Sonja Lillebæk Christensen: Derfor laver jeg kunst

“Der ligger en iboende trods i mig samtidig med et udadvendt gåpåmod. Da jeg var 19 år, startede jeg på HG, en slags handelsskole. Jeg var ikke stærk bogligt, ja, dårlig til at gå i skole og ønskede at stoppe. For at forklare det, sagde jeg til min studievejleder ud af det blå, at jeg ville være kunstner, og det skal siges, at jeg ikke anede, at kunst fandtes.

“Det skal du ikke gøre”, sagde han. “Det er stort set umuligt at blive etableret kunstner og leve af det”. Det ‘gode råd’ tændte min trodsighed og gåpåmod og satte mig på sporet af at tage de første skridt ud i kunstens verden.

Studievejlederen var også min dansklærer, og tidligere på året havde vi en skriftlig opgave som lød: “Sådan lever mine forældre. Sådan vil jeg leve”. Da jeg fik opgaven tilbage, skrev han: “Ved første gennemlæsning glemte jeg helt at rette fejl, jeg læste bare - men der er altså mange sproglige fejl”. Det var min første feedback på det at fortælle historier. At jeg måske rent faktisk kunne fange et publikum.

Det er egentlig det, jeg er fortsat med at gøre: benytte fortællingen og dens fremdrift i min kunst. Fortællingerne kan være fra levet liv, fra noget jeg selv har erfaret, eller noget jeg observerer, men jeg forsøger altid at drage publikum med mig. Det er stadig en gåde, at jeg kan det, med min meget ringe fortid med det boglige.

Den kendte fortælling mange af mine kolleger ofte har om, at de fandt et frirum på biblioteket som barn, er nok mere mit mareridt. Men det gør måske, at jeg går til fortællingerne med meget få regler – fordi jeg ikke kender reglerne – og det giver mig en frihed til at bringe fortællingerne nye steder hen.

Den iboende trods og gåpåmod er stadig overskrifter for mig. Gåpåmodet kunne også erstattes af ordet ‘ambitiøs’: altså at jeg kæmper for noget og vil noget mere, end det jeg, fra en start, har fået stillet til rådighed. Min kunst har et bestemt blik. Jeg taler med erfaring fra der, hvor jeg kommer fra. Fra underklassen/arbejderklassen, som er et andet sted, end der hvor de fleste billedkunstnere kommer fra.

Den stemme er ikke ofte repræsenteret i billedkunsten. Der er meget debat om repræsentation i kunsten, og det er jeg stor tilhænger af, men jeg er også tilhænger af, at der er forskellige stemmer repræsenteret fra klassesamfundet. Selvom man i Danmark har gjort meget ud af at fortælle, at klassesamfundet ikke findes længere, skulle jeg hilse og sige, at det gør det altså!

I min kunst vil jeg gerne ramme bredt. Jeg vil gerne fortælle historier med mange lag, som også åbner op og inkluderer det miljø, jeg kommer fra, og det som jeg er trådt ind i gennem kunsten”.