Transparens

Peter Gøtzsche afslører i sin bog Dødelig medicin og organiseret kriminalitet, hvordan medicinalindustrien bevidst handler til skade for patienter. Medicinalindustrien begår kriminalitet for at maksimere deres udbytte. De omgiver sig med en hær af lobbyister, der fortæller politikere om behovet for at bevare deres hemmeligheder. De betaler lægerne for at ordinere deres præparater.

Fornylig blev avisen The Guardian opsøgt af engelskes efterretningsofficerer for at få slettet de dokumenter der var lækket af Edward Snowden. Visse data må offentligheden ikke få kendskab til. Kæresten til journalisten som havde skrevet om sagen, blev ‘af sikkerhedshensyn’ afhørt og tilbageholdt i lufthavnen.

Overvågning, dunkelhed og datasvindel
Endnu har vi ikke haft den slags sager i Danmark. Men når vi hører om den slags politistatsmetoder i Rusland eller Kina råber vi vagt i gevær. Men her i Vesten forstår vi det, for TERROR!!! Ingen modsætter sig logikken.

Den nuværende regering i Danmark har ikke gjort noget ved sagen. Alle ved vi bliver udspioneret, og samtidig gør regeringen det sværere for oppositionen og pressen at se ind i lovgivningsprocessen.

Den nye offentlighedslov er ellers blevet stærkt kritiseret. For åbenhed og transparens burde være målet i ethvert demokrati, for at vi kan træffe de rigtige beslutninger. Og oppositionen, som ellers har været så aktiv i deres kamp for ytringsfrihed er ikke bekymret over statsapparatets magtudfoldelse og mørklægning af lovgivningsprocesser. Visse ytringer har åbenbart bedst af at blive holdt for sig selv.

Hvorfor ønsker myndigheder ikke klarhed og transparens i stedet for at mørklægge sagerne. Lever ethvert demokratisk ikke af information, så vi kan tage stilling, er viden ikke et samfundsmæssigt gode?

Samtidig med at myndighederne vil mørklægge hvordan ministerier arbejder, har vi over sommeren været vidne til hvordan vi i stigende grad overvåges af NSA, vi overvåges af Google, af spiludbydere, af Facebook, af e-bogsfabrikanter, alle de ting vi gør på internettet føres ind i endeløse protokoller af analyserbare data. Først og fremmest af kommercielle formål, for at målrette informationen. Men også for at kontrollere os, selv krypteret information har NSA nøglerne til. Alt bliver gennemlyst, i hvert fald for NSA.

Samtidig bliver bistandsklienter afkrævet svar på stadigt mere nærgående spørgsmål af sagsbehandlere, der overskrider vores personlige rettigheder. De gør det for at spare kommunerne og staten for unødige udgifter fra de offentlige finanser.

Myndighederne får stadig flere beføjelser, så det bliver nemmere at kontrollere os, samtidig med at de forsøger at opnå mere ‘arbejdsro’. Mens almindelige mennesker i stigende grad skal underkastes kontrol og overvågning.

Og os, der ikke har noget at skjule lige nu, godtager det gerne. For vi har jo ikke noget at skjule. Og ville det ikke være bedst, hvis vi fremlagde enhver information. Om vores økonomi, om vores blodsukker, om vores spilvaner, hvor ofte vi besøger vores mor, for skal alt ikke være gennemskueligt for alle i et demokratisk samfund?

Men hvorfor skal vi i stigende grad kontrolleres, mens myndighederne mørklægger deres egen gøren og laden?

Glasfacader
Ville det værste fængsel ikke være et fængsel lavet af glas. Et sted hvor intet hemmeligt kan foregå, hvor hver bevægelse bliver overvåget? Vi ser ind gennem glaspartiernes akvarier og vi ved alt om de par der bor der, om deres sexliv. For de fortæller det gerne på tv, og ellers slukker de lyset og rører ved hinanden, de steder vi ved den anden kan lide det.

Vi er transparente. At det vi siger er klart og tydeligt. Og dermed ved vi, hvem vi er, og vi ved, hvad vi vil.

Men hvad når vi ikke ved det, hvad når vi ikke ved, hvem vi er eller hvorfor, og har vi ikke brug for denne utydelighed, når der virkelig er modsatrettede eller sammenvævede interesser, når livet ikke er noget bestemt, men netop levet og i en stadig udvikling?

Og har dette klarhedens sprog ikke sneget sig ind overalt. Skal vores koncepter og projekter ikke være så klare som muligt, skal vi ikke vise vores kunst og liv frem i et rum der er så renset som muligt for modsigelser. Har klarhedens sprog inficeret os så overvågning ikke længere virker som en kontrolforanstaltning, men som et gode der vil beskytte os!

Out of focus
I Woody Allen filmen Deconstructing Harry kommer hovedpersonen pludselig ud af fokus. Fotografen kan ikke stille skarpt på ham og han er hele tiden ‘sløret’. At være ude af fokus er det værste der kan ske for en skuespiller, men også i det hele taget i et samfund der kræver at vi er på. Det er som ikke at vide hvad vi vil, at være arbejdsløs, at føles forkert. Og skuespilleren der pludselig finder ud af at han er sløret, får personlige problemer i det øjeblik han gøres opmærksom på at han er ude af fokus, selvom han ikke før selv havde mærket at han var ude af fokus. Fokus er noget omverden forlanger af os som mennesker. At vi fremstår klare og uden slør og skjulte dagsordener.

Er vi mennesker ikke helt på samme måde som offentlighedsloven blevet en sagsakt, som det er nødvendigt, at ‘nogen’ får indsigt i, baggrundsinformation om, så vi dermed og hurtigst muligt kan træffe en beslutning. Der er ikke tid til at se ind i de komplicerede sagsgange og bagtanker der ligger i os, vi skal uddannes så hurtigt som muligt. Men baggrundene for de politiske forslag, for de videnskabelige data der ligger bag medicinalindustriens lægemidler, for efterretningstjenesters gøren og laden fortaber sig, så det bliver sværere vurdere om det er godt, mistænkeligt eller latterligt.

Ja måske er der ligefrem blevet byttet om på subjekt og objekt i vores samfund, så systemet gerne må mørklægge deres private informationer. Systemer er blufærdige. Mens vi som mennesker skal fremstå klare og transparente.