Livets og papirets grænser

Det handler om forfald og død i Peter Callesens stærkt imponerende papirværker. Spørgsmålet er, i hvor høj grad de som samtidskunst betragtet bidrager med andet end velkendte, virtuost udførte symboler.

Der er en ren og ubetinget wow-effekt over Peter Callesens værker. Den virtuose måde, han i billeder, relieffer og skulpturer får papiret til at leve og bogstaveligt talt folde sig ud.

Som når udskæringen af et træ i The Fall omdannes til et skelet. Eller når smukke og sirlige blomster, stængler og blade myldrer frem med de fineste detaljer – alt sammen skåret ud af papir.

Så må alle sige wow, og det gør vi også, og vi kigger efter, hvordan det er lavet og tænker over, hvor lang tid det må have taget ham og skammer os over de ubehjælpsomme papirklip, vi laver med vores børn. Peter Callesen er en papirets mester og skam få den, der tænker ilde herom.

Men der er en indbygget fare i denne wow-effekt, og det er, at den overdøver det kunstneriske projekt, der rækker langt videre end “se, hvad jeg kan med papir”. Effekten kan dække over en kraftfuld kunstnerisk idé, eller den kan dække over nogle banale greb. Så lad mig fra nu af sætte parentes om det teknisk virtuose og fokusere på form, materiale og indhold i stedet.

Klassisk eller kliché
Øregaard Museums udstilling er i to etager med hver sit fokus. Underetagen bærer præg af, at udstillingen er lavet i samarbejde med Faaborg Museum, idet denne del af udstillingen består af værker, der går i direkte dialog med tre fynske kunstnere – nemlig Anna Syberg, Johannes Larsen og Kai Nielsen.

Callesen tager et ret direkte afsæt i de gamle kunstneres motiver og tilsætter dem et twist, som når Sybergs blomstrende æblegren i Callesens remake mister blomsterne, der falder ned og bliver til bier. Eller æblerne, der falder ud af et andet billede og ligger som skrog i bunden af rammen.

Det er pudsigt og sjovt, og det er en måde at få visnen og død og erotik ind i de lidt ferske malerier. Men det er også meget klassisk, på grænsen til klichéen, som måske er tydeligst med Johannes Larsens døde due. Traditionelt er duen et symbol på Helligånden, og efter Picassos fredsdue har duen næsten mistet sin kunstneriske mulighed som andet end et fredssymbol. Det lykkes ikke rigtig for Callesen at give duen nyt liv trods det fine greb at lade den flyve op og miste nogle fjer på gulvet.

Den skrøbelige lethed
I tilfældet Kai Nielsen er det primært materialet, der ændrer sig i Callesens version af skulpturen Marmorpigen. Her bliver den samme figur bygget op 1:1 med papirlapper. På det formelle plan går Callesen her imod sit fremherskende princip om at danne alle figurerne ud af ét ark papir og gør det modsatte: Bygger figuren op af adskillige ark tyndt japansk papir og ændrer titlen til Noter til en pige med henvisning til notesblokken.

Fra figuren strømmer løse papirlapper ud på gulvet og pigekroppen er gennemlyst af det naturlige dagslys fra Øregaard Park, hvor der står tre andre Kai Nielsen-skulpturer. Genskabelsen i papir bidrager med skrøbelighed, gennemsigtighed og lethed, men det føles alligevel ikke som helt nok for at gøre den traditionelle figur vital.

Et mere radikalt, og også mere vellykket, greb foretager han med Nielsens beslægtede Granittøsen. Her bruger han sort papir, helt atypisk for Callesen, og har ladet skulpturen knuses i mindre, ruinøse stykker. Det ser faktisk ud som om, den er lavet af noget helt andet; som om, der ligger efterladenskaberne af en knust statue.

Men det er de frie værker ovenpå, der for alvor brænder igennem. Her er den retrospektive udstillings tema – forfaldet, døden, opstandelsen – i højsædet. Rummet med fem flænsede skjorter er det bedste på udstillingen. De fem hængende papirskjorter har kunstneren selv båret på sin krop og ‘ødelagt’ på hver sin måde.

Én af dem er blevet en slags bolig med døre og vinduer; én opløses i sommerfugle, der flyver ud fra den og kaster en skygge på væggen. Og én er fuld af skrift, kunstnerens håndskrift, der skriver gådefulde ting, nogle af dem digte, som er svære at læse og nok mest giver mening for ham selv. Skjorten er samtidig flænset på en lidt uhyggelig måde – som hud, der har fået pisk, som en alternativ bodsskjorte.

Det forgængelige & forfængelige
I det næste rum er endnu et hovedværk, hvor en gigantisk, meget udtryksfuld skikkelse hæver sig op fra et papirplateau, hvor en masse menneskeskikkelser er klippet ud. Det viser sig ved nærmere eftersyn, at den store skikkelse er opbygget af de små udklip. Og når man kigger på titlen, viser den sig at hedde Usynlig Gud. Om pointen hos den erklæret religiøse Callesen er, at Gud er skabt af mennesker, som den her bogstaveligt talt er, idet den udgøres af menneskene som materiale, kan man tvivle på, men det er en uundgåelig tolkning. I vindueskarmen i samme rum ligger der to døde hvepse, som ikke er en del af udstillingen, men som tilfældigvis passer umådeligt godt ind i temaet.

Vi befinder os i et religiøst rum hos Callesen, og nu, hvor påsken nærmer sig, er det svært ikke at koble udstillingens tema til påsken. Ikke kun fordi påsken handler om død og opstandelse, men også fordi påsken er papirklippenes tid.

Callesens gækkebreve er dog ikke hyggelige gåder, men tredimensionale vanitasmotiver – altså skildringer af dobbeltheden mellem forfængelighed og forgængelighed i traditionen fra barokken, der minder os om forrådnelsen, forfaldet og døden. Han tager lidt populært anskuet gækkebrevet til et helt andet og eksistentielt niveau.

Men måske ligger der også en svaghed i den meget klassiske symbolverden, der trækkes på. Duer, blomster, engle, skeletter. Jeg savner en mere frisk symbolik, når nu det skal være, og det kan også gøres inden for en kristen ramme, som Simon Grotrian viser i sine digte. Hvor er samtiden henne? Hvor er iPhones, plastikkirurgi og klimaproblemer? Der er rigeligt med vanitas i nutidens hverdagsliv.

Man kan kun beundre Callesens papirteknikker. De er stærkt fascinerende, men det er sjældent, at værkernes motiver vrister sig fra af det alt for velkendte.