Panteha Abareshi: “Den handicappede krop bliver feticheret som en erotisk genstand”

Af
28. maj 2024

Aktuel udstilling bygger på erfaringer med at leve med en funktionsnedsat krop.

Panteha Abareshi. Foto: Rita Blue.

Aktuel udstilling bygger på erfaringer med at leve med en funktionsnedsat krop.

Af
28. maj 2024

Panteha Abareshis udstilling Impaired Erotics på Overgaden handler om den magtdynamik, den handicappede krop indgår i. “Feticheringen er en form for happening omkring den funktionsnedsatte krop, der betyder, at den fastholdes i en ide om, at den er patetisk, reduceret og svag – en krop, som er tilgængelig og kan udnyttes i sin sårbarhed”, siger den amerikanske kunstner i dette interview.
For mange af os tager vi kroppens funktionsduelighed som en selvfølge. Vi rejser os fra sengen, snører sko, cykler, skænker te, elsker, løber efter bussen eller banker søm i. Og kroppen lyster så nogenlunde, den modarbejder os ikke. Den såkaldt ‘normale krop’ tiltrækker sig ikke den store opmærksomhed.
For Panteha Abareshi (f. 1999, benytter pronomenerne de/deres) er det anderledes. Den Los Angeles-baserede kunstner stiller i sit arbejde ind på, hvordan det er at leve i en kronisk syg, funktionsnedsat krop. De lever med Seglcelleanæmi, en genetisk arvelig blodsygdom, som forværres over tid, og deres videoperformances og skulpturelle værker afspejler den kompleksitet, der følger med at leve i en krop med en kronisk sygdom, der bare gør kroppen mere og mere svækket, mindre og mindre funktionsdygtig.

"Mine værker sætter fokus på den radikale objektivisering af den syge krop, der konstant overvåges og formes under et medikaliseret blik"

I videoværker som Unlearn the Body (2021) ser vi Panteha Abareshi presse sig selv til grænserne – og nogen gange ud over dem – for sin krops fysiske formåen. Anstrengelserne foregår ofte i samspil med kørestol, krykker, korsetter og andre af de hjælpemidler, kunstnerens dagligdag er afhængig af. Videoerne, som i sig selv er fulde af abrupte klip og andre ‘fejl’, synes at befinde sig i et smerteligt nøgent rum mellem forgæves forsøg på kontrol over en tiltagende svækket krop og en slags katarsisk anerkendelse af tilstanden.
“Jeg begyndte tidligt at lave kunst som en måde at mestre min sygdom på”, fortæller Panteha Abareshi. “Jeg oplevede et betydningsfuldt vendepunkt, da jeg var omkring 14 år gammel og var desperat efter at kunne udtrykke mig. Jeg følte ikke, jeg blev hørt og forstået, og var meget isoleret. Jeg har stadig mange af de samme følelser, men kan nu håndtere dem mere modent og med større livserfaring, ligesom det at udtrykke sig kunstnerisk har udviklet sig til en egentlig bevidst kunstpraksis siden. Det er også sket i takt med, at jeg har udviklet min kritiske sans og fået et mere teoretisk fundament”.
“Min praksis er forankret i mine erfaringer med at leve med en handicappet krop, og jeg bruger arbejdet med kunst som et middel til at behandle de følelser, der opstår, men også til at kanalisere dem i en mere konceptuel retning. Mit kunstneriske projekt er ikke en hyperspecifik fortælling om mig, min krop og min historie. Snarere er det en mere teoretisk funderet undersøgelse af den funktionsnedsatte krop som sådan: Hvordan håndteres den funktionsnedsatte krop, hvordan ses den, hvordan bliver den billedliggjort”? 
“Jeg mener, at kunsten og specielt performancegenren kan skabe et yderst potent rum til at forstå noget afgørende om den samfundsmæssig håndtering af den handicappede krop”.
Panteha Abareshi. Foto: Rita Blue.
Panteha Abareshi. Foto: Rita Blue.
Mellem ømhed og vold 
På udstillingen i Overgaden er det ikke Arabeshis mange videoperformances, der er fokus på, men derimod kunstnerens skulpturelle arbejder. Her manifesterer de sig som assemblager, hvor proteser, slanger, drops, blotryksmålere, spænder og andre af de støtteanordninger, som dagligdagen for et menneske med funktionsnedsættelse er fyldt med, er bearbejdet og arrangeret på podier eller hængt op i rummet.   
Det er værker, der kredser om en krop, vi aldrig ser, og som aldrig fremstår hel, men altid kun antydes som brudstykker skjult bag det ‘apparatur’, der omgiver den syge krop. I Panteha Arabeshis optik er det en effektiv markør for et særligt blik på den handicappede krop. 
“Jeg har ønsket at skabe en bevidst dualitet mellem ømhed og vold i værkerne. De er konfrontatoriske, og der er en intention om at skabe ubehag. Det synes jeg er utroligt vigtigt, fordi det handler om at skabe et nyt sprog og nye måder at forstå den handicappede krop, der er presset, kontrolleret og gjort mindreværdig”. 
“Mine værker sætter fokus på den radikale objektivisering af den syge krop, der konstant overvåges og formes under et medikaliseret blik”. 
Panteha Abareshi: <em>Making Useful (Of Decay)</em>. Foto: Ole Bak Jakobsen.
Panteha Abareshi: Making Useful (Of Decay). Foto: Ole Bak Jakobsen.
Det ses blandt andet i et af de værker, der åbner udstillingen på Overgaden, hvor benskinner af plast er spændt fast på et podie. I en næsten voldelig gestus er de placeret, som om en person er blevet tvunget til at sprede benene.
“Publikum må kigge tæt på for at komme ind – det er voldsomt og en invitation til at spørge til samtykkepolitikken. Hvad er denne krop tvunget til? Kan en handicappet, undertrykt og marginaliseret krop nogensinde virkelig acceptere sin egen magtesløshed? Hvad er dynamikken i alt det?
Du kalder udstillingen for Impaired Erotics (svækket erotik). Hvad ligger der i den titel?
“Udstillingen er en undersøgelse af, hvordan den handicappede krop i freudiansk forstand bliver feticheret og behandlet som en slags erotisk genstand. Du ser det blandt andet i værket med benskinnerne, hvor den handicappede krop i sin erotiske position fratages sin autonomi. Det handler om, hvad denne fetichering betyder for, hvordan vi opfatter og forstår den handicappede krop
Samtidig er udstillingen også en omfavnelse af den funktionsnedsatte krops seksualitet, fri af forestillinger om rigtigt og forkert”.
Panteha Abareshi: <em>Object Desire</em>. Foto; David Stjernholm.
Panteha Abareshi: Object Desire. Foto; David Stjernholm.
Hvad betyder feticheringen så for, hvordan vi opfatter og forstår den handicappede krop?
“Det er meget komplekst, men jeg tror, at den måde vi i øjeblikket taler om den handicappede krop og den måde, den bliver feticheret på af dem, der har privilegier og magt over den, rummer en form for vold. På grund af, at den er marginaliseret og tabuiseret, kan den handicappede krop bruges som fetishobjekt, fordi fetischisme ofte netop retter sig mod det tabuiserede, det der er mærkeligt, anderledes og ubehageligt. I denne fetichering er der rum for at udnytte den funktionsnedsatte krops sårbarhed, som det også ofte sker i forhold til andre marginaliserede grupper”.
“Jeg tror, at fetisheringen som oftest er en form for happening omkring den funktionsnedsatte krop, der betyder, at den fastholdes i en ide om, at den er patetisk, reduceret og svag – en krop, som er tilgængelig og kan udnyttes i sin sårbarhed”.
“Det handler derfor om en undersøgelse af magtdynamikken. Om hvem der har magt over den handicappede krop, hvordan den bruges og om den handicappedes muligheder for at bevare sin autonomi”.
Crip porn
Panteha Abareshi finder disse forhold eksplicit udfoldet i den måde den funktionsnedsatte krop repræsenteres i pornografi. Dette gav kunstneren en række eksempler på i sin talk søndag 26 maj baseret på en omfattende research netop af den handicappede krop i pornografien.
“I pornografien bruges den handicappede krop som led i rollespil eller som middel til at få stillet et seksuelt begær. Dette er i modsætning til faktisk at repræsentere, hvordan handicappede kroppe ser ud på mangfoldige måder – eller akkurat at vise handicappet sex. Det er stadig ukomfortabelt for folk at konfronteres med den handicappede krops seksualitet, specielt når der er tale om mentale handicap som eksempelvis Downs syndrom”.
“I udstillingen er der en direkte konfrontation med mange forskellige måder, hvorpå fantasierne om den funktionsnedsatte krop kan udfolde sig, fra det eksplicit pornografiske til mere nuancerede og subtile former for fetichisme indenfor behandlingssystemet. Som for eksempel spørgsmålet om, hvordan det påvirker lægebehandlingen, at den handicappede krop gøres til offer – eller hvordan det påvirker omsorgsdelen”.
“Min partner er også min omsorgsperson, og det har virkelig stor indflydelse på mit arbejde, som kredser om den magtudveksling, der foregår mellem den handicappede krop og omsorgspersonen”.
“Alle disse forhold er allerede så belastede, fordi vi ser den handicappede krop som en svag og sårbar størrelse, der kræver pleje, indgriben og hjælp. Ikke mindst i det kapitalistiske system, som det fungerer i USA, er der virkelig så meget skam knyttet til det at have behov for pleje. Den skam spiller selvfølgelig ind i den voldelige fetichering, jeg talte om før, fordi fetichdyrkelse i høj grad udspringer af skamfølelser”.
Du talte tidligere om ubehaget. Mener du også, at den funktionsnedsatte krop er et symbol for et mere universelt ubehag?
Bestemt! Jeg tror, den funktionsnedsatte krop eksponerer noget, der fremkalder stort ubehag for mange mennesker. Den fungerer som et Memento Mori. Den syge krop er en påmindelse om at alt er skrøbeligt. Den er et meget kraftfuldt materiale”.
Den er måske også et symbol for det at miste kontrollen?
“Absolut ja. Det er meget menneskeligt at ønske, at vi kan forstå alt, at vi kan kontrollere alt eller at alt kan reduceres til en meget simpel forklaring. Det afspejles i diagnosen eller i troen på at medicinen kan helbrede kroppen, men når du først virkelig er trængt ind i den reelle oplevelse af sygdom, indser du at alle disse systemer er så skrøbelige, og du er nødt til at give slip på kontrollen”.
“Ideen om kontrol er et privilegium, de fleste mennesker ofte ikke lægger mærke til, for jeg har bestemt altid kæmpet med følelsen af ikke at have kontrol over min krop. I stedet er det min krop, der har kontrol over mig, og følelsen af, at jeg bliver kontrolleret af min sygdom. Diskussionen om kontrol og magt meget central i mine værker”.
Panteha Abareshi: <em>Knowing the Body</em>. Foto: David Stjernholm.
Panteha Abareshi: Knowing the Body. Foto: David Stjernholm.
Når jeg oplever dit arbejde, kommer jeg til at tænke på den klassiske diskussion om forholdet mellem sind og krop. Hvad tænker du om den relation, og hvad mener du, der definerer et menneske?
“Jeg håber ikke, at det er kroppen, men det er mere kompliceret end bare det ene eller det andet. Mange mennesker føler sig ret fremmedgjorte over for deres krop, og alligevel har vi lært at tillægge vores krop stor værdi, uanset om det så er din fysiske tiltrækningskraft eller din fysiske styrke. Mange af disse fysiske værdier tæller højt i forhold til din sociale valuta, og det kan være ret skræmmende, når du lever med en krop, der efter mange standarder er en fiasko”. 
“Det kan så åbne op for en diskussion om, hvad der er essentielt for den menneskelige identitet og subjektivitet, uafhængig af alt relateret til kroppen. Det er en super vigtigt og virkelig radikal diskussion. Som så igen er ubehagelig, for hvis du adskiller identiteten fra kroppen, så kan du definere kroppen som hvad som helst. Men det kan åbne op for en meget mere abstrakt og progressiv tænkning om, hvad der gør en krop, og hvad der gør et menneske. Det er et ret smukt ideal for mig”.
“Jeg ved, at der er mange barrierer for den type tænkning, og jeg tror, at for mennesker, der ikke er handicappede eller syge, er det svært at tænke på den måde. 
"Men jeg tror, at det stammer fra en uvillighed til at se, at funktionsnedsættelse er noget, der er uundgåeligt for alle. Det er det ikke et spørgsmål om det sker, men om hvornår det sker”. 
“Der er en universalitet i at tale om denne fremmedgørelse fra din krop. Du behøver ikke at have en konkret erfaring af funktionsnedsættelse for at indgå i en samtale om kroppens abstraktion, om eksistensens abstraktion. Det er en samtale, som vil gavne alle. Ikke kun mennesker, der er identificeret som handicappede lige nu”.