Kultisk trommesang og hardcore idealisme

Der bliver rejst store spørgsmål om menneskets møde med den snarlige undergang i Iselin Forslund Toubro og Kim Richard Adler Mejdahls aktuelle – men nu nedlukkede – udstillinger på Overgaden, der fortjener offentlighedens blik og granskning. Begge udstillinger rammer kritisk ned i menneskets tilbøjelighed til enten at alliere sig i idealistiske, men verdensfjerne fællesskaber eller søge ind i troens dogmer og dommedagsscenarier.

Det er ikke sjovt for tiden, heller ikke at være kunsthal, der til trods for rummelige faciliteter og mulighed for ansvarlig kontrol af publikum (og som i øvrigt er vant til kustoder og restriktiv bevægelighed), må holde lukket for tiden.

Det er så slet ikke sjovt at være debuterende kunstner med sin første store soloudstilling ved en dansk kunsthal med en udstilling, der har været under udvikling i et år i et nyt og ambitiøst forløb med støtte, sparring og vejledning fra Overgadens kuratoriske hold. Sådan en model ligger bag INTRO, hvor disse to udstillinger er første runde i udviklingsprogrammet, der er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Af den årsag, virker det også des mere meningsfuldt at anmelde udstillingerne i denne tørketid, der nok går ud over publikum, men i særdeleshed kunstnerne. Jeg oplevede heldigvis begge udstillingerne, før de blev lukket ned.

Lad os starte i mørket, i vore rædslers kabinet, bål og brand, et lavahav, en opløst civilisation med en sol, der for længst er brændt ud. Kun ilden leder os ad de krogede stier, imens lydlandskabet rumler faretruende omkring os. Første rum i Mejdahls udstilling er et dommedags-scenarium, en form for Mordor-akvarium (Apocalypse Aquarium, Etude I.) med en højformat-video af slørhaler, der bobler ubekymret rundt i helvedes forgård, imens Mejdahl har døds-modificeret et klassisk stykke vand-musik (Aquarium (1886) af Camille Saint-Saëns). Så er vi igang!

Medlem i bandet

Liljegrotten er et sammensat totalværk med tre skildrende Etuder (videoinstallationer) og tre instrumenter, der tilsammen stykker en animeret apokalypse sammen – og vi er indbudt til at indtage rollen som medspiller. Eller det vil sige, at vi skal spille og synge med i kunstnerens kult-dødsband:

En bønneformet og bordtennisbold-drevet tromle-guitar (Psalm Machine), et trommesæt, hvor vi i en interaktiv videoanimation via trommestikker på triggerpads styrer en troldelignende, seksarmet og splitternøgen trommeslager med døds-gong, kranie, knogler, smæk i numse, pivedyr og dobbelt stortromme, selvfølgelig (Doomsdaydrummer), og så en mørklagt sangboks (Orallyn), hvor vores fraseringer kan generere lyn og ild på himmelhvælvet, hvis vi giver den gas nok.

Det er sgu hyl, må jeg erkende. Og man nyder at være med. Vi får dog ikke resultatet at høre og mærker desværre ikke akkumuleringen af optagelserne, man lige har bidraget til. Vi må vente til bidderne er stykket sammen i en forhåbentlig nær fremtid. Tough life.

En sang om kærlighed og modstand

Etude II, Hour of Moth er udstillingens centrale videoværk, der leverer en egentlig fortæller til de musikalske bedrifter og de morbidt morsomme animationer, hvor verden og religionens symboler går op i blod og røg. I den elleve minutter lange sekvens udfolder der sig en sårbar kærligheds-fortælling om det måske sidste menneske i den sidste time, der begærer lyset som en natsværmer. Mejdahl selv, der også jævnligt performer live som sit musikalske alias Kim Kim, ligger messiansk halvnøgen i skovbunden og skildrer med androgyn røst vores menneskelige søgen efter håb og omsorg i mørket.

Liljegrotten kan man godt tolke, som et gnækkende smæk i numsen til konspirationsteoriernes hang til ekstreme (og apokalyptiske) fortællinger og kultdyrkelser. Men om det er samfunds-tematikker omkring vores egen medskabende rolle i klimakrisens mørke scenarier, der står tilbage efter at have været i selskab med Kim Richard Adler Mejdahl i Liljegrotten, ved jeg nu ikke lige. Meningsfuld og kritisk eskapisme, der giver lyst til mere, var det i hvert fald!

Creepy idyl

Ovenpå er stemningen en helt anden. Nærmest idyllisk på sådan en bonderøvsk selvbygger-byhave-med-naturvin-og-hørbuks-måde. Iselin Forslund Toubro er, selvom man kan have svært ved at se det, ude i et lignende foretagende, som nedenunder. Det her er nemlig også kult og forsøg på at håndtere en snarlig undergang, men langt mere i tråd med tidens normer. Det gør også Et ridt mod det tomme nærmest creepy, hvis du spørger mig.

Samtidens kooperativer med biodynamiske byhaver med tilsat åndelighed, socialt og kulturelt kodeks og kulinariske eksperimenter ligger lige og vipper på grænsen til det ubehageligt frelste i forsøget på at udleve en mulig forening med naturen, og det er her Toubro (i tæt samarbejde med skuespilleren Rosalinde Mynster) sætter foden ned.

Tidstypisk biodynamik

En funktionel systue med ophængte tekstiler, hør og selvspundet uld efterfølges af en hel væg med skulpturelle elementer, abstrakte stof-legemer, afstøbte kropsdele, køkken-hardware, små rum til opbevaring og bolig brudt med et par tørresnore. Her i denne scenografi skulle performative indslag have udfoldet sig i hele udstillingens løb. Vi må tænke os til det…

Bag væggen udspiller hovedfortællingen sig. En trup og en dans om drømme introduceres sådan her: “En gruppe venner i byen har en pop-up restaurant, hvor de ikke bare fremelsker den tidstypiske biodynamiske kulinariske kultur, men samtidig dyrker et særligt sæt dogmatiske regler for deres sammentømrede fællesskab. De er uafhængige, idealistiske og frie, indtil noget udefrakommende banker på og sætter deres sociale dogmer på prøve.”

Karikatur af kollektivets idealer

Det er en form for absurd social karikatur, der udspiller sig, og tidens hippe idealer udstilles i en næsten ordløs, voldelig og musikalsk fortælling, hvor naturen og dens ressourcer legemliggøres ud i det ekstreme. Et særligt træk ved filmen er dens nærmest middelalderlige præg, hvor trubaduren har en gennemgående (og musikalsk) rolle, og hvor helt traditionelle fortællegreb anvendes i plottets forløb.

Vor protagonist (spillet af Rosalinde Mynster) sætter handlingen i skred efter et møde med en gammel sandsigende kvinde (Sarah Broberg), der frekventerer kollektivets pop-up restaurant. Men vor heltinde må, plaget af et godheds- og pleaser-gen, dernæst tåle alskens strabadser og absurde udfordringer, da gruppen forvises fra byen – ud i den natur de kultisk dyrker. Imens kollektivets gradvist presses af de nye, men helt naturlige vilkår, eskalerer de åbenlyst uduelige idealer til frustrationer og vold, først kærligt, men siden sadistisk og dødeligt.

Fra produktiv sameksistens til destruktiv tomhed

Mennesket er spændt helt ud i dette værk, hvor idealismen og den meningsfulde, kollektive søgen i samklang med naturen driver handlingen og karaktererne fra meningsfuld og produktiv sameksistens til destruktiv tomhed.

Pointen synes ikke blot at være idealernes faretruende tomme identitetspolitik, men også idealismens nære slægtskab til verdensfjern radikalisering i mødet med omverdenens modstand.

Om vi flygter ind i kultens grotte eller ind i kollektivet, ind i dommedags-æstetikken eller idealismens sociale kodeks, er med disse udstillinger et ridt mod det tomme, hvis vi ikke forstår og insisterer på vores egen medskabende rolle.

Tillykke med to meget gennemførte udstillinger, Iselin og Kim (nu hvor I heller ikke kunne afholde en ordentlig cramped og svedig fernisering). Lad os håbe flere når at få glæde af dem.