Kaspar Bonnén: Derfor laver jeg kunst.

"Hvorfor laver jeg kunst?

Da jeg begyndte at lave kunst, var det fordi jeg følte, at kunst var et felt, hvor man kunne tale på en anden måde. Jeg forstod ikke den måde man talte sammen på, eller ikke taler om ting på i vores verden. Så jeg håbede, at kunst kunne tale om, hvad der er vigtigt i livet på en anden måde, end den måde man ellers taler i samfundet.

Jeg voksede op med en skal af tavshed omkring mig, og når jeg så kom ud i verden, følte jeg, at det var svært at tale om alt det, der var/er indeni. Alle de følelser og ideer, jeg havde lå indestængt bag mure, jeg havde svært ved at se igennem.

Jeg længtes efter noget andet. Jeg håbede, at verden ville give mig mere end det, den lod til at være. Og at verden ville opdage (eller jeg kunne vise) hvem jeg var. For selv om jeg var tilpasningsdygtig, så havde jeg svært ved at føle mig tilrette i den verden, som er.

Men

Jeg manglede sprog.

Jeg følte mig draget mod kunst, der talte om noget dybere, jeg ønskede at forstå det sprog, jeg ønskede at være en del af den kunst, som bar på en hemmelig viden.

Jeg kæmpede meget med at finde et sprog selv. Jeg efterlignede, jeg søgte ideer, jeg fotograferede, skrev, læste. Men selv når jeg fandt noget, føltes det ustabilt.

Så livet med kunst har været at søge noget, som var stabilt, noget som min væren kunne spejle sig i. Langsomt fandt jeg ud af, at der ikke var et hemmeligt sprog; at jeg, der hvor jeg skimtede en dyb kompleksitet, først og fremmest projicerede mit indre ind i andres værker og tanker, og verden blev ved med at være flydende".