Maria Koshenkova: Begær, spænding og smeltet form

Art Matter har mødt Koshenkova til en samtale om spænding, kontrol og det øjeblik, hvor materialet begynder at svare – og ikke længere lader sig styre.

Når glasset begynder at svare igen
Født i Rusland og uddannet fra Stieglitz Academy i Sankt Petersborg samt Det Kongelige Danske Akademi, arbejder Koshenkova i dag fra Holmegaard Værk. Her udvikler hun sine værker i tæt samarbejde med glaspustere gennem gentagne opvarmninger, blæsninger og præcise indgreb, hvor materialets modstand er en aktiv del af processen. Hendes baggrund i klassisk tegning, modellering og ballet forankrer arbejdet i en kropslig disciplin, hvor teknik og intuition konstant forskyder hinanden.

Med værket Faun’s Flesh er hun nomineret til Loewe Foundation Craft Prize. Skulpturen kredser om spænding, begær og transformation – en form, der både trækker sig sammen og udvider sig som noget levende under huden. Her bliver glasset ikke blot formet, men svarer igen.

“Det betyder meget – både som anerkendelse og som en bekræftelse af, at glas kan bære komplekse fortællinger om krop, identitet og erfaring. Jeg arbejder med glas som et billedkunstnerisk materiale. For mig er det et levende medie, hvor jeg kan undersøge transformation og organiske former i bevægelse. Personligt markerer nomineringen et vigtigt punkt i min rejse – fra Rusland til Danmark – og i min undersøgelse af kroppen i materialet.“

“Jeg arbejder med glas som et levende materiale, hvor jeg fastholder en spænding mellem krop, transformation og opløsning.“

“Den begynder som en intens energi indeni. Som barn fandt jeg et sprog for den gennem ballet – hvor kroppen blev et instrument for spænding, balance og sårbarhed. Senere opstod et behov for at oversætte den indre bevægelse til form. I glasset fandt jeg et materiale, hvor det kan ske direkte. Det er både flydende og fast, skrøbeligt og stærkt. Det er i den dobbelthed, jeg arbejder med spørgsmål om identitet, transformation og begær.“

“Glas har historisk været placeret inden for kunsthåndværk, men jeg arbejder med det som skulptur og billedkunst. Jeg er interesseret i at udvide forståelsen af, hvad glas kan være – både formelt og konceptuelt. “

“Faun’s Flesh udspringer af en personlig erfaring af intenst begær og tiltrækning – en undersøgelse af, hvor pulsen opstår og hvor den opløses. Værket bevæger sig under huden og forsøger at fastholde en spænding og lyst i konstant forandring. Det er ikke en figur, men en tilstand.“

“Det begyndte med en farve – en dyb, blodrød tone, som syntes at stige op inde fra kroppen selv. Jeg arbejdede med den i akvarel, før den insisterede på volumen og blev til skulptur: strakt, spændt og levende – som en følelse i færd med at blive til og gå i opløsning.“

“Herefter udvalgte jeg farver – fra genbrugsglas og nye materialer – i gule, hvide og røde nuancer med varierende intensitet. Jeg startede med en lille, kontrolleret boble, hvor farven blev bygget op i lag. Det var her, værket lå. Når formen blev blæst op, forstyrrede jeg den – trak, vred og lod tyngden arbejde imod den. Jeg byggede ikke en krop. Jeg fastholdt en spænding.“

“Værket var i ovnen seks til syv gange ved omkring 1000 grader, hver gang for at fortsætte deformationen. På et tidspunkt blev glasset så spændt, at det kun kunne bevæges i korte, præcise intervaller – dér arbejdede jeg ekstremt hurtigt. Efter afkølingen skar og sleb jeg overfladen, så strukturen trådte frem. Til sidst påførte jeg et tyndt lag sølvamalgam på udvalgte steder. Jeg arbejdede med det som en form for blæk, hvor sølvet fremstod flydende og halvtransparent og tilførte overfladen en subtil, metallisk kvalitet.“

“Fordi de repræsenterer to forskellige tilstande. Støbning er planlagt og kontrolleret. Free blown er øjeblik og bevægelse. Jeg arbejder med begge, men det er i det uforudsigelige, at noget begynder at ske. Det er dér, kroppen opstår i materialet.“

“Hele tiden. Jeg arbejder med tryk, rotation og tempo, altid sammen med et hold på op til fire personer. Ved temperaturer omkring 1000 grader er vi nødt til at stole fuldstændigt på hinanden. For mig er det en form for koreografi – ikke som iscenesættelse, men som en fysisk nødvendighed, hvor kroppen er i konstant relation til materialet.“

“Jeg har arbejdet der siden 2020. Det er et sted med en stærk historie og nogle af de dygtigste glaspustere i Danmark. Jeg får stadig et sug i maven, når jeg træder ind på værkstedet. Samtidig giver det mig mulighed for at arbejde på en skala og kompleksitet, jeg ikke kunne opnå alene. Museets samling er en konstant inspiration, og naturen omkring påvirker mit arbejde mere, end jeg havde forventet."

“Det er en afgørende del af processen. Værket opstår i et fælles rum af præcision og timing, hvor hver bevægelse har betydning. Samarbejdet gør det muligt at presse materialet længere, end jeg kunne alene, og skaber en intensitet i processen, som afspejles i værket. “

“Jeg er interesseret i kroppen som noget i konstant transformation – noget der kan opløses, strækkes og blive porøst. Noget der rummer både styrke og sårbarhed, begær og modstand. Mine skulpturer befinder sig mellem det anatomiske og det abstrakte.“

“Jeg starter med en præcis idé, men farven ændrer sig altid i varmen. Den ligger i lag, og små variationer kan ændre hele udtrykket. Det er en balance mellem kontrol og kemi – og en nysgerrighed på, hvad materialet selv vil.”

“Værkerne fungerer som en forlængelse af rummet. Jeg tager altid udgangspunkt i arkitekturen og arbejder ofte med reb, som jeg selv indfarver, så farven bevæger sig mellem reb og skulptur. Det skaber en forbindelse mellem værk og rum. Installationerne er ikke statiske, men aktiverer en vertikal og kropslig spænding.”

“Intuition er for mig en kropslig viden opbygget gennem erfaring. I udstillingen arbejdede jeg med værker, der opstod uden en fast plan, i direkte dialog med materialet. De hænger strakt og spændt i rummet og aktiverer både arkitekturen og beskuerens bevægelse.”

“Begge arbejder med kroppen, ikke som figur, men som spænding. Noget, der trækker, holder og giver efter. Det er som om formerne hele tiden er på vej et sted hen, som om de kunne glide ud af sig selv.”

“Jeg ser altid værket i relation til rummet. Mine skulpturer er ikke afsluttede i sig selv, men ændrer karakter afhængigt af, hvordan de installeres. For mig er det vigtigt, at de fortsætter med at aktivere kroppen og rummet.”

“Jeg arbejder i stigende grad med større skala og er optaget af værker til det offentlige rum. Jeg er i gang med min største skulptur til dato, hvor jeg undersøger, hvordan spænding og transformation kan udfolde sig i en arkitektonisk sammenhæng.”