Olivia Rode Hvass er optaget af at stille spørgsmål til kulturelle normer begrænsende strukturer og kategoriseringer og etablerer i sine værker en form for alternative virkeligheder – ikke mindst i kraft af en kreativ omformning af gamle myter, overnaturlige fænomener og folklore i skøn blanding med samtidige populærkulturelle fænomener.
Da jeg træder ind i Olivia Rode Hvass’ lille atelier i Nordvest–kvarteret i København, der vel næppe er mere end 6–7 kvadratmeter, fornemmer jeg straks, at jeg er ankommet til et slags komprimeret laboratorium. De tegnede skitser hænger tæt på væggene, og små skulpturer, væveprøver, eksperimenter med betonafstøbninger blander sig med fundne ting og sager.
“Større værker laver jeg andre steder, men det er godt at have et sted at tænke”, siger Olivia og byder på en flaske vand.
Olivia Rode Hvass. Foto: Claus Hvass
Det er en kunstner med fart på lige nu, som jeg besøger her i Nordvest. Senere i dag skal hun deltage i en talk på Nivaagaards Malerisamling, i slutningen af marts er hun med på udstillinger på Koldinghus og Urger House, og så har hun lige opstillet et større udendørs værk på den nyåbnede udstilling Et stjernehus uden sol arrangeret af Museet for Samtidskunst på den nedlagte del af Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.
Om Olivia Rode Hvass
Olivia Rode Hvass (født 1995) har en BFA fra Det Jyske Kunstakademi (2021) og en masterclass i digital TC2 vævning hos den hollandske professor Corrie van Eijk-Dokter. Rode Hvass har udstillet på danske såvel som internationale platforme, kunstnerdrevne steder og institutioner, som feks: Tranen, Rønnebæksholm, Kunstmuseum Brandts, Kunsthal Aarhus i Danmark og internationalt på 00.00 Seoul(SK), Le Bicolore – Maison du Danemark(FR), Capsules/Luxembourg Art Week (LX), SLUG(DE) og Kunsthalle Trier(DE). De har modtaget det to-årige karriere og mentorprogram DUKE 2026-2027, og findes i samlinger ved Kunstmuseum Brandts, Sorø Kunstmuseum, Ny Carlsberg Foundation og Skovgaard Museet.
En Puppe til dem, der gemmer sig i mørket
Værket i Roskilde, som bærer titlen She listens but she can’t speak, er dedikeret til Olivias gode ven og kollega Alex‑Alice Topsøe Jensen og træder frem som en skulpturelt formet puppe, der hænger inde i et flydende sivhus på en sø foran hospitalet:
Værket i Roskilde, som bærer titlen She listens but she can’t speak, er dedikeret til Olivias gode ven og kollega Alex‑Alice Topsøe Jensen og træder frem som en skulpturelt formet puppe, der hænger inde i et flydende sivhus på en sø foran hospitalet:
“Udstillingen handler om at give et sprog for lidelse og om kunstens evne til at bearbejde svære følelser, oplevelser eller situationer. Jeg har i lang tid gerne ville lave et værk til min gode ven, som har været meget syg, været indlagt i psykiatrien og i perioder ikke har kunnet tale.”
Hun fortæller, at hun en dag besøgte Alex og tegnede en puppe til hende, som hun kunne gemme sig i, indtil hun fik det bedre. Ud af tegningen opstod idéen til værket, som netop fremstår som et shelter til alle dem, der gemmer sig i mørket lige nu.
“Det, der med et sprog for lidelse, blev på en måde ret tydeligt i den situation. Det er sådanne billeder og symboler, man ofte bruger, når det er svært at finde ord.”
Olivia Rode Hvass: She listens but she can’t speak på udstillingen Et stjernehus uden sol, Museet for samtidskunst. Foto: David Stjernholm
Puppen i sivhuset. Olivia Rode Hvass: She listens but she can’t speak, 2026. Foto: David Stjernholm
”Det er ikke, fordi jeg tænker, at man skal blive en sommerfugl af at være inde i puppen, men mere for at sige, at der faktisk sker noget derinde. At isolationen også rummer mulighed for transformation. Hvis man er meget syg, er der mange overvejelser over hvornår man skal træde ud af puppen, og hvornår man skal skærme og passe på sig selv.”
Jeg tror, det er vigtigt at tale om alt det svære. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det kan være enormt skamfuldt for eksempel at have depression.
Olivia Rode Hvass
At give sprog til svære og sårbare tilstande er noget af det, der interesserer kunstneren.
“Personligt kommer jeg selv fra en – på forskellige måder – svær baggrund og er i perioder i kontakt med psykiatrien. Jeg tror, det er vigtigt at tale om alt det svære. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det kan være enormt skamfuldt for eksempel at have depression, selvom det er noget, hver femte dansker oplever i løbet af livet”.
Hø og andre ting og sager
Olivia Rode Hvass er i sin praksis i høj grad optaget af at stille spørgsmål til kulturelle normer, begrænsende strukturer og kategoriseringer og etablerer i sine værker en form for alternative virkeligheder – ikke mindst i kraft af en kreativ omformning af gamle myter, overnaturlige fænomener og folklore i skøn blanding med samtidige populærkulturelle fænomener.
Olivia Rode Hvass er i sin praksis i høj grad optaget af at stille spørgsmål til kulturelle normer, begrænsende strukturer og kategoriseringer og etablerer i sine værker en form for alternative virkeligheder – ikke mindst i kraft af en kreativ omformning af gamle myter, overnaturlige fænomener og folklore i skøn blanding med samtidige populærkulturelle fænomener.
Det manifesteres igennem stærkt sanselige rumlige installationer, som kan være orkestreret med bunker af hø, siv, visne solsikker med hængende hoveder, tørrede tidsler og sand. Et gammelt vaskebræt, græskar, svedne træstykker eller en gummihandske kan træde frem, og pludselig kan du opdage et forbløffet ansigt skåret ud i træ placeret på et par udtrådte løbesko, en lille ‘sprællehest’ eller eller en cigaretrygende maske nede i hjørnet. Andre steder er der knuste hjerter syet sammen som puder i groft lærred eller et fugleskræmsel med en gammel sweater, bygget op omkring nogle gardinstænger.
Installationen Hate the Game på udstillingen Jeg finder selv ud, 2022 på Kunsthal NORD i Aalborg. Foto Jesper Olsen
Detalje fra installationen Hate the Game. Foto Jesper Olsen
“Jeg er optaget af objekter, materialer og fremstillingsteknikker, og noget af det spændende for mig er, at der ligger så mange historier indlejret i dem. De kommer alle et sted fra og rummer en slags hukommelse, der peger tilbage på steder, traditioner eller produktionsformer”.
“Jeg kan godt lide at gå ind i materialernes karakteristika, men også at undersøge deres relationer. Der er en kæmpe forskel på, om de er placeret nedenunder eller ovenpå hinanden i forhold til hvem, der har agens eller magten i det materielle samspil”
Der er en helt særlig æstetisk sensibilitet i Olivia Rode Hvass’ omgang – ikke alene med materialerne – men også med de rum, værkerne udspiller sig i. Det betyder noget, hvordan værkerne forholder sig til de forskellige rum, hun udstiller i, både i forhold til værkernes historie, materialerne og rummets energi. Hun vil ofte helst installere selv, gør brug af sin intuition og er altid opmærksom på, at totalinstallationerne sanses af kroppen.
“Det er næsten lidt esoterisk”, siger hun og fortsætter: “Det er noget, man bliver nødt til at finde frem til med sin krop og dens sprog”.
Digital vævning
I en årrække har arbejdet med vævede billedtæpper været en central del af Olivias praksis. Efter endt bacheloruddannelse fra Det Jyske Kunstakademi tog hun en masterclass i digital TC2 vævning hos den hollandske professor Corrie van Eijk-Dokter.
I en årrække har arbejdet med vævede billedtæpper været en central del af Olivias praksis. Efter endt bacheloruddannelse fra Det Jyske Kunstakademi tog hun en masterclass i digital TC2 vævning hos den hollandske professor Corrie van Eijk-Dokter.
Når man bruger en digital væv, opretter man koder, som fortæller væven, hvornår den skal løfte og sænke trådene. På den måde behøver man ikke at have det store, ofte ret uoverskuelige, overblik over alle trådene samtidig med, at man kan være fuldstændig akkurat og præcis.
“Man kan vælge at hæve en enkelt lille bitte gul prik, lave mønstre, der ligner skimmelsvamp, og blande farverne på måder, der er meget svære med analoge teknikker”, fortæller Olivia.
“Vævning er en spændende tradition at kigge på, fordi det er noget, som alle sociale klasser på en eller anden måde i løbet af historien har haft berøring med. Alle har skullet have et viskestykke eller have tøj på. Alle ved, hvordan tekstil føles mod huden. Så det er ikke længere kun et billede, man ser på, men noget man kan mærke med kroppen.”
Hulkortvævene er grundlaget for den teknologi, der er overalt i dag. Det er ret vildt.
Olivia Rode Hvass
”Derudover er det en vigtig del af produktions- og teknologihistorien. Hulkortvævene er udgangspunktet for at hulkort-computeren blev opfundet. Det er grundlaget for den teknologi, der er overalt i dag. Det er ret vildt”.
“Og så har der, så længe der har været ulighed i samfundet, altid været en producerende klasse og en konsumerende klasse – i dag er det sweatshops, der laver jeans, dengang var det anonyme vævere, der producerede gobeliner af adelens heltefortællinger”.
Træsko som supervåben
De første vævede billeder Olivia skabte, og som hun præsenterede i udstillingen BURN THE WORLD i det københavnske udstillingssted Archway Nightlands Connector - Jennifee See-Alternate (2021), kredsede tematisk om vævernes oprør i Lyon i slutningen af det 19. århundrede. Væverne kastede i protest deres træsko i de nyopfundne industrielle væve for at sabotere de maskiner, der gjorde dem arbejdsløse og fratog dem deres levebrød.
De første vævede billeder Olivia skabte, og som hun præsenterede i udstillingen BURN THE WORLD i det københavnske udstillingssted Archway Nightlands Connector - Jennifee See-Alternate (2021), kredsede tematisk om vævernes oprør i Lyon i slutningen af det 19. århundrede. Væverne kastede i protest deres træsko i de nyopfundne industrielle væve for at sabotere de maskiner, der gjorde dem arbejdsløse og fratog dem deres levebrød.
”’Sabot’ på fransk betyder træsko, og vævernes træsko‑kastende handling skulle efter sigende være fødslen af begrebet sabotage”, fortæller hun begejstret.
Protest og oprør er da også et andet tydeligt spor i kunstnerens praksis, ligesom der som regel også er tilsat en god portion humor. Træskoene i denne serie kan eksempelvis have hugtænder eller fremstå som et supervåben!
View fra udstillingen Vævede Mesterværker på Koldinghus, 2026. Foto: Maria Tuxen Hedegaard
En af Olivia Rode Hvass' vævede billedtæpper præsenteret under Luxembourg Art Week i 2025 i installationen HUNT(ED). Foto: Patty Neu
Hesten, som hovedperson
Siden har Olivia Rode Hvass i en række vævede værker og udstillinger taget afsæt i den berømte middelalderlige gobelincyklus La Chasse à la licorne (Enhjørningejagten) (1495-1505), hvor jægerne jager og til sidst fanger den eksotiske Enhjørning.
Siden har Olivia Rode Hvass i en række vævede værker og udstillinger taget afsæt i den berømte middelalderlige gobelincyklus La Chasse à la licorne (Enhjørningejagten) (1495-1505), hvor jægerne jager og til sidst fanger den eksotiske Enhjørning.
Olivia genbesøger enhjørningefangsten med et kritisk blik for den magtudøvelse, kategorisering og kontrol af det, der forekommer anderledes, der ligger i de gamle gobeliner. I serien My Heart Breaks Every Day… …Until I Run Away (2022) vender hun perspektivet om, så det er hesten (nu uden horn), der agerer som hovedperson, og serien viser i en række sekvenser – næsten som en tegneserie – hvordan hestene bryder lænkerne og flygter ud i friheden.
“La Chasse à la licorne er sådan helt overdådige og smukke, men samtidig er de også magtfortællinger. En hædring af det erobrende menneske – en fortælling med kapringen og kolonialismen som ideal. Mennesket, som vil eje alt det såkaldte ’eksotiske’: den smukke blomst, det varme land, kvinden og her: det sjældne dyr”.
Jeg synes, det er spændende at se kritisk på, hvilken opdragelse der historisk ligger i kunsten og billedtraditionerne.
Olivia Rode Hvass
“Der er selvfølgelig nuancer i det, men jeg mener, at der er budskaber i billedhistorien, som vi ser mange konsekvenser af i dag. Jeg synes, det er spændende at se kritisk på, hvilken opdragelse der historisk ligger i kunsten og billedtraditionerne.”
“Det er spændende at lave nogle billeder, der kan danne modvægt bare ved at ændre, hvem der er subjektet. Hvem det er, vi følger i historien. Og slutningen – det lykkelige er frigørelsen, ikke kapringen”!
Ponyernes tårer former landskabet
Den lykkelige slutning med de løsslupne ponyer forskydes i kunstnerens videre arbejde med nyfortolkningen af de middelalderlige gobeliner i installationen Memory Drip (2024) på Rønnebæksholm. Her optræder vævede billeder med grædende ponyer, hvor tårerne former floder og søer i nye landskaber. En stald – ponyernes hjem? – står i flammer. Her er der behov for at tale om jagtens egentlige konsekvenser og alt det svære i historiens budskaber.
Den lykkelige slutning med de løsslupne ponyer forskydes i kunstnerens videre arbejde med nyfortolkningen af de middelalderlige gobeliner i installationen Memory Drip (2024) på Rønnebæksholm. Her optræder vævede billeder med grædende ponyer, hvor tårerne former floder og søer i nye landskaber. En stald – ponyernes hjem? – står i flammer. Her er der behov for at tale om jagtens egentlige konsekvenser og alt det svære i historiens budskaber.
Fra udstillingen Memory Drip, 2024 på Rønnebæksholm. Foto: Malle Madsen
Fra udstillingen Memory Drip, 2024 på Rønnebæksholm. Foto: Malle Madsen
Det har i flere år føltes som en form for verdenskollaps.
Olivia Rode Hvass
”Selvom det ikke er det værkerne handler om, faldt tidspunktet for udviklingen af værket Memory Drip sammen med den drastiske udvikling af folkemordet i Palæstina, og det føltes nærmest umuligt for mig at lave noget, der skulle være sjovt og utopisk. Det føles vigtigt at forholde sig til voldens betydninger og dens konsekvenser”.
“Det har i flere år føltes som en form for verdenskollaps. Det er jo stadig i gang, og jeg prøver ikke at sige, at det er noget, min praksis direkte handler om. Men det er jo bare sådan, at verden skal og må komme ind under huden”.
I værkserien Memory Drip er landskaberne ikke længere frodige skovlandskaber, som i La Chasse à la licorne, men mørke og nordiske. Der er skydegale fugleskræmsler med smiley-ansigter. De går gennem skoven med fakler, som var de på heksejagt, eller de står på en sejrsskammel med en bunke nedlagte ponyer liggende på jorden foran sig.
“Fugleskræmslet rummer en ambivalens, som er ret spændende. Det er et billede på noget, der på samme tid skal beskytte og skræmme – lidt som de statslige organer, som politiet eller kommunen, der i sin essens er sat i verden for at passe og tage vare på befolkningen, men desværre er det bare ikke alle, der får lov til at være med. Nogen skal skræmmes væk.”
Forestillinger om verden på ny
Olivia Rode Hvass’ kunstneriske ‘Worldbuilding’ rummer altså stor kompleksitet. Som en anden fantasyforfatter udvikler hun magiske tableauer, hvor man kan forestille sig nye fremtider.
Olivia Rode Hvass’ kunstneriske ‘Worldbuilding’ rummer altså stor kompleksitet. Som en anden fantasyforfatter udvikler hun magiske tableauer, hvor man kan forestille sig nye fremtider.
Hun bruger ofte naturmaterialer eller genstande fra landet, som indtager de rensede hvide udstillingsrum i et opgør med de kunstige opdelinger mellem natur og kultur og tanke og krop. Hun trækker på fortidens myter og fortællinger, men det er altid nutiden, hun relaterer til – og ofte bliver værkerne til som følge af en lang kæde af kreative associationsrækker.
Installationsview fra Trier Kunsthalle De-varme-hænder-(hot-hands!), 2025. Foto: Omram Bhagchandani
Detalje fra installationen De-varme-hænder-(hot-hands!), 2025, Trier Kunsthalle. Foto: Omram Bhagchandani
Tag eksempelvis et værk som De varme hænder (Hot hands!) (skabt i 2023 til Kunsthal Aarhus og genopført i 2025 på Kunsthalle Trier). Her ligner scenen et strandlandskab med siv, graffiti-bemalede sten og – planket på svedne træstolper – et stort billedtæppe, der forestiller et bylandskab med dansende skikkelser omkring en brændende bil.
For Olivia skabes der forbindelser mellem Sankt Hans bål på stranden, hekse, hedenske traditioner, kædedans og sygeplejerske-strejken i netop 2023. Hvad hvis de (udbrændte) ‘varme hænder’ (altså velfærdsstatens omsorgsarbejdere) på magisk vis går i flammer, antænder oprørets bål og brænder det udmattende vækst- og effektivitetstyrani til grunden?
Jeg synes, det er spændende at mytologisere samtiden. Både at tage den ind og holde den i strakt arm.
Olivia Rode Hvass
Som Olivia udtrykker det: “Jeg synes, det er spændende at mytologisere samtiden. Både at tage den ind og holde den i strakt arm. Det er ofte gennem fiktionerne, at beskueren er allermest åben og medfølende. Barrikaderne er helt nede. Det ser jeg et rigtig stort potentiale i.”
Vi formes af fortællinger
Nu skal Olivia forberede sig til sin talk senere i dag, og jeg skal til at gå, men det har været spændende at høre om, hvordan kunstens greb om det fantasifulde kan gribe ind i vores konkrete nutid. For sandt er det, at vi formes af fortællinger, gamle som nye.
Nu skal Olivia forberede sig til sin talk senere i dag, og jeg skal til at gå, men det har været spændende at høre om, hvordan kunstens greb om det fantasifulde kan gribe ind i vores konkrete nutid. For sandt er det, at vi formes af fortællinger, gamle som nye.
Og for Olivia Rode Hvass giver kunsten rum til at fortælle om det hidtil ufortalte og til at forestille sig verden på ny. Hinsides de gamle fortællingers begrænsninger og usunde strukturer.
