Ugens kunstner – Peter Funch
Fotografen Peter Funch bor og arbejder i New York. Men lige nu kan hans værker opleves på Viborg Kunsthal i en udstilling om netop The Big Apple.

Fotografen Peter Funch bor og arbejder i New York. Men lige nu kan hans værker opleves på Viborg Kunsthal i en udstilling om netop The Big Apple.
Det konstruerede øjeblik
Den store billedserie Babel Tales (2006-2011) er et af de tidligste eksempler på, hvordan Funch genfortolker det fotografiske medie. Seriens 42 billeder viser motiver fra New York, men snarere end de enkelte lokaliteter er det de mennesker, der optræder på billederne, som er i fokus.
Ved første øjekast virker billederne som snapshopfotografier af det travle liv på gaderne i New York. Ved nærmere eftersyn opdager man, at værkerne hver for sig indeholder forskellige overrepræsentationer: folk der fotograferer, bærer en gul kuvert, gaber, har rødt tøj på, går med en sort paraply eller andet.
Peter Funch har nemlig taget massevis af billeder på udvalgte steder i New York og efterfølgende isoleret udvalgte gentagelser i de forskellige fotos, som han til sidst digitalt har kombineret til ét endeligt værk. De personer, der optræder i Funchs værker, har følgelig alle befundet sig samme sted, men ikke nødvendigvis på samme tidspunkt.
Med Babel Tales rører Funch ved forestillingen om, at livet i storbyen stimulerer os til at være frie individer med egen vilje og identitet. Med sine konstruerede øjeblikke skaber han et forunderligt og detaljeret billede af vores tilstedeværelse som både enkeltpersoner og medlemmer af lokalsamfundet i det offentlige rum.
Samtidig rejser han spørgsmål om virkeligheden kontra fiktion og udfordrer vores opfattelse af fotografiet som en skildring af et bestemt øjeblik i tid.
Den flersporede fortælling
Samme udfordring af tidsbegrebet kan findes i det nyere værk, Last Flight fra 2013, der kan ses på Viborg Kunsthal frem til 1. februar 2015.
Der er nærbilleder af den dramatiske eksplosions sky fra alle tænkelige vinkler. Flere af billederne indfanger byens borgere, mens de ser på sprængningen: en siddende dreng med sin hund; en familie, der holder picnic på molen; og et ungt par, der kysser. Hver historie foregår parallelt, og den eksploderende bro binder dem sammen i tid og sted.
Samtidig udvides billedserien Last Flight med en lang række fotografier, der ikke er bundet til det specifikke øjeblik for sprængningen, men som skildrer aspekter af livet i Atchison. Bl.a. et affotograferet portræt af byens berømthed, den amerikanske pilot Amelia Earhardt (1897-1937).
Historien om Earhardt, der forsvandt under en flyvning rundt om jorden i 1937, bindes sammen med sprængningen af broen med hendes navn og bliver derigennem til en historie om forfald og opløsning, om tab og forsvinden.
Med Last Flight opbygger Funch et portræt i flere lag af et helt specifikt øjeblik i tid og sted og tillader os at se med et synkront, flersporet syn på en begivenhed. Han skaber en ny og mere facetteret tilgang til det fotografiske medie og fortæller, hvordan et komplekst perspektiv kan ændre den måde, vi konstruerer kollektive fortællinger og hukommelse på.
Portfolio


















Fakta
Udstilling
New York, New York
21 nov 2014 1 feb 2015
Jens Honoré, Torkil Gudnason, Kenneth Willardt, Anne Nicolajsen, Peter Funch
Viborg Kunsthal Se kort og tider
Fakta
Peter Funch er født i 1974 i Nykøbing Falster. I dag bor og arbejder han i New York, USA.
Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1999
Peter Funch kan lige nu opleves på udstillingen New York, New York på Viborg Kunsthal.
Forslag til videre læsning:
Last Flight: An American Anthology, Review in Information 07/06/2014 p. 16-17. link
http://www.information.dk/500135
Peter Funch: Last Flight, Interview In Vice by Matthew Leifheit 03/07 2014 link
http://www.vice.com/read/peter-funch-last-flight
Foreword for "Studies of Last Flight" by William Pym and book published by Etudes. link
http://www.peterfunch.com/files/studiesoflastflight.pdf