibrationer, der konstant er til stede.

Som en flagermus
Klangsøjler er en ’performativ skulptur’, som kunstneren kalder den. Hvis man skal uddybe dette en smule, så er det en skulpturel installation, der rummer en performativitet, som ikke bare handler om, at søjlerne – værket – gør noget. Det handler netop også om, at værket etablerer en situation, hvor vi performer, bliver hyper bevidste om vores adfærd og nærvær med både værk, hinanden, og de præmisser dette foregår på.

Det er kroppen og sanseapparatet, der aktiveres, og en særlig sensibilitet, der administrerer, måske ligefrem styrer, vores brug af værkets åbne klangrum, og uden at være bevidste om det skaber vi nye ’ritualer’ i værkets midlertidige arkitektur.

Midt i dette potentielle rum, der hele tiden er lige ved at overstyre, lister man først forsigtigt rundt og langsomt begynder man at undersøge den næsten klassicistiske arkitektur og dens reaktionsmønstre, ens egen placering i forhold til søjlerne, udstøder et lille smæk med tungen, brummer dybt og flytter gradvis tonen opad, måske et knips. De er ikke til at sige, hvor og hvordan reaktionen udspiller sig. Ligesom en flagermus med ekkolod navigerer vi rundt i et rum med en ny og usynlig konstruktion. Det er altså lidt i blinde, vi starter vores rejse i Nistrups tempel, og ved at opholde os i længere tid i værket erkender vi på et helt kropsligt plan værket og lærer dets væsen at kende. Og kun ved at lytte og forholde os til værkets reaktioner kan en produktiv dialog etableres.

Aktiveringens klang
Ursula Nistrups værker kræver altid en form for aktivering, hvilket har gjort, at hun ofte allierer sig med performere og især musikere af den mere eksperimenterende skole til at indgå i både arbejdsprocessen og under selve udstillingen. Én af disse musikere er cellist, sanger og komponist m.m. Cæcilie Trier, der sammen med lydkunstner og kurator Tobias R. Kirstein har eksperimenteret med søjlernes klangunivers i løbet af processen i værkstedet sammen med Nistrup. Lydkunstneren Claus Haxholm var ligeledes indbudt til at ’aktivere værket’ under ferniseringen den 10. marts, og den 23. april er de to musikere Christian Windfeld og Anders Ørbæk indbudt til at improvisere i og med værket.

Klangsøjler byder sig til som et dragende redskab for en dybere nærværserkendelse, og disse kunstneriske ’aktiveringer’ er selvfølgelig en anelse ærefrygtindgydende (vi er ikke alle improvisationskunstnere!), men også blot en kilde til inspiration og forståelse af værkets skjulte og mulige eksistens, hvor det for en sjælden gangs skyld er vores sensibilitet, der overskrider det forklarlige.