Claus Carstensen
Claus Carstensen har siden begyndelsen af 1980’erne markeret sig som en betydningsfuld og indflydelsesrig skikkelse på den danske kunstscene.
Claus Carstensens praksis har fra starten udspillet sig indenfor mange forskellige medier – maleri, skulptur, tegning, performance, video, musik, fotografi og installation. Herudover har han udgivet digt- og essaysamlinger samt kurateret en lang række af udstillinger med andre kunstneres arbejder.
Et nøglebegreb i Claus Carstensens arbejde er defacing – en på samme tid destruktiv og konstruktiv handling, hvor et eksisterende billede overmales og modificeres – eller som i Claus Carstensens tilfælde skamferes. Claus Carstensen anvender dog ofte metoden i en langt mere samfundsmæssig kontekst, der er præget af en hårfin balance mellem politisk udsyn og biografisk krop – mellem historicitet og subjektivitet.
Dels som en individuel, psykotisk form for billedstorm og dels som en politisk revolutionær massepsykotisk form. Forskellen mellem disse to former for billedstorm er, at den individuelle psykose opererer med et mylder af billeder, mens massepsykosen forsøger at afskaffe dem.