Sophie Dupont: Kunsten at trække vejret i en verden, der aldrig stopper

(Dette interview er et uddrag fra publikationen Sophie Dupont – Breathe, udgivet af Strandberg Publishing)

Duponts kunstneriske rejse er dybt personlig og forankret i en indgående undersøgelse af den menneskelige eksistens. Hendes praksis, kredser om temaer som sårbarhed, identitet og forvandling og bruger ofte hendes egen krop som både motiv og medium. Gennem performative ritualer og abstrakte udtryk inviterer hun publikum til at gå helt ind i kernen af vores væren, til at standse op og til at trække vejret.

Sophie Dupont er uddannet fra både Det Kongelige Danske Kunstakademi og London Contemporary Dance School, og hendes tværfaglige baggrund afspejles i hendes helhedsorienterede tilgang til det kunstneriske arbejde. Hun har opført performanceværker og udstillet i både Europa, Asien og Nord- og Sydamerika, hvor hun har bragt sine intime undersøgelser af kroppen, åndedrættet og følelseslivet ud til publikum verden over.

Se billedserie: Sophie Dupont: BREATHE

Samtidig er Sophie Duponts kunst også et stærkt vidnesbyrd om modstandskraft og selvransagelse. Den udgør en rejse fra det abstrakte til det kropslige, fra stilhed til udtryk og fra det personlige til det universelle. I sine værker søger hun ikke blot at skildre livet, men at beånde det.

“Jeg betragter selv min kunst som både humanistisk og feministisk – den handler overordnet set om noget almenmenneskeligt, ikke kun om køn. Men selvfølgelig præger mit perspektiv og mine erfaringer som kvinde det, jeg skaber. Jeg har brugt lang tid på at finde et sprog, der føles autentisk, et sprog, som kunne blive taget alvorligt på sine egne præmisser. Mit liv har været så farvet af psykologi og af så mange tunge personlige fortællinger, at jeg på et tidspunkt faktisk blev en smule træt af fortællinger. Da jeg begyndte at udforske nye former, begyndte jeg at kombinere abstrakt maleri med uventede elementer – maskiner, væsner, historiske sammenblandinger – og skabte mærkelige hybridverdener. Jeg tror, at denne tilgang afspejler mit ønske om at arbejde med noget, der ligger uden for historier og fortællinger, som havde domineret så meget af mit liv. Jeg ønskede at nå frem til et sted, hvor jeg kunne beskæftige mig med selve livets kerne: med noget mere elementært, noget jeg kunne føle og ånde i. På den måde kom min praksis til at være en undersøgelse af alt og intet på én gang, en søgen efter et sprog for livets grundlæggende erfaringer snarere end blot dets historier.“

Læs også: Livets hjul

“For mig har dansen altid været en måde at udtrykke sig på, der rækker ud over ordene. Dansen var en slags ventil, en følelsesmæssig udtryksform, som virkede på alle planer. Den type 'contemporary dance', jeg arbejdede med, kræver en dyb forbindelse til kroppen og forener disciplin med frihed – det handler om at lære, øve sig og i sidste ende at give slip.“

“Da jeg senere begyndte at arbejde med billedkunst, tog jeg de samme greb med mig: en bevidsthed om rum, rytme og følelsesmæssig genklang. Dansens kropslighed og musikkens følelsesmæssige tyngde blev overført til min visuelle praksis og skabte en dialog mellem krop, følelse og den visuelle form. Denne tværgående tilgang giver mig mulighed for at undersøge forskellige idéer på en helhedsorienteret måde og forbinde bevægelse, lyd og billede i ét samlet kunstnerisk sprog.“

“Man kan holde vejret eller trække vejret på mange forskellige måder, men åndedrættet i sig selv er både universelt og sandfærdigt. Vi forstår det alle instinktivt: Hvis nogen kæmper for at få vejret, er vi straks klar over, at noget er galt. Og vi kan også fornemme, om det er autentisk eller en form for skuespil. Den ærlighed – at det er så enkelt og direkte – fik mig til at bruge åndedrættet som mit primære kunstneriske materiale.“

“Min bedstemor, som var læge, lærte mig tidligt en vigtig lektie: Hvis du har svært ved at trække vejret ind, så ånd først helt ud. Så vil du kunne trække vejret ind. Det blev mere end bare en teknik for mig – det blev en metafor og en praksis, en måde at genoprette forbindelsen til livet og kroppen på et helt fundamentalt niveau.“

“Ved at lade mine performances kredse om selve åndedrættet opdagede jeg en udtryksform, der både er dybt personlig og universel. Min baggrund som danser gav mig redskaberne til at forstå kroppen som materiale, mens mit arbejde med billedkunst ledte mig hen imod at ritualisere og indramme dens gestik. Åndedrættet blev en bro mellem de to ting – en enkel, elementær handling, der bærer både erindring, traume og forvandling i sig og samtidig åbner et rum, hvor man kan knytte forbindelser til andre.“

“Da jeg studerede dans i London, var jeg meget optaget af Rudolf Laban. Han udviklede et bevægelsesnotationssystem, og jeg var fascineret af tanken om at oversætte bevægelse til et minimalistisk notationssystem. Det system fik stor betydning for den måde, jeg begyndte at tænke krop og åndedræt på.“

“Jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne anlægge en tilsvarende indgangsvinkel på vejrtrækningen. Min uddannelse som danser havde, sammen med yoga og lignende, allerede gjort mig meget fortrolig med at kontrollere åndedrættet. Jeg havde også fra en meget tidlig alder udviklet et stærkt personligt forhold til det at trække vejret.“

“I 2009 begyndte jeg at eksperimentere med en form for notationssystem for åndedrættet, inspireret af Labans metode. Ligesom han oversatte kroppens bevægelser til visuelle symboler, begyndte jeg at undersøge måder at visualisere og registrere åndedrættets subtile rytme og egenskaber på. Hvordan kunne man gøre noget usynligt til noget håndgribeligt og udtryksfuldt?“

“Da jeg så gik i gang med at arbejde med et notationssystem for åndedrættet, fik jeg også øje på en forbindelse til Agnes Martin, hvis arbejde jeg altid har beundret. Vores værker er naturligvis meget forskellige, men der var en slags sprogligt slægtskab, som udsprang forskellige steder fra, og det fandt jeg dybt inspirerende.“

“I begyndelsen registrerede jeg mit åndedræt i 20 minutter, så en time, nogle gange to timer – bare med blyant og papir. Senere, til en udstilling på Fifth Floor i København, overførte jeg værket til væggen med blyant. Det var første gang, jeg gjorde det i stor skala, og jeg arbejdede på det hele dagen lang fra solopgang til solnedgang.“

“Det kan godt være kedeligt at gøre det samme igen og igen, men for mig blev gentagelsen til noget, der skaber refleksion og inspiration. Dengang jeg begyndte at fokusere på åndedrættet i min praksis, var der nogle, der syntes, jeg var skør – tænk, at jeg bare fokuserede på det at trække vejret og intet andet. Men for mig er det selve grundlaget for vores liv: Vi er altid inde i os selv, altid i færd med at trække vejret, også når vi taler, spiser, danser eller er sammen med andre.“

“Da jeg begyndte at markere åndedrættet offentligt, var det ikke for at sige: ”Se lige på min vejrtrækning, den er enormt fascinerende.” Det handlede i stedet om at rette opmærksomheden mod en universel, fælles handling. Med tiden gik det op for mig, at mange var nysgerrige og gerne ville deltage aktivt. Det var dér, jeg begyndte at invitere dem til at være med – fordi åndedrættet ikke kun er mit; det tilhører os alle. Det er en delt, kollektiv erfaring, og når andre får mulighed for at være en del af det, går det fra at være en personlig praksis til en fælles.“

“At trække vejret er det første, vi gør, når vi bliver født, og det sidste, vi gør, ved livets afslutning. På den måde indrammer åndedrættet hele vores eksistens. Det bærer ikke kun livet selv i sig, men har også kulturel, spirituel og symbolsk betydning. Den bevidsthed har i høj grad præget mit arbejde og gjort noget helt almindeligt og automatisk til et dybtgående medium for kunstnerisk undersøgelse.“

“For mig er åndedrættet en måde at kommunikere på i øjenhøjde – et sprog, der stiller alle på samme niveau. I performances som I BREATHE YOU DO YOU BREATHE ME?, hvor deltagerne koncentrerer sig om deres eget åndedræt og begynder at lytte til hinanden, kan man tydeligt se netop dét udfolde sig. De kan godt være lidt anspændte til at begynde med, men efterhånden som de slapper af og tuner ind på deres vejrtrækning, begynder de også at møde og interagere med hinanden på subtile, men stærke måder.“

“Åndedrættet forankrer os i nuet; når man retter sin opmærksomhed mod det at trække vejret, træder man ind i en tilstand af nærvær. Dette nærvær kan endda frisætte én fra den følelsesmæssige tilstand, man måtte befinde sig i i øjeblikket, fordi man ganske enkelt er her, nu, sammen med andre.“

“Under disse performances er der nogle gange deltagere, der trækker vejret overfladisk eller anstrengt, og det afspejler deres indre tilstand. Men alle de tilstedeværende forstår det med det samme. Åndedrættet kræver ikke oversættelse – det handler ikke om personlige historier eller ord, som kan være tunge, komplicerede eller fyldt med skyld. I stedet kommunikerer åndedrættet en form for essens. Følelsen af modstand, af forløsning, af glæde – alt dette formidles gennem vejrtrækningen på en måde, som alle kan rumme og relatere sig til.“

“Det er det smukke ved åndedrættet: Det er et universelt sprog. Det går på tværs af både kultur, alder og éns personlige fortælling. Det kan rumme smerte, men det kan også på et øjeblik blive legende eller morsomt. Åndedrættet skaber en fælles bevægelse, en fælles energi – små, subtile forandringer, som alle, der er til stede, forstår med det samme.“

“Ja, jeg ser min kunst som en form for aktivisme – om end den selvfølgelig er ret alternativ. Når vi ser på de stressende forhold, mange mennesker lever under, særligt i de vestlige lande, står det klart, at vores kapitalistiske, forjagede og krævende samfund lægger et pres på både krop og sind.“

“I mine værker peger jeg ikke bare ud på omgivelserne omkring os, som f.eks. bjerge eller skove, men også ind på kroppens egne rytmer: Det at trække vejret, at hvile, at sove. Mange mennesker lider af søvnløshed, stress og det konstante pres for at producere mere, bevæge sig hurtigere og opnå mere, end de måske i virkeligheden har brug for.“

“Jeg begyndte at kalde mit arbejde aktivistisk, fordi det for mig handler om, at vi skal tage åndedrættet til os igen – om at insistere på, at vi tager os tid til at trække vejret, hvile og virkelig mærke os selv. Det handler om at leve fuldt ud i tre dimensioner, så vi ikke blot eksisterer i et netværk eller i et fladt, todimensionalt rum – skærmenes rum. Mit arbejde slår et slag for et egentligt følelsesliv, et indre liv og en fysisk væren, som må aktiveres, mærkes og leves.“

“Den performance stod som noget dybt personligt for mig. I en verden præget af krig, splittelse og uro havde jeg et ønske om at tilbyde noget helt enkelt, noget essentielt, noget menneskeligt: åndedrættet. Breathing Peace markerede den internationale fredsdag og var en performance, der var udstrakt i tid. Fra solopgang til solnedgang blev Rådhuspladsen til en slags kollektiv lunge: en levende, åndende skulptur af kroppe i en tilstand af nærvær. Sammen indåndede og udåndede vi fred – for os selv, for hinanden og for verden. Deltagerne gik langsomt rundt i en cirkel og trak vejret sammen i en fælles rytme. Én efter én trådte hver person ind i midten af cirklen og tegnede en streg ud fra kroppen – som solstråler. Et fælles udtryk for omsorg, nærvær og fredelig modstand.“

“Breathing Peace var ikke bare en performance – det var en slags tilbagevenden, ligesom Marking Breath. En tilbagevenden til kroppen, til langsomheden, til blødheden, til muligheden for heling og forløsning – både på det personlige og kollektive plan.“

“Vejret var omskifteligt på dagen: Det regnede, solen brød frem, og vinden kunne både være kold og varm. Folk sluttede sig til, nogle tøvende, andre med en rolig nysgerrighed. Nogle stillede spørgsmål, andre trak blot vejret. I de sidste to timer før solnedgang sluttede min ven og kunstnerkollega Zara Wali sig til os og sang en meget smuk og dragende politisk sang, hvis tekst bar på skjulte budskaber fra kvinder, der her blev båret blidt gennem regnen. Vi gik i regnen. Ved dagens afslutning var der stadig nogle få mennesker tilbage – de gik stadig, de åndede stadig fred, på trods af kulden, vinden og den silende regn. Det var meget bevægende.“