Kunsten at tage afsked
Hvad findes i spændet mellem rodløsheden og det fastlåste? Engang var kunstneren den, som skulle søge ud over det kendte for at se, om man kunne overleve dér.
Hvad findes i spændet mellem rodløsheden og det fastlåste? Engang var kunstneren den, som skulle søge ud over det kendte for at se, om man kunne overleve dér.
info
I onsdags var jeg til reception på det nye iPad spil Leaving af Thomas J. Papa. Spillet går ud på, at man kører ud til lufthavnen og siger farvel til nogen.
Man går først lidt desorienteret rundt for at finde ud af, hvad man så skal dér i lufthavnen. Men alt, hvad du skal, er at tjekke ind og så sige farvel til, hvad der måske er din egen familie.
Den eksistentielle afsked
Der er ingen forklaringer, ingen destination du skal rejse mod, det er blot denne tilstand af at tage af sted, at forlade. Af at befinde sig lettere desorienteret i en stor lufthavnsterminal uden at vide helt hvorfor.
Men stemningen af at tage afsked kender vi alle godt i en tid, hvor vi hellere bevæger os videre mod noget nyt, end at forblive i det samme. Stemningen af at være alene, selvom vi har nærtstående familie, den eksistentielle tomhed, kender vi fra både film og litteratur, men nu også i et spil, hvor du endda bliver instrueret i, hvordan du siger farvel:
Med to fingre, der kører ned af den tryksensitive skærm, udløses omfavnelsen mellem dit virtuelle jeg og det, som måske er dit barn??
Et fikseret liv
Samme dag i Politiken var en historie om det modsatte. En skizofren patient havde været bæltefikseret i 6 uger, mens han ventede på en ansøgning om at få en slags spændetrøje på. Og inden da, havde han på en anden institution været bæltefikseret i 5 måneder. Der stod at han var voldelig både overfor plejepassere og andre patienter, så derfor var bæltefiksering nødvendig.
Det er sjældent vi ser den slags i vores almindelige liv. For det meste skjules sindsyge på hospitaler i lukkede rum, hvor ingen skal høre på de skrig og råb om hjælp det almindeligvis ville afstedkomme især hvis du bliver tvangspassiviseret.
Engang blev forbrydere stillet til skue på offentlige pladser for at afskrække os fra at foretage noget ulovligt. Men i dag lever vi helst uden ubehaget så tæt på os.
Jeg ved ikke om nogen kan forestille sig hvordan det må være for hvem som helst at være fikseret bare én dag. Hvis vi gjorde dette i fængsler, så ville vi bryde menneskerettighederne. Og hvem ville ikke blive syg af på ubestemt tid at holdes fikseret over uger og måneder?
At forlade uden mål
Det er svært at være klog på, hvordan dette ellers skulle være løst, men Danmark er statistisk et af de lande der bruger bæltefiksering mest i Europa, så der må givetvis findes andre løsninger. Det er også svært at forestille sig at et menneske efter bare et par ugers fiksering, ligefrem kan virke truende på plejepersonalet, da muskelstyrken simpelthen forsvinder.
Der er mange måder at forlade på, eller at være ude af sig selv, at være hjemløs. Engang var kunstneren en som skulle søge ud over det kendte, ud i ødemarken, ud i det åbne mulighedsrum for at se om man kunne overleve der: beatdigternes roadtrips, 70’ernes syretrips og Valerie Solanas, som måtte trække på gaden for at overleve, opfattede sig selv som kunstner.
I den indre erfaring skrev Georg Bataille også om excesserne og deres mål for at nå en indre erfaring. Hele det mod som fulgte i kølvandet på samfundsændringerne er på en måde forsvundet. Vi forlader stadig, men vi har ikke noget (fælles) mål.
På mange måder handlede det om at forlade. Forlade det man kom fra for at blive til sig selv. Og vi rejser mere end nogensinde, vi har set flere steder end før, men langt de fleste steder ligner hinanden. Det er ikke kun de store lufthavnsterminaler, men butikker, indkøbscentre, restauranter indrettes, så vi ikke føler os fortabte. Engang rejste vi for at leve, men mon ikke vi i dag mest rejser for ikke at holde fast i det liv, som vi er bundet i?
Det ideologiske fald
Antallet af hjemløse stiger i verden. Den som vælger ikke at have nogle ejendele er fri. Men den, som bliver gjort hjemløs (eller statsløs) mod sin vilje, er fortabt, (og helst ville vi skjule vedkommende fra det offentlige rum). Og det kan virker lidt paradoksalt, men det er i altovervejende grad den hjem- eller statsløse, som er bundet til stedet.
Ligesom at vi, når vi er ‘ude af os selv’, ikke ved hvor vi er.
I de store opgangstider i 60’erne og 70’erne kæmpede socialdemokratiet for bedre vilkår for de svageste, men selvom vi har flere penge, flere ting end nogensinde før, så er de sociale ambitioner stagneret.
Vi har forstået at vi har brug for de svage, for at vi andre kan være stærke, ellers bliver vi alle svage. Sådan lyder det nye sprog, og der findes ikke et modsprog til denne retorik. Også kunsten har accepteret sin position, som et frikvarter i samfundets produktions-maskine. Kunstneren kan måske iscenesætte sig selv som ‘svag’, som en der kommer fra et andet sted, men der er ikke et andet sted. Der er kun ét system, én virkelighed, én kunstverden, én bunke penge, som vi alle kæmper om.
Nogle kalder det for det ideologiske fald. Vi har ingen utopier eller ideologier at styre efter, derfor bliver det pragmatikken, som styrer os. Eller; vi er blot i denne tilstand af rodløshed.
Og vores liv føles som et spil, vi spiller, og med to fingre på skærmen kan vi omfavne, eller ‘synes om’ en ven med et tryk på en knap.
Vi står blot i lufthavnsterminalen foran det endeløse rullebånd og venter på, at noget sker.
For alternativet er heller ikke til at holde ud: at vi er bæltefikseret til en tilværelse, som vi ikke vidste, at vi selv havde valgt.
Fakta
Fakta
Leaving af Thomas J. Papa i AppStore for iPads
Link til artikel i Politiken
Klummen er udtryk for skribentens holdninger og dagsorden.