Så længe vi øjner det indre og månens lys, er der håb

Kløende hænder, rensende vand og en baby, der bliver trukket ud af et næsebor. Tabaimos videoinstallationer i Gl Strand rummer ubehag, er sælsomme, sanselige, dybt dragende – og meget seværdige.

Jeg er så heldig at have oplevet en del lande rundt om i verden, men de lidt over to uger i 2018, hvor min familie og jeg rejste i Japan, er i særklasse. Vi befandt os mere end godt, og på samme tid var det ofte som at opholde sig i en parallelverden, indrettet efter en for os uvant livsfilosofi. Udover en mærkbar sameksistens af det traditionsbundne og det højteknologiske (med både kimonoer og højhastighedstoget Shinkansen), gjorde særligt japanernes dedikation, ordentlighed og hensynsfuldhed et stort indtryk på os.

Det, at alle fænomener omgærdes med respekt, og at man vægter de specifikke kvaliteter ved ingredienser i en madret. Det, at der var meget rent og ryddeligt (ingen affald i gaderne), at der ikke var mobilsnak i den offentlige trafik og ingen trængsel, larm eller møven sig frem, hvor der var tæt af mennesker. For blot at give nogle få eksempler.

Hvis man kratter i overfladen, er der imidlertid også, som de fleste nok har hørt, megen mistrivsel i vor tids Japan. Eksempelvis: arbejdslivet er altopslugende og nedslidende, der er stor frygt for at tabe ansigt, og det private og offentlige liv er skarpt adskilt. Store problemer med ligestilling (kvinder har markant dårligere betingelser end mænd), sexlivet omgærdet af paradokser (fremtrædende i billedkulturen, som aktivitet dalende), fødselsraten meget lav og selvmordsraten høj.

Tabaimo (f. 1975), der netop nu er aktuel med udstillingen Nest i Gl Strand, er en af de japanske samtidskunstnere, der peger på bagsiderne af det moderne Japan, alt imens hendes kunst også hviler på japanske billedtraditioner og livsfilosofier og udtrykker noget alment om menneskelig eksistens.

Jeg inviterede min yngste datter – nu 19 år, og dén i familien med størst interesse for og indsigt i Japan – med til åbningen af Nest. Vi genkender begge ”det japanske blik” i udstillingen, og vi er forundrede og fascinerede, igen.

Perfektionistisk kunstner

Tabaimo, med fødenavnet Ayako Tabata, er en hovedaktør i japansk samtidskunst, og hun blev for alvor kendt i den internationale kunstverden i 2011, da hun omdannede den japanske pavillon på kunstbiennalen i Venedig til en totalinstallation med animerede videoer.

Det er lykkedes Gl Strand at engagere Tabaimo til den første store soloudstilling i Norden, og det var ikke en helt let sag, fortæller udstillingens chefkurator Anne Kielgast mig til åbningen af Nest. Tabaimo involverer sig kun i nøje udvalgte udstillinger, og under åbningens talk mellem kuratoren og Tabaimo oplyser Kielgast smilende og respektfuldt, at hun gennem sine 20 år som kurator sjældent har mødt så perfektionistisk en kunstner med stor sans for selv små detaljer.

Installationer

Nest er installeret på to etager i de gamle herskabelige stuer, der huser Gl Strand, og udstillingen består af syv installationer, hvoraf de fem er baseret på animerede videoer. De øvrige to indeholder dels tegninger, indrammede og udført på væggene, dels er der et rum med karakter af en dagligstue.

Installationerne fungerer som selvstændige enheder og stammer fra forskellige år mellem 2003 til 2023. Fælles for hovedparten er dog en kredsen om det private og hjemlige og sammenknytning med det offentlige.

Udstillingen fremstår teknisk og æstetisk gennemført – perfektionismen er imødekommet. Videoinstallationerne er dog for mig at se de absolutte topstykker.

Tegninger, animation og rum

Tabaimos videoinstallationer bygger på tre trin: tegninger, animation og rum. Hun er uddannet grafisk designer, og videoerne tager udgangspunkt i hundredevis af håndtegninger, som hun bearbejder og animerer på computeren, og endelig sammentænkes videoerne med det specifikke udstillingsrum. Tabaimo bryder ofte med det klassiske filmformat, og hun inkluderer gerne den fysiske virkelighed og bestræber sig på at indlemme beskueren fysisk i værket. En praksis, der også udfoldes i Nest, og det meget virkningsfuldt især i videoinstallationerne aitaisei-josei (2015), haunted house (2003) og public conVENience (2006).

Det bemærkelsesværdige værk public conVENience, der tidligere har været installeret på blandt andet Louisiana (2008-2009), projiceres således i Gl Strand på et udsnit af tre sammenhængende vægge, og der er konstrueret et let hældende gulv, så det forekommer som et rum i rummet. Træder man derind bliver man – lettere svimmel – integreret som en skyggefigur i et offentligt kvindetoilet, hvor der sker de underligste ting.

En kvinde forsøger at skylle en fuldvoksen skildpadde ud i toilettet, en anden tager selv springet iført badetøj og redningsline, og en tredje hiver et spædbarn ud af næsen. Der foregår også lyssky ting. Lyden af fotografering og nærbilleder af en kameralinse er til eksempel sammenklippet med en mandlig skikkelse, den skyldige i skjulte optagelser må man formode, hvilket kendes fra sager fra virkelighedens verden.

Japanske billedtraditioner

Videoinstallationerne i Nest er fantastiske: streger, der bliver levende, stoflige farver, overgange mellem scener, der både er flydende og overraskende som jump cuts. Lydsiden er også afgørende for stemningerne. Og så dét med inddragelsen af den fysiske virkelighed: flere steder i udstillingen føles det, som om tærsklen mellem den illuderede og den fysiske verden bliver ophævet. En syret sansepåvirkning.

Tabaimo læner sig op ad Japans populære manga- og animetradition (tegneserier og tegnefilm), der også er slået igennem til resten af verden siden 1990’erne og tæller en filmkunstner som Hayao Miyazaki, der står bag anime som den elskelige Min nabo Totoro (1988).

Ældre japanske træsnit er også et væsentligt afsæt for Tabaimo, især ukiyo-e, der er betegnelsen for en genre, der var udbredt fra 1600 til 1800-tallet og kendetegnet ved billeder af dagliglivet i storbyen. Hokusai, der blandt andet har udført den ikoniske bølge, træsnittet Den store bølge ud for Kanagawa (ca. 1830), er en af hovedfigurerne i ukiyo-e kunsten, og Tabaimos farver har netop Hokusai som afgørende forlæg.

Ubehag og trods

Det er primært det moderne liv, der skildres i Nest. Der kommer en del fremmedgørelse og ensomhed til udtryk, og der er foruroligende scener og ofte en stemning af ubehag, noget tvangspræget eller angstbetonet. Der er ingen tale i videoerne, voyeurisme er på spil et par gange, også vold (i glimt), menneskene har meget lidt kontakt med hinanden, hvis de da ikke er alene eller ligefrem usynlige, kun tilstede som (livs?)trætte handlinger i en lejlighed.

Derudover er der ofte noget, der byder moderniteten trods. Det fantastiske, naturen og (grund)fænomener. Den omtalte skildpadde i public conVENience er for eksempel meget genstridig, og i værket dolefullhouse (2007) spiller en blæksprutte en central rolle. Naturen er ikke sådan at slippe af med. Eller er de et billede på traditionen? Der er mange tolkningsmuligheder hos Tabaimo.

Også vand er et centralt element i flere af videoerne, og i værket aitaisei-josei, der finder sted i en lejlighed, har møbler og interiør deres eget liv. Et træ vokser frem, og månen dukker op og kaster sit smukke, sølverne lys ned over scenen. Der er konstant forandringer, ødelæggelse, renselse og nye begyndelser.

Sammenflettet og sammenfiltret

I rummet med Tabaiomos tegninger er det en fryd at følge hendes omhyggelige stregføringer, både på papir og direkte på væggene, og papiret og billedrammerne har stærke sanselige kvaliteter. Dette rum afviger dog fra videoinstallationernes karakter. Farveskalaen er mere nedtonet, og som det eneste sted i udstillingen, er der indfald af dagslys og udsyn til det livlige København. Motiverne synes også umiddelbart at afvige: dele af det menneskelige skelet og organer sammenvokset med plantervækster. Alligevel er der noget med det sammenflettede – natur/menneske – der harmonerer med de øvrige kunstværker og muligvis også med udstillingens titel.

‘Nest’; en rede og redebygning kan repræsentere noget trygt og rart. Men reden er også et værn mod omverden, skrøbelig og sammenfiltret, noget påtvunget, måske omklamrende, og redebygning kan betragtes som en ufri eller anstrengende handling, som hænderne der indretter et dukkehjem med borgerskabets fineste møblement i dolefullhouse – med kløende hænder til følge. Endelig kan reden også tolkes som stedet, hvor vi bor i grundlæggende forstand: i os selv, som den natur, vi er. Og alle tolkningerne – og måske flere til – er mulige, og dét på samme tid.

Skåret, men hel?

”Dagligstuen” i Nest er ifølge vægteksten Tabaimos fortolkning af hendes studie i Nagano, Japan. Her er opstillet møbler (især i mørke træsorter), og der er et mønstret gulvtæppe, lamper med gyldent lys og udsmykning, der signalerer hjemlighed. Smukke materialer og nøje afstemte farver.

Som i videoinstallationerne er der dog surreelle anslag og en fornemmelse af indesluttethed og eksistentiel uro: en pigekjole på bøjle, en model af en menneskehjerne og små malerier, udført af Tabaimo, viser mest personer, der virker utilpasse. Noget er ustabilt, ansigtstræk går i opløsning. Der kan være smukt på overfladen (som i den japanske offentlighed) men uro underneden.

At paradokser lever side om side, er grundlæggende for Tabaimos livssyn. I ”stuen” finder man således også keramik og porcelæn, der er repareret med synlig, guldtonet lim. Det er eksempler på en traditionel japansk teknik og livsfilosofi kaldet kintsugi, som fremhæver det skårede i stedet for at skjule det – som en accept af brud, der indgår i et nyt hele.

Japan i Danmark

Til sidst må jeg også nævne et fint, lille maleri i ”stuen”. Her er udsigten fra Gl Strand inklusive vinduesrammen malet frem af Tabaimo: Thorvaldens Museum, Slotsholmskanalen og en mor med et barn på armen, der haster forbi på brostenene (dagliglivet). Det er stedsspecifikt, knytter inde og ude sammen og tidsfæstnet i vores nu, 2023, via et reklamebanner på museet.

Så er der bare det, at et havdyr slår en cirkel over vandoverfladen i kanalen. Hvor kom det fra? Det er som om, et udsnit af et japansk træsnit er overført til Danmark. Hvordan skal det forstås? Det taler jeg med min datter om, og vi er enige: vi forstår det ikke helt – og det er ok. Vi kan godt lide det. Lidt på samme måde, som dengang, vi opholdt os i Japan.

Tabaimo præsenterer særegne forestillingsverdener i Gl Strand og giver et væsentligt indblik i eksistentielle grundvilkår og i det moderne menneskes mentale tilstand – et kik ind i det indre. Det er vel også en måde at byde livets skyggesider trods.

Så længe vi øjner det indre og månens lys, er der håb.