I denne artikelserie spørger vi kunstnerne ligeud: “Hvorfor laver du kunst?” Denne gang møder vi
Mikkel Carl, hvis kunst har krævet helt særlige omstændigheder. "Jeg laver kunst, fordi jeg KAN," fortæller han.
Mikkel Carl, hvis kunst har krævet helt særlige omstændigheder. "Jeg laver kunst, fordi jeg KAN," fortæller han.
Mikkel Carl: "Mange mennesker er af den opfattelse, at kunstnere laver kunst, fordi de IKKE kan lade være.
Hvilket for så vidt er rigtig nok, men jeg vil nu alligevel svare, at jeg laver kunst, fordi jeg KAN. Med det mener jeg, at visse særlige omstændigheder har gjort, at det kan lade sig gøre:
- Man må formode, jeg har et vist talent, selvom kunst for mig i høj grad er noget tillært.
- Jeg havde kun set to kunstudstillinger, da jeg tilfældigvis mødte en tidligere underviser fra Aarhus Kunstskole.
- En bestemt sammensætning af optagelsesudvalget på Kunstakademiet anno 2003.
- En præmiering fra Statens Kunstfond på et afgørende tidspunkt og en stor, spændende udsmykningsopgave i Bygningsstyrelsen.
- Jeg har det privilegium at være professor på Det Fynske Kunstakademi, hvilket i seks år har givet en økonomisk basis, der ikke var der tidligere. Og som vel at mærke snart forsvinder igen."
Jeg kan stå og arbejde i timevis, og det eneste, jeg hører, er musvågens lejlighedsvise skrig
Mikkel Carl
- "Fordi min kone boede på landet, da jeg mødte hende, har jeg en hel lade som atelier. Uden al den plads, var jeg helt sikkert ikke blevet installationskunstner. Ude på gårdspladsen har jeg et arbejdsbord, man kan se på Google Maps.
- Da jeg studerede i København, anede jeg ikke, hvor afgørende stilheden er for min praksis. Jeg kan stå og arbejde i timevis, og det eneste, jeg hører, er musvågens lejlighedsvise skrig".
Se værker af Mikkel Carl herunder:
Om kunstneren
Mikkel Carl er født i 1976. Han har en MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og en BA i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han bor og arbejder i Sorø.
Carl er inspireret af kunstteoretiske og samfundskritiske bevægelser, som den historiske avantgarde omkring første verdenskrig, 60’ernes neo-avantgarde, postmodernismens appropriationskunst og 90’ernes relationelle æstetik, der alle har forsøgt at udfordre den klassiske kunstinstitution og det eksisterende kunstbegreb.
