Fra kosmiske kræfter og klimaforandringer til politiske budskaber og helt ind i sorgens anatomi - lydkunsten er her for at blive hørt. Lydkunst er en disciplin, der går langt ud over de traditionelle grænser for musik og lyd. Det er en kunstform, der udforsker lydens iboende evne til at formidle følelser, ideologier og fysiske fænomener.
Fra øst til vest præsenterer kunstnere i øjeblikket en række spændende udstillinger, hvor lyd spiller en central rolle i kunsten, og hvor lytteren opfordres til at engagere sig i en ny form for sanselig erkendelse. Her ser vi nærmere på fire fremtrædende lydkunstværker, der undersøger alt fra kosmisk stråling til socio-politiske strukturer og klodens klimaforandringer.
I udstillingen Myriader af Christian Skjødt Hasselstrøm er vi vidne til et unikt samspil mellem kosmisk stråling og menneskelig perception. Værket finder sted i den gamle vandbeholder under Ole Rømer-observatoriet i Aarhus, hvor Hasselstrøm har skabt et "omvendt observatorium". Mens observatoriet traditionelt retter blikket mod himmelrummet, peger denne udstilling ind i menneskekroppen og dens relation til usynlige kræfter fra rummet.
I det underjordiske rum hænger tre gigantiske metalrør fra loftet, hvor de afgiver en tung, klikkende lyd, der forstærkes af det lange efterklang i rummet. Sammen med lysglimt fra en stroboskoplignende blitz skaber værket en intens atmosfære, hvor sanserne konstant udfordres. Værket er skabt i samarbejde med forskere fra Niels Bohr Instituttet og bruger en partikeldetektor, der fanger kosmisk stråling og omsætter den til lyd og lys i realtid. Det, der normalt er usynligt og uforståeligt for os, bliver her gjort konkret, og Hasselstrøms værk understreger, hvordan vi konstant påvirkes af universets kræfter, selvom vi ikke mærker dem direkte.
På Ladder Space på Halmtorvet, i København, udstiller Morten Poulsen Resistance Loudness Echo der tager lydkunsten i en anden retning ved at udforske lytning som en aktiv, transformativ handling. Gennem værker, der inkluderer eksperimenterende punkmusik og lydinstallationer, undersøger Poulsen, hvordan vi som lyttere indgår i socio-politiske strukturer, og hvordan lyd kan fungere som en protestform mod etablerede systemer.
Poulsen ser lytning som en fysisk handling, der kan vække os til handling, til at tage del i sociale oprør og modstand. I samarbejde med punkbandet Utæt og den UK/DK-baserede trompetist Ben Rodney præsenteres værker, der destabiliserer lytterens opfattelse af både musik og samfund. Her bliver lyd et redskab til at udfordre magtstrukturer og åbne for nye måder at forstå og reagere på vores omgivelser. Ved åbningen, den 4 oktober, vil der være en live performance med trompetist Ben Rodney.
I den sydligste spids af Thyholm, nær Oddesunbroen med udsigt til havet ligger to bunkere fra 2. verdenskrig. Bunkerne er omdannet til kunsthallen Regelbau 411 og udstiller lige nu Mare Incognitum.
I udstillingen præsenteres lyd som en del af en større undersøgelse af klimaforandringer og menneskets indflydelse på naturen. Udstillingen finder sted i en bunker, hvor seks værker indbyrdes forbundet udforsker menneskets manipulation af naturens kræfter. Værkets roterende kamera har linsen rettet mod Nordpolen, og viser det urolige barentshav der også lægger navn til udstillingen. Barentshavet er præget klimaforandringer og tiltagende olieudvinding og linsens fokus mod horisontlinje er med til at skabe en metafor for tidens cirkulære, rytmiske bevægelser i kontrast til menneskets lineære fremskridtstanker.
I Start Again the Lament udforsker kunstneren Taryn Simon sorgens anatomi gennem en omfattende lydinstallation, der præsenteres i Cisternernes dunkle omgivelser, nær Søndermarken på Frederiksberg. Simon dykker ned i, hvordan vi som individer og samfund håndterer sorg, og hvem vi overlader til at lede os igennem den. Værket benytter lyd som en meditativ kraft, der guider lytteren gennem en rejse af emotionel bearbejdning.
I Start Again the Lament, bruger kunstneren Cisternerne som et instrument, og sender professionelle sørgendes klagesange ud til publikum med et 17 sekunders efterklang. Cisternernes mørke rum tvinger den genlydende recitation af tab mod væggen og tilbage til det bevægende publikum, der gennem installationen konfronteres med en kollektiv oplevelse af tab og et kontinuerligt nærvær og fravær af lys.