Julie Nord

Julie Nord undersøger beskuerens forventninger til det figurative værk ved at koble det realistiske og intime med det absurde og fremmede.

Kunstner

Om
Julie Nord er født i 1970. Hun er uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2001. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Tegning, installation


Nord etablerer i sine figurative tegninger og malerier et grænsefelt mellem fiktion og virkelighed, mellem det fantastiske og det konforme og ikke mindst mellem individet og den ydre verden. Individet er her ofte børn og præpubertære væsner i besiddelse af et tilsyneladende vildtvoksende indre liv.

Deres gådefulde blikke står i skarp kontrast til de ph-lamper, parcelhuse og gråspurve, som også befolker Julie Nords værker. Dette sammenstød mellem det enkelte menneske – dets følelser og tankeliv – og de sociale systemer, det indgår i, står centralt i Nords praksis.

Hun henter bl.a. sin inspiration fra gyserfilm, børnebogsillustrationer og outsiderkunst, og selvom motiverne kan forekomme nærmest absurde (kæledyr med menneskehoveder, spøgelser, levende påklædningsdukker) – har de samtidig en stærkt realistisk kvalitet over sig, som udspringer af værkernes ofte genkendelige, ikoniske situationer.

Forventningerne til det figurative, realistiske værk udfordres i kraft af sammenstillingen af de umage, uproportionelle, ‘forkerte’ motiver – og det tvinger beskueren til at balancere i en sammenstykket virkelighed af lige dele identifikation og fremmedgørelse.