Månedens Kunstner: Louise Hindsgavl

Louise har et begreb for netop denne form for ‘mundlamhed’ – hun kalder det, at man må påkalde sig glaneret. Så jeg bruger lidt tid på at glane, mens hun flytter rundt på gipsforme og laver en kop kaffe.

I atelieret står der to ovne. På den ene er der påskrevet navnet 'Aphroditte', hvilket hun forklarer med, at når man er grå, firkantet og vejer 500 kilo, så skal der være noget smukt i ens liv. Den anden ovn, der er lidt mindre, har hendes søn navngivet da han var ti, så den hedder selvfølgelig ’Fireface’. En duo af det smukke og det mere brutale – faktisk en udmærket allegori for hendes kunstværker.

Først troede Louise Hindsgavl, at hun skulle være zoolog, men hun var nervøs for, at hun ville ende med at ligge og tælle ræve om natten. Så tænkte hun, at det måtte være kemiingeniør, hun skulle være og til sidst kirurg. Hun blev ingen af de ting. Og dog! I sit arbejde som skulptør, er hendes primære værktøj skalpellen, ligesom kirurgen. Hendes forståelse for anatomi og især hendes arbejde med dyreskikkelser trækker på zoologens praksis. Kemiingeniøren dukker op, når hun skal glasere sine værker. Så på en finurlig måde, lever hun sine barndomsambitioner til fulde.

Louise Hindsgavl har altid interesseret sig for, hvordan man gør ting og hvordan materialer fungerer. Derfor var det oplagt for hende, at søge ind på Designskolen Kolding, der dengang hed Kunsthåndværkskolen. Hun kommer ind i første forsøg, og går på skolen fra 1994-1999. Det er ikke den slagne vej for en billedkunstner, men videnskabspersonen i hende var interesseret i at kende grundlaget for den slags materialer, som hun gerne ville arbejde med.

Da hun gik ud af skolen, tjente hun penge på at sælge kopper, og det gik overraskende godt, men det rørte ikke noget indeni hende.

Det var da hun stoppede med det, at hun fik øjnene op for porcelænet. De klassiske fine, hvide porcelænsfigurer, som ikke rigtig sagde noget, blev et medium for Louise Hindsgavl, hvorigennem hun kunne sige noget om at være menneske. Porcelænsfigurerne var glittede, og hun ville bruge dem til at sige noget, der var det modsatte – beskidt og uciviliseret.

Der er særligt ét værk, der står frem, når Louise Hindsgavl tænker på, hvad porcelænet gjorde for hendes kunst. Det er et værk, der skulle fjerne alle forventningerne til det at være en køn, blond pige, og når disse forventninger var fjernet, så kunne hun rigtig arbejde med porcelænet. Og det er da også en noget atypisk porcelænsfigur, som hun laver i 2004 - nemlig værket Holiday, der viser en uskyldsren enhjørning, der bliver bedækket af en hund med mennesketøj på.

Lige før finanskrisen går Louise Hindsgavl og tænker meget over, at der kun blev talt om penge og pensionsopsparinger. Den velstand, der var i samfundet, fik ikke noget smukt frem i folk. Det kunne porcelænet bruges til at sige noget om. Porcelænsfigurerne stammer nemlig fra rokokotiden, hvor de var konversationsstykker på det store middagsbord. Jo større den figur, der var placeret foran ens plads, var, jo mere status besad man.

I 2006 laver Hindsgavl en udstilling på Designmuseum Danmark, hvor hun dækker et spisebord med genstande fra samlingen, og placerer overdimensionerede skulpturer midt på bordet, der blokerer for udsynet. Værket handlede om alt det, som man ikke får sagt til hinanden i et parforhold. Det var en måde at sørge for, at man ikke kunne have en samtale, uden først at have talt om skulpturerne (læs: problemerne). Det var vigtigt for hende at sige noget. At pege på vigtige emner i samtiden og samfundet – den drivkraft følger hende gennem hele hendes karriere.

Når man dykker ned i Louise Hindsgavls værker, kan man ikke undgå at lægge mærke til, at der er en vis dysterhed, der går igen. I hendes skulpturer bliver alle tabuer udfoldet; figurerne begår vold, utugt, overgreb og er i krig med deres egne skrøbelige porcelænskroppe. Hun vil vise mennesket som det er, ikke som vi ønsker os, at vi kunne være.

Hun har gransket grunden til, at hun beskæftiger sig så meget med det dystre og spurgt sig selv: laver jeg det her, fordi jeg er virkelig sort indeni, eller bliver jeg sort indeni, fordi jeg laver det her? Men måske er det blot en evne til at give form til det ubehagelige, det, som mange af os helst vil overse. Den evne er det tydeligt, at hun bærer med en enorm ansvarsfølelse.

I perioder har hun arbejdet meget med det mørke, sviget og angsten. I en anden periode var det det frække, der fyldte mest. Det er et stort emne - det hele og komplekse menneske - men det er det, som kunstneren altid har ønsket at portrættere.

Det er især det skamfulde, som hun gerne vil vise frem, og på den måde fratage dets magt over os mennesker. Og at gøre dette med porcelæn, der, historisk set, ikke rigtig har trådt nogen over tæerne, eller rykket ved noget, er nok Hindsgavls mest bemærkelsesværdige greb.

Louise Hindsgavls motivverden er fyldt med hybridvæsener. Det er faktisk sjældent at møde noget, som beskueren decideret kan afkode som et “almindeligt menneske”.

Det mytologiske er et trick for skulptøren, et greb, som hun kan bruge til at sikre, at hendes budskab bliver forstået. Det distancerer beskueren en smule fra det de ser; hvis vi blev præsenteret for menneskefigurer, der voldtog, slog ihjel og knaldede, ville vi måske afvise det, før vi overhovedet forstod, hvad værket ville sige os.

Der bliver virkelig kræset om historiefortællingen i Hindsgavls værker. Serien Finding Comfort in Confined Spaces blev udstillet på udstillingen Overtryk på Trapholt i 2016 og drejede sig om skrækscenarier. Her bruger kunstneren et meget specifikt greb, nemlig de mange kasser, som hendes skulpturer bliver sat ind i - en metode, der også vidner om hendes fascination for tegneseriemediet og dets frames. Sådan kan hun nemlig zoome ind på præcis den handling, som hun gerne vil vise, og værkerne står dermed utroligt tydeligt frem i deres udsagn.

I løbet af de seneste år, er der åbnet et nyt kapitel i Louise Hindsgavls udstillingsproduktion; hun har fået flere og flere opgaver, hvor hun arbejder med det stedsspecifikke.

Indtil 18. maj 2025, kan man opleve Louise Hindsgavl på Ribe Kunstmuseum med udstillingen Genskabt. Kunstneren er selv vokset op i Ribe, og derfor har denne udstilling været anderledes at lave.

Hun beskriver det som om, at hendes tid bliver splittet i 3, når hun starter på at lave en ny udstilling. Først kommer en periode med blank, skrigende panik, så kommer konceptet, og så kommer selve arbejdet. Fordi denne udstilling skulle vises i hendes hjemby, var panikperioden meget længere end normalt.

Udstillingen tager udgangspunkt i Kunstmuseets historie, som i sin tid blev bygget af Ribes rigeste familie: Giørtz-familien. Louise Hindsgavl beskæftiger sig i udstillingen med at portrættere den velhavende familie og familiære personer. Hindsgavl har brugt tid på at sætte sig ind i (og opdigte) historier om familien, og det har udmundet sig i nogle psykologiske stentøjs-portrætter, der er portrætter af følelser mere end af deciderede personer.

Portrættet af fotografen Jacob A. Riis er for eksempel et portræt af hans forelskelse. Det er den, som Louise Hindsgavl har afkodet som værende hele hans drivkraft. Værket hedder Portræt af en vedholdende forelskelse og viser netop forelskelsen igennem kvindelige former, der smelter sammen og virker altopslugende. Det er abstrakt, men det er også genkendeligt.

Louise Hindsgavl elsker det surrealistiske, og det er især tydeligt at se i hendes store værker i stentøj, der materialemæssigt kan være mere ekspressive, end porcelænet kan.

At fungere som historiker i forbindelse med skabelsen af en udstilling, var dog ikke nyt for Hindsgavl. Hun gjorde det samme i 2023 med udstillingen De Udvalgte på Holmegaard Værk. Her besøgte hun seks sydsjællandske godser for at møde ejerne og hente inspiration i deres fortællinger. Hun forklarer, hvordan det er en meget anderledes proces at arbejde med konkrete steder. I mange kunstneriske processer skal du selv bygge den mur, som du skal spille bold opad. Her er muren bygget i forvejen, så kunsten er i stedet at skabe en relevans, der binder det historiske sammen med os i dag.

Allerede til maj, vil man kunne opleve endnu en stedsspecifik udstilling fra Louise Hindsgavl - nemlig på Slottet i Celle, hvor hun sammen med andre kunstnere skal portrættere Struensees dronning Caroline Matilde.