Fotograf Mathias Svold arbejder i krydsfeltet mellem kunst og dokumentarisk fotografi, hvor landskabet bliver et billede på menneskets forhold til naturen. Sammen med Ulrik Hasemann og Christina Capetillo har han gennem en årrække undersøgt de steder, hvor det vilde og det kontrollerede mødes, og hvordan menneskelige spor former vores oplevelse af naturen. Under Art Matter Festival deltager Mathias Svold i udstillingen Jorden under vores fødder hos Fotografisk Center samt en artist talk om samtidens landskabsfotografi. Vi har talt med ham om melankolske landskaber, langsomme arbejdsprocesser og fotografiets evne til at få os til at se vores omgivelser på ny
Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?
Jeg arbejder med fotografi i langvarige projekter, ofte i biografen, i krydsfeltet mellem kunst og dokumentarisk fotografi. Sammen med min makker, Ulrik Hasemann, har jeg undersøgt menneskets forhold til naturen gennem en række projekter. Vi er optaget af landskaber, hvor det kontrollerede og det vilde mødes, og af hvad de siger om den måde, vi lever på.
Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?
Jeg håber ikke nødvendigvis, at beskueren får nogle klare svar, men at billederne kan åbne for spørgsmål og refleksioner om, hvad natur og landskaber betyder for os som mennesker.
Fotografi kan rette blikket mod det, vi ellers tager for givet. Når man i et billede isolerer et udsnit af landskabet, bliver sporene af menneskelig påvirkning tydeligere.
For mig handler det om, hvorvidt vi i et landskab, der i høj grad er formet af mennesker, har mistet noget af evnen til at opleve naturen som noget, der har værdi i sig selv. Ikke kun som ressource eller rekreativt rum.
Vi står ikke udenfor naturen, men er en del af den og med til at forme, hvordan den ser ud.
Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?
Jeg finder inspiration ved at være ude i virkeligheden. Tale med mennesker, gå ture, være til stede og bruge sanserne. Det er der, arbejdet begynder.
Derudover har jeg altid været draget af klassisk maleri. Jeg er glad for Hammershøis brug af lys og den dæmpede, melankolske stemning. For tiden dykker jeg ned i australske akvarelmalere fra slutningen af 1800-tallet, som J.J. Hilder, der skildrer landskaber med stor følsomhed og poesi.
Min arbejdsproces er langsom. Jeg er meget tit ude ved de steder, jeg interesserer mig for. Jeg arbejder med analoge mellemformatskameraer og vender tilbage til de samme steder igen og igen i forskellige årstider og lys.
Hvad synes du om kunstmiljøet? - Og er der en udstilling, du ser frem til at se?
Jeg er lidt en outsider og kommer med en anden baggrund, så jeg kender ikke kunstmiljøet så indgående. Men jeg oplever, at der er mange spændende initiativer og dygtige kunstnere med noget på hjerte.
Jeg ser mest frem til at tage rundt og opleve kunst uden for mange forudindtagede forventninger. Bare møde kunsten med et åbent sind. Det er ofte der, de største oplevelser ligger.
