Søren Martinsen har lavet research i Ukraine, hjulpet til som frivillig og kørt forsyninger ud til soldaterne ved fronten. “Jeg føler, jeg har en forpligtigelse til at gøre noget”, siger han.
Det kæmpestore maleri er tilpasset rummet, idet det hænger ned fra loftet og dækker endevæggen. Landskabsmotivet strækker sig langt ud mod horizonten, hvor to røgsøjler stiger op, et sted midtvejs står et hvidt spøgelsesagtigt træ som et grafisk tegn, og i forgrunden er et virvar af solsikker med hængende hoveder og knækkede stængler.
Jeg er på Kongegaarden i Korsør, opført i 1761 af en fremsynet handelsmand, der lurede, at han kunne tjene penge på kongelige og andre standspersoner, der ventede på at vejret artede sig, så de kunne sejle over Storebælt. I dag er den rokokoinspirerende bygning en lidt aparte kunsthal underlagt massive fredningsbestemmelser, som gør, at ledelse og kunstnere må sno sig gevaldigt, når der skal laves kunstudstillinger. Det er blandt andet derfor, det store billede hænger fra loftet.
Her i kunsthallen er Søren Martinsen i gang med at lægge sidste hånd på sin udstilling, der har krigen i Ukraine som et omdrejningspunkt. Der står malerier langs væggene, en stor plade skal agere skærm for en videoprojektion, og i et andet rum er han ved at flytte rundt på en bunke murbrokker, som skal indgå i en installation.
Et sindbillede
““Det store billede hedder Sonyashnyky, som er ukrainsk for Solsikker, Ukraines nationalblomst”, forklarer Søren Martinsen. “Forlægget er egentlig ikke et konkret landskab. Det er mere et konglomerat af forskellige oplevelser, jeg havde, da jeg på min rejse til Ukraine kørte tæt ved fronten og så store røgsøjler i horisonten og kunne betragte alle de her marker, som var mere eller mindre uplejede eller ødelagte. Det er mere et sindbillede, tror jeg”.
Kunstneren har i de sidste par år været optaget af Putins invasion af Ukraine og ikke mindst haft dybe overvejelser over, hvad han som menneske og kunstner kunne gøre i den sammenhæng. “Jeg følte en stærk forpligtelse til at gøre noget”, fortæller han.
Kunne han bruge kunsten?
Han valgte at tage af sted som frivillig for at hjælpe til. Først i et køkken i Lviv i det vestlige Ukraine, hvor der blev lavet feltrationer, som blev sendt til soldaterne ved fronten i øst. Senere var han med en anden frivillige-organisation, der kørte indsamlede forsyninger – generatorer, gasmasker, støvler, rygsække m.m. – ud til soldaterne, og her kom han tættere på fronten. Det var en strabadserende tur på over 6000 km, men udover hjælpearbejdet var Martinsen også begyndt at tænke over, om han på en eller anden måde kunne ‘bruge’ sin kunstneriske praksis.
"Jeg tænkte, at jeg ville opsøge nogle af de lidt mere ‘skarpe’ områder, for at se, hvordan krigen påvirkede landskaberne og for at opleve, hvordan stemningen var der, hvor man tydeligt kunne se sporene af krigen. Og det passer jo faktisk meget godt sammen med det, jeg før har arbejdet med i mine landskabsmalerier, som jo egentlig alle handler om menneskers påvirkning af naturen og den verden, vi bor i”.
Krigsbilleder
Han var blandt andet inspireret af kunsthistoriens berømte skildringer af krig: ekstreme billeder som Otto Dix´ Der Krieg eller Goyas Krigens Rædsler. Men også af kunstnere som de britiske brødre Paul og John Nash (henholdsvis 1889–1949 og 1893–1977), der var soldater under første verdenskrig, men også malede krigsbilleder.
“Udover, at deres billeder havde en interessant ‘funktion’, fordi de viste, hvordan krigens rædsler så ud, så var det faktisk også nogle virkelig fede malerier, synes jeg, der blandt andet skildrede, hvordan landskaberne var fuldstændig smadrede”.
Tæt på fronten
Jo tættere Martinsen kom på fronten, jo mere oplevede han et landskab af forladte gårde og marker. I løbet af de utallige timers kørsel fik han et billede af, hvor stort landet er, hvor lang fronten er, og hvor forfærdeligt omfattende ødelæggelserne er.
“Jeg tror, vi endte 8-10 km fra fronten, så man kunne både se og høre røg og brag og bomber, men det var ikke sådan, at jeg følte mig i fare overhovedet. Soldaterne var meget taknemmelige, når vi så nåede frem med vores forsyninger, og samtalerne med dem viste, hvor store ofre krigen krævede af dem”.
“Min kunstneriske research bestod simpelthen i at gå nogle ture, tage nogle billeder, lave nogle skitser, og i det hele taget bare se mig godt omkring. Og så begyndte jeg at arbejde på alle de her ting, da jeg kom hjem”.
Det er vigtigt, at folk forstår, at nu må de altså lige tage sig sammen og gøre et eller andet”.
Søren Martinsen
Udstillingen i Kongegaarden er en blanding af disse helt nye malerier og nogle tidligere værker, som passer ind i sammenhængen. Vi stopper op foran et mindre billede, som viser en nedbrændt bygning i et trøstesløst landskab. Bygningen var tidligere et hospital, fortæller kunstneren.
Et andet billede viser en udbombet beboelsesejendom. Foran ser vi et klatrestativ til børn og værket er ‘indrammet’ af snoede mørke træstammer i forgrunden – et klassisk greb fra den landskabsmaleri-tradition, som Martinsen er en moderne fortolker af.
Hvorfor male krigen?
Hvordan adskiller malerier sig så fra den billedtype, som ellers dominerer krigsdokumentationen, nemlig reportagefotografiet?, spørger jeg.
“Det er et godt spørgsmål. Det er svært at svare på, fordi det hænger sammen med diskussionen om, at hvis man lige så godt kan tage et foto, hvorfor så male det?”
“Jeg kan kun sige, at det er rigtigt nok, men samtidig gør de ekstremt mange mediebilleder, vi hver dag ser af udbombede scenarier og menneskelig lidelse fra Palæstina, Ukraine eller andre steder, at man på en uhyggelig måde nærmest bliver bedøvet og blind eller grebet af ligegyldighed”.
“Håbet er – og jeg ved ikke om det lykkes – at mine værker kan tiltrække sig lidt mere opmærksomhed om det enkelte billede. At de kan fastholde blikket lidt længere tid, så man kan blive opmærksom på, hvilken stemning og hvilken følelse man egentlig får, når man ser sådan et billede”.
“Jeg forsøger at forstærke stemninger og følelser, når jeg maler. Men i øvrigt er der også en masse gammeldags kunstnerisk håndværk i det at male, hvor man som kunstner interesserer sig for farver, kompositioner, linjer, og hvad man ellers normalt arbejder med i et billede”.
Og i Søren Martinsens billeder er landskaberne netop ikke bare landskaber. Når jeg betragter hans billeder, kommer jeg ofte til at tænke på van Gogh. De har ustabiliteten til fælles, og i Martinsens tilfælde forstærkes den yderligere af, at ting, der optræder i baggrunden, ofte er malet knivskarpt: den dybdeskarphed gør for alvor billederne hyperrealistiske – på en noget foruroligende måde.
“Ja, de fleste ville nok lave forgrunden skarp og baggrunden uskarp. Det er en særhed, jeg har, men jeg kan faktisk ikke sætte ord på, hvorfor jeg gør det på den måde. Men det gør måske mine billeder lidt psykedeliske”?
En homage til Victoria Amelina
Udstillingens videoværk hedder Ria Pizza, og refererer til et populært spisested i byen Krematorsk i det østlige Ukraine, der blev pulveriseriet under et russisk bombeangreb. Videoen består af Martinsens stemningbilleder fra Krematorsk.
“Mange civile blev slået ihjel, mens de var i færd med at spise. En af dem var den kendte forfatter og digter Victoria Amelina, som egentlig havde forladt skriveriet for i stedet at indsamle vidnesbyrd om krigsforbrydelser. Værket er en homage til hende, hvor der bliver læst et digt op af hende, og så ser man de der fuldstændigt groteske ruiner af den totalt pulveriserede restaurant. Videoen er en lille krølle på hendes prisværdige indsats som kunstner i krigen”.
Så du mener godt kunstneren – og selve kunsten – kan gøre noget i forhold til store geopolitiske kriser som den i Ukraine?
“Ja, det synes jeg bestemt, kunsten kan. Jeg synes desværre ikke, det er noget, jeg ser så tit, hvis jeg må være lidt kritisk over for mine kolleger? Så det er egentlig også noget, jeg vil bruge udstillingen til: At efterlyse at kunstnere bliver mere direkte engagerede”.
“Det gælder ikke kun i Ukraine, det gælder også i Gaza eller alle mulige andre steder. Man kan sagtens være frivillig, og man behøver ikke at tage helt derud, hvor det er livsfarligt, for at gøre noget”.
“Jeg synes faktisk, det har været godt at blive involveret i nogle af de frivillige organisationer, for det er meget sundt at møde mennesker, som man måske ikke plejer at møde. Kunst kan godt være lidt af en boble, hvor man snakker mere, end man handler. Der må meget gerne være lidt kortere fra holdning til handling”!
“Jeg har i hvert fald selv fået mindre berøringsangst omkring at bruge min kunst til et bestemt formål. Der er nogle, der vil sige, at det er en instrumentalisering af kunsten.
Men det er jo særlige tider. Det er længe siden, vi har stået i så stor en krise. Så jeg tror, det er vigtigt, at folk forstår, at nu må de altså lige tage sig sammen og gøre et eller andet”.
Men det er jo særlige tider. Det er længe siden, vi har stået i så stor en krise. Så jeg tror, det er vigtigt, at folk forstår, at nu må de altså lige tage sig sammen og gøre et eller andet”.
“Og helt overordnet håber jeg, at en udstilling som denne vil være med til at fastholde et fokus på konflikten i Ukraine. At insistere på, at den skal blive ved med at være i samtalen”.
“At vi skal blive ved med at støtte, for ellers går det altså endnu mere galt”.