Unge kunstnerstemmer: Ada Ada Ada

Af
18. november 2024

Ada Ada Ada beskriver sig selv som en algoritmisk kunstner, der arbejder inden for en intersectional øko-feministisk ramme, og hun har efterhånden udviklet en “sjette sans” for at spotte, hvordan køn optræder i digitale systemer.

Portrætfoto af Ada Ada Ada. Foto: Ada Ada Ada

Ada Ada Ada beskriver sig selv som en algoritmisk kunstner, der arbejder inden for en intersectional øko-feministisk ramme, og hun har efterhånden udviklet en “sjette sans” for at spotte, hvordan køn optræder i digitale systemer.

Af
18. november 2024


Art Matter har givet Ada Ada Ada mikrofonen for at høre, hvad hun håber, at folk får ud af hendes kunst, hvor hun finder inspiration - og ikke mindst, hvordan hun opfatter kunstmiljøet. Husk, at du kan se videoen med Ada Ada Ada og hendes videoværker på vores Instagram @artmatter.dk
Ada Ada Ada, <i>Den som siger dans</i>, Stillfoto. Foto: Ada Ada Ada
Ada Ada Ada, Den som siger dans, Stillfoto. Foto: Ada Ada Ada
Gemt i Ada Ada Adas videoværker er ikke bare refleksioner over køn, men også intertekstuelle referencer og små jokes omkring koder og binære systemer. Den algoritmiske kunstner trækker samfundsmæssige tråde, når hun, som hun selv udtrykker det, arbejder med - og mod computeren.
Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad ville du så lægge vægt på?
Der er tre centrale søjler i min kunstneriske praksis: køn, computer og krop. I sammenspillet mellem de tre finder jeg åbninger, misforståelser, nye perspektiver og anderledes æstetikker. Jeg benytter mig af mange forskellige medier, og tilpasser det til, hvad end jeg gerne vil kommunikere. I tidernes løb har jeg arbejdet med foto, performance, video, tekst og meget andet.
Jeg fokuserer meget på køn, da det har en stor betydning for mit eget liv som queer transkvinde. I forlængelse af det, arbejder jeg utroligt meget med (og imod) computere i mit arbejde. Med tiden er jeg begyndt at kalde mig selv algoritmisk kunstner for at lægge vægt på, at mit primære værktøj er mine egne og andres algoritmer. Til sidst, så har mine værker ofte min egen krop i centrum, da jeg ønsker at udforske min egen krops agens og rolle i en verden med altoverskyggende digitalisering.
De tre søjler er meget synlige i de to videoværker, der bliver vist på KE24. I Being represented by data is like losing a part of yourself har jeg trænet en kunstig intelligens-algoritme på billeder og lydklip af mig selv, og derefter indstillet algoritmen til at skabe forvrænget video. Ovenpå videoen hører man en skævvreden version af min egen stemme læse en tekst op om mine oplevelser som queer person i digitale systemer. I Den som siger dans, siger data bruger jeg en video af mig selv, der danser, som input til at skabe to nye syrede videoer med kunstig intelligens. Værket er en respons på det online økosystem af mænd, der benytter sig af kunstig intelligens til at plagiere kvinders data, som i værket er eksemplificeret med fænomenet dansevideoer.
Ada Ada Ada <i>Being Represented</i> Stillfoto. Foto: Ada Ada Ada
Ada Ada Ada Being Represented Stillfoto. Foto: Ada Ada Ada
Med tiden er jeg begyndt at kalde mig selv algoritmisk kunstner for at lægge vægt på at mit primære værktøj er mine egne og andres algoritmer.

Ada Ada Ada

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt arbejde?
Meget af min inspiration kommer fra mine egne oplevelser med digital kultur samt refleksioner over, hvordan min egen krop og identitet passer ind. Jeg er dybt fascineret af, hvordan køn og kroppe (mis)forstås af computersystemer på alle mulige måder. Det kan være alt fra dropdown menuer i dating apps, til Instagrams brystvorteregler, til den stereotypisk feminine stemme i Siri, til CPR-nummersystemets kønsopdeling i lige og ulige tal.
Min proces er som regel laaaaaang. Jeg har efterhånden udviklet en sjette sans for at spotte alle de forskellige måder, som køn optræder på i digitale systemer, så min noteapp er fyldt til randen med links til algoritmer, artikler og online-grupper, der på en eller anden måde har et interessant forhold til køn og kroppe i den digitale sfære. Noterne får så lov til at ligge i lang tid, indtil jeg på et tidspunkt finder en måde at omdanne mine tanker til et æstetisk udtryk, som kan bringe nye perspektiver på emnerne og et kritisk blik på den relevante teknologi.
Hvad håber du, seeren får ud af din kunst?
Jeg håber, at mine værker får folk til at se dem selv og digitale systemer fra et nyt perspektiv. Jeg ønsker, at de kan skabe nye forståelser af, hvordan de selv passer ind og bliver tilpasset af de utallige computersystemer vi er omringet af. Om det så gælder deres køn, alder, krop, race eller politiske overbevisning, så vil jeg gerne have at folk går fra oplevelser med min kunst med et fornyet, kritisk blik på teknologi.
Hvad synes du om kunstscenen? - Og er der en udstilling, du glæder dig til at se?
Det har været lang tid undervejs, men jeg føler, at der endelig er ved at komme mere fokus på digitale teknologier og digital kunst i kunstverdenen. Der er stadig meget en hang til at bruge traditionelle virkemidler, men der er begyndt at komme mere nuance på, hvordan vi snakker om og tænker på computerteknologi. I fremtiden håber jeg på, at vi kan se endnu flere kunstnere få mulighed for at bruge digitale udtryksformer på de store institutioner.

Derfor glæder jeg mig også rigtigt meget til at se Poetics of Encryption på Charlottenborg. Jeg har hørt, at de har en væg, som er fyldt til randen med hundredevis af memes, så den glæder jeg mig utroligt meget til at bruge lang tid på at udforske.
Ada Ada Ada <i>Being Represented</i> Stillfoto. Foto: Ada Ada Ada
Ada Ada Ada Being Represented Stillfoto. Foto: Ada Ada Ada

Fakta

Ada Ada Ada er en algoritmisk kunstner, der arbejder inden for en intersectional øko-feministisk ramme.

Hun arbejder med køn, queerhed og kroppe som de opfattes af computere gennem algoritmer, software, "kunstig intelligens" og mere. Ada bevæger sig mellem kunstformer, og indtil videre har hendes praksis inkluderet performativ fotografi, video, generativ kunst, net-kunst, skrivning, interaktive installationer samt live AI-performance.

Spørgsmålet, der ligger til grund for Adas kunstneriske praksis, er: Hvordan kan algoritmer bruges til at forstå og udfordre oplevelser af køn og kroppe på nye måder?

Hun kombinerer data, teori og computation for at betragte menneskelig erfaring gennem nye linser og perspektiver.

Hendes arbejde beskæftiger sig ofte direkte med samfundsmæssige kampe, bekymringer og politik, for eksempel gennem datavisualisering eller performative engagementer, og hendes identitet som transkvinde informerer ofte det arbejde, hun laver.

Ada har en baggrund som webudvikler og interaktionsdesigner. Hun opnåede en KA i Interaction Design ved Malmö Universitet i 2019 og en BA i Digital Media and Design fra IT-Universitetet i København i 2017.

I 2015 var hun med til at stifte det interaktive kunststudio Circuit Circus og gik solo som kunstner i slutningen af 2021.

Adas værker er blevet udstillet i København, New York, Paris, Valencia, Berlin og flere andre steder.