Et foto af en afklædt Marilyn Monroe kronede det allerførste Playboymagasin i 1953. Billedet var taget før Monroe blev megastjerne, og det blev publiceret i Playboy uden hendes samtykke. Maja Malou Lyses udstilling MM på Overgaden kredser om det ikoniske billede, dets historie og fortsatte betydning, og i udstillingen hænger netop den guldindrammede og signerede udgave af fotografiet, som hang i grundlæggeren af Playboy, Hugh Hefners hjem. Lyse har købt det for 130.000 kr.!
Ole Bak Jakobsen (OBJ): Fortæl om dit forhold til Marilyn Monroe?
Maja Malou Lyse (MML): Siden jeg var barn, har jeg haft en stor fascination for Marilyn Monroe, jeg lavede blandt andet en skoleopgave om hende i 7. Klasse og samlede på billeder af hende.
Som voksen finder jeg det bemærkelsesværdigt, hvordan hun fortsat står stærkt i vores kollektive bevidsthed, selv mange årtier efter hendes tid, i en verden oversvømmet af billeder, celebrities og spektakler. Hun repræsenterer på mange måder det ultimative popkulturelle symbol for femininitet, sex og skønhed.
Jeg er især interesseret i at udforske hendes billede, et velkendt ikon og et massivt produceret billede, som både tillægges og mister sin betydning; et masseproduceret billede, vi gentagende har set på film, i kunsten, souvenirs og merchandise.
OBJ: Hvordan kom du på, at din udstilling skulle tage udgangspunkt i fotografiet af Marilyn Monroe i det første nummer af Playboy Magazine?
MML: I 2016 læste jeg Pornotopia af Paul B. Preciado, som udforsker Playboys historie. Det var her, jeg opdagede fortællingen om Marilyn Monroes billede i det første nummer af Playboy. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var vildt, at selvom billedet er så utroligt berømt, at historien bag ikke var kendt. Men billeder fungerer jo som spejlinger af de sociale normer og magtstrukturer, vi lever i.
De billeder, der florerer, stammer ofte fra dem, der har magten til at skabe og distribuere dem, hvilket betyder, at visse perspektiver får lov at dominere, mens andre bliver marginaliseret.
Jeg er optaget af dette specifikke fotografi, da det repræsenterer et vigtigt stykke mediehistorie. Playboy blev lanceret i 1953, mere end et årti før den seksuelle revolution, og Hugh Hefner var den første til at introducere erotisk billedmateriale i amerikansk mainstream-populærkultur, hvilket satte scenen for alt, der fulgte.
Playboy udviklede sig til en banebrydende og ekstremt indflydelsesrig medieinstitution for seksualiseret billedmateriale, hvilket gør det essentielt at undersøge de billeder, denne institution er bygget på.
Jeg peger her på Hefners allerførste skridt – den første byggesten i hans massive seximperium: fratagelsen af kvindelig seksuel autonomi ved at bruge Marilyn Monroes nøgne billede uden hendes samtykke.
Fotografier vil altid bære vægt af historie og kultur; så når et billede, som det af Monroe, bliver et symbol, får det en betydning, der strækker sig ud over den oprindelige kontekst. Det bliver et kulturelt referencepunkt, der påvirker, hvordan vi forstår både fortiden og nutiden".
Jeg har, siden jeg læste Pornotopia, haft lyst til at arbejde med Playboys kulturelle signifikans og indflydelse, med afsæt i dette billede, som især efter #MeToo-bevægelsen har sat Hugh Hefner og hans medieimperium i et helt andet lys. Hvordan kan vi forholde os til vores mediehistorie, selv når den er problematisk? Det spørgsmål blev fundamentet for udstillingen".
OBJ: Fortæl lidt om omstændighederne omkring dit køb af billedet på auktionen?
MML: Når man får en soloudstilling på en etableret kunstinstitution, er det noget, man ved længe i forvejen. Jeg foreslog Overgaden at tage afsæt i historien om Marilyn Monroe og Playboy, da jeg synes historien havde tråde til aktuelle spørgsmål, jeg var interesseret i at undersøge i min praksis, om billeder, repræsentation og magt.
Dog gik jeg og kløede mig i panden i flere måneder derefter og forsøgte finde en måde at gribe det an. Pludselig så jeg et opslag om en stor auktion i Hollywood, hvor over 800 private ejendele ejet af Marilyn Monroe og Hugh Hefner blev solgt, herunder det berømte billede af Tom Kelley, som var indrammet og signeret af Hefner og havde hængt i hans hjem, Playboy Mansion, indtil hans død.
Det føltes som et skæbnetegn, at dette skete, mens jeg tænkte så meget på billedet. Jeg besluttede derfor at tage chancen, og tre dage senere sad jeg på flyet til Hollywood for at forsøge at købe det. Her stod jeg blandt superfans, impersonators og spekulative samlere (og mig selv, måske en sammensmeltning af alle tre?).
Til auktionen var alle de auktionerede genstande udstillet i vitriner, indrammet og på mannequiner, alt sammen udstillet bag glasmontre. Det var nærmest som at være på et arkæologisk museum; et tilbageblik på, hvad vi kommer af, for at forstå os selv i dag.
Billedet endte med at koste mig 130.000 kroner, hvilket nu er dækket af adskillige kunstfonde – og var desuden også hele udstillingens samlet budget.
OBJ: Hvilke tanker gjorde du dig om at udstille billedet på Overgaden?
MML: Jeg har brugt meget tid på at overveje, hvad jeg skulle gøre med billedet nu, hvor det er mit. Min første idé var at tage en heroisk tilgang: rejse til Hollywood, frigøre Marilyn fra Hugh Hefners greb og derefter destruere billedet.
Men jo mere jeg reflekterede, desto mere hul virkede den tanke. Jeg ville jo ikke skabe en pseudo-aktivistisk, one-liner "girlboss" udstilling; jeg ønskede at tage fat på de komplekse spørgsmål om billedøkonomier, repræsentation og (af)magt, som hele vores visuelle kulturhistorie hviler på.
I stedet endte jeg med en mere enkel (og konfronterende) tilgang: at flytte billedet fra Playboy Mansion til Overgaden. Det skal lige understreges at jeg ikke har købt billedrettighederne (det tilhører Playboy Entreprise), men jeg har købt Hugh Hefners privatejede og signerede original, som han havde hængende i sit hjem. For mig blev det en perfekt og grotesk readymade- et hjemsøgt trofæ, et spektakel; smukt og dragende med en mørk bagside.
Fotografiet af Tom Kelley er et af de mest kendte billeder i mediehistorien og er både ekstremt velkendt og let tilgængelig. Så hvilken forskel ville det gøre, hvis jeg destruerede det? Ingen, desværre. (Lad os være ærlige, hvis jeg havde destrueret billedet, ville folk alligevel have googlet det.)
Min pointe er, at jeg ikke kan ændre historien, uanset hvor meget jeg ønsker det. I stedet har jeg valgt at udstille den kultur, der har udstillet hende – en kultur, som vi alle er en del af, inklusiv mig selv.
Jeg har ikke gjort Marilyn Monroe til et kunstværk, for det er hun allerede i den mest ekstreme grad, man kan være det. Jeg forsøger egentlig bare at få os til at kigge på billederne af hende på en anden måde.
OBJ: Føler du selv, at du er underlagt det syn på kvinder, som billedet er et udtryk for?
MML: Ja da! Selvom vi jo gerne ser os selv som frie individer, der bevæger os gennem verden med fuld autonomi, er vi i virkeligheden ofte mere som klumper af modellervoks, formet og farvet af vores omgivelser. Med andre ord er vi produkter af den tid og det sted, vi lever i, samt alt det der er kommet før os.
Engang var medieringen noget, vi delvist kunne vælge til og fra. I dag er medielandskabet blevet en protese, en forlængelse af vores egen arm. For de fleste af os er medieringen af verden det første og det sidste, vi ser på, når vi står op og går i seng, og vi tjekker det hundredvis af gange i løbet af dagen.
Billeder er ikke bare passive objekter, men aktive komponenter i at forme vores virkelighed. Derfor er det så monster vigtigt at kigge på de billeder, som omgiver os".
OBJ: Hvordan bliver vi – kvinder, mænd og alle andre køn – autentiske, levende og fri af den ufrie billedkultur, som Playboy var med til at starte?
MML: Uha, det hurtige svar er, at vi nok ikke kan blive helt fri for det. For at opnå 100% frihed skulle man næsten være født på Mars. Men det betyder ikke, at vi ikke kan nyde og finde glæde i vores begær, selvom det til tider kan føles mere indkodet end autentisk.
I Michel Foucaults History of Sexuality vol. 1 står der en tragikomisk sætning, som jeg konstant vender tilbage til: “Tomorrow, sex will be good again.”
Dette sætning fungerer som et kritisk og lidt drilsk slogan for den seksuelle revolution i 1970'erne – det er lige på horisonten, tæt nok til at røre ved, et øjeblik hvor vi ophæver fortidens undertrykkelse, men fordriver nuet. Tomorrow never comes!
Jeg ser paralleller til de feministiske diskurser, der præger vores tid; ideologier, som nogle gange kan virke kvælende hyper-positive og forsimplede. Et skridt i en bedre retning kunne være at skabe bevidsthed om os selv—at prioritere selvrefleksion frem for grandiose ideologier.
Jeg ser paralleller til de feministiske diskurser, der præger vores tid; ideologier, som nogle gange kan virke kvælende hyper-positive og forsimplede. Et skridt i en bedre retning kunne være at skabe bevidsthed om os selv—at prioritere selvrefleksion frem for grandiose ideologier.
Hvad omgiver mig, og hvordan påvirker det mig? Ud fra denne indsigt kan vi navigere og redefinere vores liv.